Rush hour blues - kl. 7

Da The Kinks i 1964 brød igennem den engelske lydmur med gigant-succesen ”You really got me”, kunne man ikke vide, at Ray Davies' hitsang blot var det første udspil i en tilsyneladende endeløs række af storsælgende, langtidsholdbare rocksange. Men sådan var det, og de første år af gruppens levetid tryllede Ray Davies det ene iørefaldende hit efter det andet ud af ærmet med det resultat, at The Kinks konstant var parkeret på den engelske hitliste - og såmænd også på hitlisterne i resten af verden.

At komme ind på alle de mange hits fra Davies' hånd ville være en næsten uoverkommelig opgave; men ud over gennembrudssinglen ”You really got me” er der dog især ét nummer med The Kinks, der trænger sig på, når man taler om gruppens uundgåelige sange: ”A well respected man” fra september 1965. Sangen er en af de første sange, hvor Davies eksplicit tager den britiske klassebevidsthed under kærlig behandling, i dette tilfælde middelklassens insisteren på at overholde de normer, der er forbundet med at være en respektabel medborger. Sangens satiriske opgør med middelklassens hykleri er skarp – og når man dertil lægger nummerets besnærende iørefaldende melodi, er det ikke mærkeligt, at ”A well respected man” på mange måder er blevet en slags varemærke for The Kinks og for Ray Davies.

Davies har nok aldrig overgået sig selv fra de tidlige hektiske år med The Kinks; men faktisk skrev han i 1975 en sang, der kan ses som en form for videreførelse og perspektivering af det 10 år tidligere hit-nummer. Sangen ”Rush hour blues” var med på koncept-LP'en Soap opera, om hvordan ”almindelige” mennesker drømmer om at undslippe hverdagens trummerum, og den kan med lidt god vilje ses som en pendant til hittet fra 1965.

He gets up early about seven o'clock
The alarm goes off and then the house starts to rock
In and out of the bathroom by seven-o-three
By seven-ten he's downstairs drinking his tea.

So put a shine on your shoes
Put on your pin-striped suit
Can't lose those early-morning-can't-stop-yawning
Push and shoving his rush hour blues.

Selv om det nye udspil ikke besidder det tidligere nummers friskhed og fandenivoldske charme, kan det alligevel sagtens ses som et repræsentativt eksempel på Ray Davies' kærlige hudfletning af sin samtid. Nummeret er ikke en født klassiker og bliver det heller aldrig – dertil er melodien ikke iørefaldende nok. Men det er som så mange andre Kinks-numre et godt vidnesbyrd om en usædvanligt begavet sangskriver.