Så starter festen i Skanderborg

The Eclectic Moniker
Smukfest 2012, P3-Teltet

Torsdag d. 9. august 2012

I P3-Teltet på festivalen er det naturligvis navne, som er i heftig rotation på Danmarks Radios tredje kanal, der spilles. Og når solen skinner fra en blå, blå himmel, er det ikke let at få det friske, unge publikum, som dagligt hører P3, ind i skyggen. Dette gjaldt også denne sene eftermiddag, hvor vinderen af sidste års KarierreKanon The Eclectic Moniker lokkede med yderst dansable festrytmer. Bandet er kendt for sine opfordrende calypsorytmer og appellerende guitarfigurer, som man ikke kan sidde roligt til.

Under de sidste vokallydprøver hørtes umiskendelige Paul Simon-strofer; ”Slip slidin' away”. Mon koncerten ville byde et covernummer? Når man hører The Eclectic Monikers debutplade, er der rigtig mange gode referencer til Paul Simons mesterværk Graceland, som mesteren selv genopførte i Herning for nylig.

Bandet lagde ud med ”Typewriter tip tip tip”, som også er åbningnummeret på The Eclectic Moniker. Nummeret er et vrøvlenummer med indledende flotte vokalharmonier. Vi oplevede syv herrer på scenen, hvoraf hele tre er guitarister, som sammen med keyboardspilleren giver den meget karakteristiske sound for The Eclectic Moniker, hvor de hurtige, nedadgående skalaløb gentages igen – og igen. På pladen står disse riffs mere ferske og klare end i eftermidagens liveudgave, hvor lyden var mere bastant; til tider overvældende. I andet nummer var guitarklangen tæt på Jannis Noya Makrigiannis' klang i Choir Of Young Believers. Hvor forsangeren og guitaristen dér klarer sig med en 12-strenget Stratocaster, må der her tre guitarer til. I min optik ville en guitarist mindre på scenen give en bedre defineret lyd...

Der kom nu mere gang i den rendyrkede calypso med nummeret ”Two Officers”, og P3-Teltet var fyldt og feststemt. De nævnte guitarløb associerede til de klassiske engelske kirkeklokkespil; The Eclectic Moniker kunne lave et updated sountrack til en god, engelsk TV-krimi! Syvende nummer var ”ugens uundgåelige” ”Easter Island”, hvor jubelen kom helt op under teltdugen. Nu var lyden ved at være så delikat, så den kunne bruges i en Disneyfilm fra Bountyland – eller Easter Island, Påskeøerne...

Der blev også plads til et næsten-instrumentalt nummer, hvor organisten brillierede med improvisationer, der lød lige så nysgerrige som Keith Emersons fra syntheziserens barndom.

Man savner, at The Eclectic Moniker kan bryde med deres lyd og give koncerten et twist. Det lykkedes kun for alvor, da de fik en gæstevokalist på scenen inden slutnummeret ”Going to Paris”. Det gav det friske pust, der var brug for, og det blev modtaget med glæde i The Eclectic Monikers univers. Uvant til festivalkoncerter var der to ekstranumre, hvor forsangeren Frederik Vedersø her havde koncertens tydeligste diktion. Denne ville jeg godt have hørt lidt før.

Nu var feststemningen til at tage og føle på; det er en udfordring at skulle starte den i et skyggefuldt telt en torsdag eftermiddag, men det lykkedes for The Eclectic Moniker – også uden en Paul Simon-sang.