Selvportræt af Bob Dylan - 50 år senere!

Den 8. juni er det 50 år siden, Bob Dylans dobbeltalbum Self portrait blev udsendt, og den 19. juni udkommer musikerens længe ventede album med helt nyskrevne sange, som også indeholder tydelige selvbiografiske spor. To gode grunde til en lille artikel om Dylan og hans jubilerende selvportræt i musikalsk form.

En af de mere berømte anmeldelser i rockhistorien er Greil Marcus' anmeldelse i 1970 af Bob Dylans nye udspil i det toneangivende musiktidsskrift Rolling Stone. Overskriften til anmeldelsen fortæller hele historien: ”What is this shit?”, og den hårde dom over albummet kom til at følge det i mange år efter den offentlige udhængning.

Flertallet af samtidens anmeldere var nu mildest talt heller ikke særligt begejstrede for Dylans seneste påfund, og så vidt jeg husker, var jeg selv også temmelig skeptisk over for lp'en dengang i 1970.

Jeg købte dog dobbeltalbummet ved udgivelsen, måske mest for gammelt venskabs skyld, og helt håbløs var den da heller ikke. Desuden burde Dylans voldsomme musikalske stilskift på Self portrait jo ikke komme helt bag på hans mange fans efter udsendelsen af countryalbummet Nashville skyline året før, hvor sangeren bl.a. gav den som crooner i selskab med countrylegenden Johnny Cash.

I 1970 kunne det godt se ud, som om Bob Dylan var i fuld gang med at dekonstruere myten om sig selv, og det er nok heller ikke nogen helt forkert fortolkning af baggrunden for hans valg af musikmateriale til pladeudgivelserne i disse år.

Hvis der var noget, Dylan gerne ville undgå, var det at blive taget for givet, og det projekt må siges at være lykkedes for ham med lp'er som Nashville skyline og Self portrait. Efter disse udgivelser kunne Bob Dylans store publikum ikke længere gætte sig til, hvad det kunne forvente sig fra mesterens hånd næste gang – men måske betød forventningsopfyldelsen heller ikke så meget for samme publikum, som man ellers kunne være tilbøjelig til at tro.

Self portrait solgte faktisk ganske udmærket, og albummet opnåede sågar en fjerdeplads på den amerikanske album-hitliste i 1970, hvorfor man bestemt ikke kunne tale om nogen salgsfiasko. Trods de mange dårlige anmeldelser af Self portrait ville publikum fortsat gerne høre Dylan synge og spille sin musik – også selv om han ved samme lejlighed pillede ved myten om sig selv.

Et andet selvportræt

Bob Dylans angst for at blive forudsigelig er dog nok kun en del af årsagen til det overraskende valg af sange til Self portrait. I 2013 udkom pladen Another self portrait som nr. 10 i Dylans udgivelseskoncept ”The bootleg series”, og via noterne og forordet til udgivelsen (skrevet af Greil Marcus!) får man et klart indtryk af, at Dylan omkring 1970 var i færd med at indspille to vidt forskellige plader på én gang: dels det foreliggende dobbeltalbum med et bredt udvalg af evergreens, traditionelle folkesange, nyklassiske sange, sange fra bagkataloget samt enkelte nyskrevne numre – og dels en plade med en stribe helt nye sange, som siden skulle blive til albummet New morning (1971).

Der er næppe nogen tvivl om, at Self portrait-sangene i vid udstrækning har fungeret som åndehuller og afslappende intermezzoer mellem indspilningerne af de nye, selvskrevne sange til New morning. Til gengæld er det kun gisninger, hvis man (som undertegnede) gætter på, at det er sangene til det sidstnævnte album, der stod Dylans hjerte nærmest og de sange, han har ofret mest omhu på ved indspilningerne. Ens egne børn er jo trods alt noget helt specielt.

Men det betyder ikke, at Dylan var ligeglad med sangene til Self portrait. Han har sikkert haft det godt med at pille sig selv ned fra den piedestal, publikum havde anbragt ham på, og hvor han ikke ønskede at være. Når han samtidig i selskab med nogle få udvalgte musikere kunne hygge sig med at præsentere et antal sange, der på forskellig vis havde betydet noget for ham selv i tidens løb, er det oplagt, at Self portrait ikke blot var et ligegyldigt sekunda-produkt i Dylans øjne.

Som lp-titlen angiver, var sangene på denne plade i høj grad også en side af den ellers næsten helgenkårede kunstner, og det var nok særdeles bevidst, at Dylan ønskede at præsentere denne anden side af sig selv på netop denne måde på netop dette tidspunkt i karrieren. ”I contain multitudes,” som Dylan synger i en af sangene på sit kommende album, Rough and rowdy ways, hvor sangtitlen refererer til sangerens ønske om ikke at blive sat i bås eller at blive opfattet alt for endimensionalt.

Self portrait i dag

Og hvordan lyder Self portrait så her 50 år efter udgivelsen i juni 1970? I denne lytters ører er der ingen tvivl om, at en del af de mange outtakes og alternative versioner, man siden har kunnet høre på 2013-udgivelsen Another self portrait et stykke ad vejen er nogenlunde lige så interessante som de sange, der kom med på dobbelt-lp'en dengang – selv om det kan være svært at vurdere, hvordan de fravalgte sange ville have lydt i nogle lidt mere polerede versioner.

Under alle omstændigheder kan såvel de ikke-udgivne sange som de udgivne lp-versioner - heriblandt det gamle Rodgers & Hart-nummer ”Blue moon”, Gordon Lightfoots ”Early morning rain” og Paul Simons ”The boxer” - med god ret ses som Dylans uforbeholdne kærlighedserklæring til en række af de sange, der i tidens løb har gjort indtryk på ham, og som har været med til at præge hans musikalske univers – omtrent som det er tilfældet med den opremsning af ældre og nyere musik, man møder i en anden af Dylans nye sange på hans kommende plade: ”Murder most foul”. Det er ikke epokegørende musik, Dylan præsenterer lytteren for på Self portrait; men hans fremførelse af de valgte sange lyder som indspilninger fra en mand, der føler oprigtig glæde ved at holde den amerikanske musiktradition i live via nye versioner af de gamle sange.

Det mærkeligste nummer på Self portrait er uden tvivl indledningsnummeret, ”All the tired horses”, som kun består at to verslinjer, der til gengæld synges gentagne gange af et kvindekor: ”All the tired horses in the sun / How am I supposed to get any riding done?” Bob Dylan synger ikke selv på sangen, som bl.a. af samme grund er blevet diskuteret ret intenst i vide kredse. Hvad er meningen med det mærkværdige nummer? I min optik er sangen i al sin iørefaldende enkelhed et udsagn om, at sangskriveren har haft svært ved at finde inspiration til at skrive nye sange (riding = writing, horses = pegasusser, dvs. et symbol på digterens inspiration).

Ved denne læsning passer sangen tilmed som fod i handske til en plade, der både handler om Bob Dylan selv (Self portrait), og som kun præsenterer få nyskrevne sange; inspirationen har bare ikke været der (selv om Dylan jo faktisk på dette tidspunkt havde sange nok til en hel plade med nye numre: New morning). Men ud over at være et passende indledningsnummer til en atypisk plade i Bob Dylans karriere er det en udmærket lille sang, som er vanskelig at få ud af hovedet, når man først én gang har hørt den.

Læs mere om Self portrait i Ken Nielsens artikel fra 2013 om pladen her på siden.

Læs mere om indspilningen af Self portrait i John Howells artikel ”The story behind Self portrait”. Kan findes på hjemmesiden punkhart.com.

På internettet kan man bl.a. også finde Greil Marcus' anmeldelse af pladen fra 1970 på hjemmesiden expectingrain.com samt en gennemgang af samtlige Bob Dylans sange, heriblandt sangene på Self portrait, på siden everybobdylansong.blogspot.com.