dummy

Sebastian Lind – et frikvarter med fest

6-05-2013
Peter Elmelund
Anmeldelse

SPOT Festival 2013, Store Sal, Musikhuset, lørdag d. 4.5.2013 kl. 16

På SPOT Festival 2010 optrådte en purung svendborgenser, der blev spået en lovende fremtid i popverdenen. I år var den formidable Store sal fyldt med 1.500, som kom for at høre og se popkometen Sebastian Lind, hvis udviklingskurve siden sidste SPOT optræden higer mod stjernerne. Væk var de lange, lyse teenagekrøller; nu mødte vi en voksen mand med trimmet skæg og ditto sceneoptræden.

Fintfraseret falset

Med sig på scenen havde han et rigtigt trommesæt med en rigtig trommeslager, en keyboardspiller, som også spillede en ferm Telecaster guitar, og så et arsenal af elektroniske lyde i et velvalgt sortiment. Sebastian Lind har en slank, klar stemme, der ubesværet også mestrer falsetten. Ind i mellem var klangen tæt på Hans Lilla Højhed Prince, som begunstiger kongeriget med et besøg en onsdag i august.

Sebastian Lind havde fået tildelt en halv times spilletid, og i dette udvidede frikvarter fik han bundet en alsidig buket med flere sange fra det seneste album ”Messed Up Happy Kid”, men også fra ep’en ”I Will Follow”.
Efter starten i up-tempo blev der skruet ned for volumen og tempoet, men sandelig ikke for intensiteten. Sebastian Lind greb sin guitar og fremførte den stille ballade ”Still Here” uden nogen dikkedarer; en mand og en guitar. Og oven i købet med mange åbne akkorder, så guitaren sang af sig selv i lydhør samklang med en velmoduleret sanger. Respekten for musikken virkede naturligt, ligesom de friske - og ikke overfriske - kommentarer mellem numrene vidnede om en kunstner med veldoseret selvværd. ”Wow, jeg er da benovet over at skulle spille efter Marie Key  - og i Store Sal”.

Hittet ”Get You” med den indledende, markante rytme blev mødt med et begejstret hyl fra den store fanskare, og festen fortsatte i sidste nummer – ”Fake” – som har medvirket til Sebastian Linds store popularitet i Tyskland.  Betegnende er hans officielle hjemmeside på tysk!

Kærkommen kendt kopi

”Vil I ha' mere?” Ja, det ville vi, og så kom minsandten de indledende strofer til Justin Timberlakes ”Suit & Tie”. Sebastian Linds publikum er også til Justin Timberlake, så der var dømt fællessang. Et modigt valg at slutte med et covernummer, når nu SPOT Festival netop er for at promovere sit eget materiale. Men pyt, Sebastian Linds placering på popscenen er solid, så derfor kunne denne frikvartersfest godt slutte med en forbilledlig sang af et forbillede. I øvrigt med en potent guitarsolo fra Linds sekundant; ham ville jeg godt have hørt mere af.

Sebastian Lind formår at lave et delikat mix af elektroniske lyde og organiske trommer og rigtige guitarer. Melodierne har også det hitpotentiale, som gør, at jeg faktisk kan huske omkvædene dagen efter – et sikkert tegn på holdbarhed.

Festfyldt pop  - bliv ved med det!