Sammen kæmpede vi os ud af Vernons knuste hjerte

Storslået, omsluttende og alligevel skrøbeligt. Bon Iver fik alle nuancerne med i en eminent koncert på Arena.

Stemningen var magisk, allerede fra de første toner forlod guitaren. Med åbningsnummeret "Perth" blev tårnhøje forventninger afløst af en intim ro, og da resten af bandet sluttede sig til, smeltede publikum sammen og indlevelse.

Præcis som på pladen fulgte ”Minnesota” og ”Holocene” efter. På en gang formåede Justin Vernon at spille overrumplende og stadig bevare de facetter, der gør den pladen Bon Iver til et indiemesterværk, der rækker armene ud mod verden med hjertet i hænderne.

Velkomsten og de første talte ord kom efter tretrinsraketten, der åbnede aftenen og sindene.

Bakket op af et nærværende band med både basklarinet og percussion fortsatte lydsporet med både ”Michicant” og ”Hinnom”, før det igen var tid til et par ord mod et publikum, der viste uovertruffen koncertglæde og bakkede de mere stille numre op med et flammehav af ligtherblus.

Med en trompetintro blev tiden skruet tilbage, til dengang en skovhytte dannede kulissen for indspilningen af For Emma For Ever Ago.

I en nedtonet smerte fik publikum indblik i følelsen af forladthed med ”Skinny Love”, og med ”Flume” blev der genoptanket positive følelser.

Koncerten endte i en storslået version af ”Beth/Rest”, der fik kuldegysninger frem i et midnatstelt, hvor temperaturen ikke kan have haft skylden.

Et hjerte blev slået i tusindvis af stykker, og alle fik et lille stykke med sig videre i natten.