Genrer
Saturday night fever
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 131
Foruden at være musiknørd har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday night fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og filmen er udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører seks af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens nogle, herunder "Boogie shoes", "Disco inferno" og "You should be dancing", var udgivet tidligere i andre sammenhænge.
I filmen optræder "Disco duck" og "Dr. Disco" af Rick Dees. Det er forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Det er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Den bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds "Calypso breakdown" er lidt langtrukken, og David Shires "Manhattan skyline" er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires "Night on Disco Mountain" og Walter Murphys "A fifth of Beethoven" meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs "En nat på Bloksbjerg" og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket. Af en eller anden årsag finder man på albummet også "Jive talkin’" af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke, for det er en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.
Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men den er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans "If I can’t have you", der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er "More than a woman", en veludført kærlighedssang, ingen klager her. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Den er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; "Stayin’ alive", "Night fever" og "How deep is your love" er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, synes jeg at soundtracket er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.