Sangbog for Værnepligtige

I starten af august indledte hundredvis af unge aftjeningen af deres 11 måneders værnepligt. Det forlyder, at de alle er frivillige, hvilket kan synes lidt mærkværdigt, da der jo ifølge ordet ”pligt” er tale om en tvungen indsats for fædrelandet. Men forklaringen er den, at de unge kun har pligt til at møde op på Forsvarets Dag (som svarer til tidligere tiders session) og dér fortælle, om de har lyst til at melde sig som frivillige. Kun hvis der ikke er frivillige nok, kan det komme på tale at tvinge nogle af de unge til at aftjene deres værnepligt.

I 2026 har det altså ikke været nødvendigt at tvinge nogle af de håbefulde unge mænd og kvinder i kongens klæder, og det skyldes formentlig både et tilstrækkeligt antal unge med interesse for sagen samt det forhold, at kasernerne til de værnepligtige er i dårlig stand og ikke kan huse ret mange personer. Utætte tage, skimmelsvamp, risiko for nedstyrtning af tagsten mv. betyder, at Forsvaret p.t. ikke er gearet til at huse flere end højst nødvendigt, og det betyder igen, at Forsvaret i år altså må nøjes med de frivillige ansøgere.

Den dårlige vedligeholdelse af udstyr og materiel i Forsvaret har der været skrevet en del om i aviserne, og mon ikke de manglende midler også har ramt forhold som litteratur og sangbøger til de værnepligtige? Det er i hvert fald et kvalificeret gæt, så da jeg for nylig stødte på et eksemplar af ”Sangbog for Værnepligtige” i en genbrugsbutik, skyndte jeg mig straks at sikre mig eksemplaret, som tidligere havde tilhørt 1. Landstormbataljons 2. Kompagni. Sangbogen er ifølge sagens natur ikke splinterny; men mon ikke den alligevel kan give et indtryk af, hvad det er for nogle sange, de nye værnepligtige snart skal synge? Det er i hvert fald den hypotese, der ligger til grund for det følgende kig på sangbogens indhold.

Sange om kanoner og sværd
En del af sangene i ”Sangbog for Værnepligtige” handler forudsigeligt nok om de våben, de unge mennesker skal lære at håndtere – forberedelse til krig er ifølge sagens natur en vigtig beskæftigelse for en kommende soldat. Sangene i sangbogen er anført i alfabetisk rækkefølge, og det betyder, at brugeren af den allerede som den femte sang møder en bombastisk lovprisning af det danske artilleri: ”De danske Kanoner paa Tøjhuset stod” (1851). Over 5 vers fortælles der her om, hvad kanonerne kan og skal bruges til: ”De undte ej Fjenden et Øjebliks Fred/ de dundrede svært i hans Øre/ Da var det han lærte, at Dansken ej sov/ ja, ved Flensborg og Bov/ fik han gratis de første Lektioner/ Undervisningen gik i Begyndelsen svært/ men til sidst fik han lært/ Respekt for de danske Kanoner”.

Fjenden skal ikke tro, at han (det er altid en han) kan stille noget op over for de danske kanoner, og hvis han ikke bliver skræmt af den ovenfor anførte sang, indeholder sangbogen endnu en drabelig sang om fodfolket og dets udrustning: ”Hvor vi hørte Katovernes Bulder/ hvor vi sang vore dejligste Kvad/ staar vi nu med Bøsse paa Skulder/ i en lige og tætsluttet Rad/ fremad Marsch med lystig Sang” (fra 1800-tallet). (Kartover er metalkanoner af kraftig kaliber). Forfatteren til sangen er Mads Hansen, som også har skrevet en anden af sangbogens hyldest-sange til det danske infanteri: ”Til Vaaben, Brødre! Tag Bøssen fat!” (1848). Så kan fjenden bare komme an!

Men ”Sangbog for Værnepligtige” rummer naturligvis ikke kun sange om landtropperne. Sang nr. 62 i bogen er Ingemanns hyldest til (især) den danske krigsflåde: ”Vift stolt paa Kodans Bølge” (1807; Kodan er det latinske navn for Østersøen), og sang nr. 65 er en lovprisning af de danske søhelte: Niels Juel, Tordenskjold, Cort Adeler, m.fl. Sangen af Knud Lyhne Rahbek hylder dog især Ivar Huitfeldt, som under slaget i Køge Bugt i 1710 leverede en heltemodig præstation med sit stolte skib Dannebrog: ”I hele Flaaden ingen slog/ som Huitfeldt med sit Dannebrog/ vort Fødeland var altid rigt/ paa danske Orlogshelte”. Her kan de værnepligtige i Søværnet i sandhed få sig et lysende forbillede.

Flere af sangene i sangbogen beretter om soldater med sværd i hånd; men det må vist være billedligt ment, for de nye værnepligtige skal vel ikke ud og slås mod droner med sværd som våben? Mon ikke formuleringer som: ”Da vor Morgensang Sværdet skal synge mod Sky”, ”og med Sværdet i Haand skal hver udenvælts Fjende/ beredte os kende” og ”Fjenderne gruer mer end for Sværd ved dig at skue” skal forstås metaforisk og ikke som opfordringer til at gå i krig bevæbnet med sværd; men drabeligt lyder det under alle omstændigheder. 

Flere af sangene om sværdkampe går endda et skridt videre end til lovprisningen af det middelalderlige våben ved at sammenligne de danske soldater med korsriddere (!), og her bliver ordvalget måske en smule betændt. Hør f.eks. ordene fra sangen ”Hil dig vor Fane!/ Korsbanner hvidt!”: ”Sejer omsvæver/ Korsherrens signede Hær!” Ud fra de mange udråbstegn i teksten må man formode, at emnet har bragt tekstforfatteren Grundtvigs blod i kog mere, end hvad godt er; og sammenligningen mellem danske soldater og tidligere tiders korsfarere er nok heller ikke så heldig. Respekt for flaget er godt; men korsfarerne var vist ikke altid Guds bedste børn.

Korsfarerne dukker op igen i M. Rosings ”Der er Haab i vort Bryst”, som er en mobiliseringssang i forbindelse med tabet af Sønderjylland i 1864: ”værer med paa vort dejlige Korsfarertog/ ud til Slesvigs Befrielsesdag!” Heldigvis behøver de nye værnepligtige ikke at hæfte sig så meget ved ordlyden i denne og de temmelig mange andre sange om at vinde Sønderjylland tilbage, for den sag skulle vel være klaret med Genforeningen i 1920. Med mindre man som i Rosings sang ønsker en tilbagevenden til tiden før 1864, hvor Danmarks grænse gik ved Ejderen. Det må dog nok blive et fremtidsprojekt for de kommende værnepligtige, for de nuværende indkaldte har sikkert mere nære problemer at kæmpe med. Mon ikke de skal lade Sønderjyllands-sangene hvile indtil videre?

En ganske særlig værnepligtig
Som de fleste i kongeriget sikkert er klar over, indbefatter gruppen af nye værnepligtige i år en helt særlig rekrut, nemlig prinsesse Isabella, der som den første kvinde i den danske kongefamilie kommer til at aftjene værnepligt. Isabella skal som de andre unge mennesker i Forsvaret bruge 11 måneder af sit liv på at uddanne sig til soldat; men mon ikke hendes specielle baggrund alligevel kommer til at give sig udtryk i, at hun vælger et lidt andet repertoire af værnepligtsange end det, hendes jævnaldrende kommer til at synge?

Først og fremmest kommer Isabella nok til at synge den danske kongesang temmelig ofte, selv om den handler om en konge, der hedder Christian, og selv om den (igen) svælger i krigeriske vendinger om sværdsvingende danske soldater. Men hyldesten til kongen er der ikke noget i vejen med: ”Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan/ hvo staar for Danmarks Christian/ i Kamp?” Det må varme enhver ung kvindes hjerte at synge sådan en sang til sin fars pris.

En anden hyldest til kongen som overhoved for de danske værn er den gamle ”Den Gang jeg drog af sted” (1848), som Peter Faber skrev i forbindelse med krigen i 1848. De første linjer af sangen er et vidnesbyrd om, at den stammer fra en tid, hvor kvinder ikke kunne blive soldater: ”Den Gang jeg drog af sted/ min Pige vilde med/ Det kan du ej, min Ven!/ Jeg gaar i Krigen hen”. Vigtigere i denne sammenhæng end den kønspolitiske vinkel er imidlertid omtalen af kongen, der her optræder som et sandt forbillede for de unge soldater: ”Vi byde Fjenden trods/ naar Kongen er med os/ med draget Sværd han staar/ han snakker ej, men slaar/ saa dansk som han var ingen Konge her i mange Aar”. Sådan skal en rigtig konge opføre sig (selv om han i dag måske godt kan lade det metaforiske sværd blive hjemme).

Den tidligere nævnte sang om kartover indeholder også en linje, som Isabella uden tvivl vil kunne synge med på af fuld hals: ”og vor Drot fik vi kær/ og vort Land og vort Flag”; men den sang, som umiddelbart måske mere end nogen anden ligner en uforbeholden hyldest til landets øverste leder, ”Kongerne Konge” (1848), er nok trods alt ikke den sang, prinsesse Isabella først skal kaste sig ud i for at lovprise sin far. 

Kongen i sangteksten er jo ingen anden end Gud eller Jesus, så selv om sangen ser ud som en kongesang, er det i virkeligheden en hyldest til vores allesammens skaber: ”Kongernes Konge, ene du kan/ skærme vort elskede Fædreland/ Herre, du ene/ kan Sejren os forlene/ værn om vort herlige og ældgamle Dan!” Men derfor kan Isabella jo udmærket synge sangen sammen med de andre værnepligtige.