Genrer
Santana: Abraxas
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 205
Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket med titler som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Den starter med instrumentalnummeret "Singing winds, crying beasts", og det er en rigtig god måde at åbne albummet. I begyndelsen føles det mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af "Black magic woman" af Fleetwood Mac, som de blander sammen med "Gypsy queen" af Gábor Szabó. Det overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra "Gypsy queen" fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.
Derefter står det på endnu en af de store Santana-klassikere. "Oye como va" er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld elegant udført, og Santana giver den lidt kant. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale "Incident at Neshabur". Den er hurtig, der er fokus på orgel mere end guitar i meget af den, og den føles i det hele taget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. "Se a cabo" følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at gentage titlen om og om igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til "Mother’s daughter". Denne veksler mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.
"Samba pa ti" er pladens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender i ren ekstase. Følelser er ikke særlig vigtige på denne plade, det handler mere om grooves, men "Samba pa ti" viser en side af bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og det er især tydeligt på "Hope you’re feeling better", der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang, "El Nicoya", hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.