Russisk uhygge

Detaljerne er ikke længere på plads, men en af mine mest skræmmende barndomserindringer var en Indiana Jones-film. Kan ikke huske dens titel, eller hvad vor gæve helt med pisken havde at bestille inde i dybet af et bjerg med nogle ærke-onde stammemennesker, ild, blod og en skrigende blondine (der naturligvis skulle reddes).    Parzivals album Casta giver mig uforklarlige billeder af stammens chefkannibal. Dernæst af Rammstein-forsangeren Till Lindemann. Dernæst af Vladimir Putin. Alt i alt en rimelig foruroligende kombination. Parzivals musik kan betegnes som industriel, teatralsk, elektronisk-et-eller-andet-udefinerbart. På russisk.    Med en mekanisk messen ikke ulig førnævnte Rammstein, men på russisk varsler det - i endnu højere grad end det tyske - den kommende apokalypse. Man forstår ikke hvad der sker, men pulsen bevæger sig nu et godt stykke over hvile. Det er der, Vladimir Putins ansigt dukker frem. Og så er der ingen hvile længere. Nogensinde, frygtede jeg.    Dog sker der samtidig noget andet i musikken; nedenunder det dystre industrielle, maniske dødsløfte ligger noget indisk musik.    Ahva? tænker man, men ja … Der er newage toner og goa-chill-out-alt-skal-nok-gå. Tonerne får din puls til at sænke sig et øjeblik og konturerne af Putins ansigt til at udviskes for nogen tid. Apokalypsen kommer muligvis og hvad så?    Lyt til albummet! Det er faktisk godt. På den virkelig mærkelige måde!   Lån Casta fra dit nærmeste bibliotek