Sange om kaffe

Kaffe er et af de mest udbredte nydelsesmidler i verden, måske det mest udbredte. Kaffe er en billig fornøjelse, og kaffe indtages både for smagens og for virkningens skyld. Kaffe drikkes overalt og af alle mennesker – hvis man ikke lige er englænder, for så drikker man te, som Sting fortæller i ”Englishman in New York” (1988): ”I don´t drink coffee/ I´ll take tea, my dear”. For mange mennesker er kaffe simpelt hen en uundværlig ingrediens i hverdagen.

Kaffedyrkning har sit udspring i Kaffa-provinsen i Etiopien (deraf navnet), og siden 1500-tallet har kaffen bredt sig fra Afrika over de arabiske lande og siden til Sydøstasien og Amerika. Mere end en tredjedel af verdens kaffe kommer fra Brasilien, der har et perfekt klima til kaffedyrkning. Derfor er det også ganske passende, at det netop er den brasilianske kaffe, der fremhæves i sangen ”The coffee song”, som første gang blev indspillet af Frank Sinatra i 1946 (og senere genindspillet af ham i 1960). Sangen er en humoristisk up-tempo bagatel om, hvor svært det er at få andre drikke end kaffe i Brasilien; men kaffe er der til gengæld rigeligt af: ”They´ve got an awful lot of coffee down in Brazil/ way down among the Brazilians/ coffee beans grow by the billions”.

I Danmark drak man den første kop kaffe omkring 1665 – men først fra starten af 1800-tallet bredte kaffedrikkeriet sig til bredere dele af samfundet og blev en almindelig foreteelse. I dag er kaffe naturligvis hver mands eje, selv om der efterhånden er opfundet så mange slags kaffe, at man nærmest skal have en tolk eller en ordbog med, hvis man skal have en kop kaffe på en restaurant: Espresso, Ristretto, Americano, Cappucino, Cortado, osv. osv. Inden for populær- og rockmusikken, som er rammen om denne artikel, er en kop kaffe heldigvis næsten altid bare en kop kaffe – og tak for det!

Kaffe til fravær
Man skal ikke drikke til trøst, kun til tørst, hedder det om alkohol; men måske mottoet også kan anvendes i forbindelse med kaffedrikkeri. Det er i hvert fald den tanke, man får, når man hører sangen ”Black coffee” (1948), som Sarah Vaughan fik et hit med i 1949, og som måske kendes bedst i en version med Ella Fitzgerald fra 1960. Sangen fortæller en trist historie om en kvinde, der er blevet forladt af sin mand, og som nu blot håber på, at han kommer tilbage til hende igen. Ventetiden fordriver hun med sort kaffe og cigaretter; men det ser nu ikke rigtigt ud til, at nogen af delene hjælper på hendes problemer – tværtimod. Oven i kærestesorgen har hun nu også fået søvnproblemer, hvilket der vel egentlig ikke er noget at sige til: ”I´m feeling mighty lonesome/ haven´t slept a wink/ I walk the floor and watch the door/ and in between I drink / black coffee”.

En anden form for fraværskaffe møder man i Bob Dylans ”One more cup of coffee for the road” (1975), hvori jeg-personen gerne vil drikke en sidste kop kaffe med sin partner, inden han forlader hende for at gå til ”the valley below”, hvor det så ellers er. Afskeden er smertefuld, men den er uundgåelig, for jeg-personen mærker ingen form for følelser eller kærlighed hos den udkårne – og så er der ikke andet at gøre end at sige farvel: ”One more cup of coffee ´fore I go”. Sangen handler måske/måske ikke om Dylans brud med sin kone, Sara; men uanset om det er en skilsmissesang eller ”bare” en afskedssang, er nummeret ualmindelig udtryksfuldt, med smuk harmonistemme af Emmylou Harris og en smægtende sigøjnerviolin af Scarlet Rivera. Mindeværdigt.

Kaffe spiller også en hovedrolle i den gamle bluessang ”Bald headed woman”, som måske især kendes i to indspilninger fra 1964 med henholdsvis The Kinks og The Who. Da The Kinks skulle udsende gruppens debutalbum i oktober 1964, overtalte produceren Shel Talmy gruppemedlemmerne til at indspille den gamle bluessang til albummet – og anførte samtidig sig selv som sangskriver til nummeret for at kunne score royalties for indspilningen! Han var vist ikke helt fin i kanten, den Talmy. Som man tydeligt kan høre af teksten, er der bestemt ikke tale om et nyskrevet nummer, men om en gammel bluessang – men godt lyder det under alle omstændigheder med de gamle, rå Kinks: ”Yeah, I don´t want no sugar in my coffee/ it´ll make me mean, oh Lord, it´ll make me mean”. Osv.

Endnu en kaffesang, der rummer mere fravær end nærvær, er Paul Simons ”The dangling conversation” (1966), som fortæller om to personer, der ganske vist drikker en kop kaffe sammen, men som samtidig er isolerede i hver deres skal: ”And we sit and drink our coffee/ couched in our indifference, like shells upon the shore/ you can hear the ocean roar/ in the dangling conversation/ and the superficial sighs”. Trods sin lavmælte tone er der tale om en uhyggelig sangtekst om, at man udmærket kan være ensom, selv om man er sammen med en anden. Paul Simon var selv ganske tilfreds med sangen, som Art Garfunkel til gengæld fandt en smule prætentiøs – måske med rette.

Kaffe til samvær
I pop- og rocksangenes verden er det heldigvis trods alt mere normalt, at en kop kaffe signalerer hygge og samvær, end at den forbindes med afsked og opbrud. I Bob Dylans ”On a night like this” (1973) er der ingen tvivl om at kaffen blot er optakten til en god aften med snak og måske lidt kropsligt samvær: ”Hold on to me so tight/ and heat up some coffee grounds/ We got much to talk about/ and much to reminisce”. Det lyder rigtig rart.

I det hele taget lyder det som regel rart, når to mennesker finder sammen over en kop kaffe i sangens verden. I Johnny Cash´s ”Cup of coffee” (1966) er kaffen den helt rigtige drik, da lastbilchaufføren i teksten tager en pause på vejen: ”Yeah, I just dropped in to have a cup of coffee, friend/ don´t you offer me none of that whiskey, don´t need no wine”. Der er stadig over 300 kilometer at køre, så det er nok klogt at holde igen med alkoholen og nøjes med en god gammel Ramblin´ Jack Elliott-sang og en kop kaffe.

Også i Buck Owens´ ”Truck drivin´ man” (1965) møder vi en lastbilchauffør, som tager sig en kop kaffe i en pause på turen – denne gang på en lille café i Texas, Hamburger Dan´s. Der er en god grund til at vælge netop denne café blandt mange andre, for de serverer den bedste kaffe i hele landet: ”Pour me another cup of coffee/ for it is the best in the land”. Nå ja, og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at de spiller sangen ”Truck drivin´ man” på jukeboxen i caféen (formentlig i sangens originale udgave med Terry Fell fra 1954).

Garth Brooks har sunget flere sange om kombinationen kaffe/kvinde, og ud fra teksterne at dømme lyder det som en rigtig dejlig blanding. I sangen ”Callin´ Baton Rouge” (1993) er det (igen) en lastbilchauffør, som bruger alle sine småpenge på at ringe til sin kæreste i Baton Rouge. Det gør han fra telefonen i et truck stop, hvor han samtidig benytter lejligheden til at få en kop kaffe: ”I need a cup of coffee and a couple dollars change”. Og i ”That summer” (1993) kommer kvinden på besøg hos jeg-personen med ”a hot cup af coffee and a smile”. Det bliver optakten til en hed affære den sommer.

I Otis Reddings ”Cigarettes and coffee” (1966) er kaffen og cigaretterne simpelt hen det perfekte akkompagnement til jeg-personens samvær med sit livs kærlighed: ”But it seems so natural, darling/ that you and I are here/ just talking over cigarettes/  and drinking coffee”. Sangen slutter med, at jeg-personen frier til den udkårne: ”walk down this aisle with me” - så hvis man ikke er helt parat til giftermål, skal man måske passe lidt på med kaffen og cigaretterne?

Kaffe og kærlighed er bare en fin kombination, ingen tvivl om det. Og hvis nogen alligevel skulle være i tvivl, behøver de blot at tænke på Benny Andersens ”Om lidt er kaffen klar” (egentlig med titlen ”Svantes lykkelige dag”, 1972), som måske endnu ikke er Danmarks nationalsang, men som i hvert fald er fast inventar ved alle sammenkomster, hvor de deltagende er over 50 år: ”Lykken er ikke det værste man har/ og om lidt er kaffen klar”. En sjov og varm sang, som naturligvis er optaget i Højskolesangbogen, og som lejlighedssangskrivere overalt i Danmark har prøvet kræfter med på et eller andet tidspunkt. 

 Der skal to til en god kop kaffe.