Señor

Gode sangtekster er ofte karakteriseret ved, at man ikke bliver færdig med dem lige med det samme. Det kan enten skyldes, at formuleringerne i teksten indeholder stof til eftertanke, eller at de er så godt skruet sammen, at de rammer lytteren meget præcist. Eller måske hænger de gode teksters langtidsholdbarhed sammen med, at de ikke er helt lette at forstå, så de først skal dirkes op og derefter udlægges af lytteren. 

Det sidste er ganske ofte tilfældet med Bob Dylans tekster, som både kræver arbejde og fantasi af lytteren, og som af samme grund tit fortolkes forskelligt af forskellige lyttere. Udbyttet af sangteksterne er simpelt hen afhængigt af, hvad den enkelte lytter bringer med sig til mødet med teksten. Entydighed kan være en dyd, hvis man gerne vil have et budskab igennem til lytteren; men flertydighed er som regel mere interessant, fordi den udfordrer modtageren og indgår i en dialog med vedkommende.

Et sted, man nok ikke skal henvende sig for at få svar på, hvad en given sangtekst handler om, er sangskriveren selv – i hvert fald hvis vedkommende hedder Bob Dylan. Dylan har altid været en modstræbende og upålidelig fortolker af sine egne sange, og det er sikkert en klog position at indtage, hvis man gerne vil give sine værker så lang en levetid som muligt. Faktaoplysninger om indholdet i en given sangtekst kan det være OK at udtale sig om; men udlægningen af, hvad ordene egentlig betyder, og hvordan teksten skal forstås, må lytteren selv være med til at afgøre.

Når Bob Dylan f.eks. om sangen ”Señor” (1978) fortæller, at den blev til efter et møde med en gammel mand i et tog fra Mexico til San Diego, er det en oplysning, man kan tage for gode varer eller ej. Men udsagnet fortæller jo ikke noget som helst om, hvad sangen handler om, så i forbindelse med en fortolkning af sangteksten er det en helt ligegyldig oplysning. 

Det siger heller meget om indholdet i ”Señor”, at Dylan på et tidspunkt fortalte, at sangen var inspireret af skuespilleren Harvey Stanton, som Dylan spillede over for i filmen ”Pat Garrett and Billy the Kid”. Det kan godt være, at det er rigtigt – og hvad så? Løsrevne anekdoter og referencer kan være meget underholdende; men hvis man vil trænge dybere ned i sangens indhold, er man nødt til at læse dens ord opmærksomt og forsøge at få ordene til at give mening i en større sammenhæng.

Ved en skillevej
Det kan måske være nyttigt til en indledning at få et par fakta omkring sangen ”Señor” på plads, selv om omstændighederne ikke nødvendigvis har nogen betydning for forståelsen af sangteksten, og selv om Bob Dylan selv nok ville anse oplysningerne som irrelevante i forhold til et forsøg på en fortolkning af indholdet i teksten. 

”Señor” indgik på pladen ”Street-legal” (1978), som blev udsendt 2 år efter den majestætiske ”Desire” og kun 1 år før Dylans overraskende omvendelse til konfessionel kristen, således som det kommer til udtryk i teksterne til pladen ”Slow train coming”. Samtidig havde Dylan kun lige afsluttet sit 12-årige ægteskab med Sara Lowndes, og han var fortsat i gang med at slikke sårene efter en opslidende skilsmisse.

 1977-78 var på flere måder en overgangsperiode i Bob Dylans liv, og flere af teksterne på ”Street-legal” afspejler da også den usikkerhed og rådvildhed, man måtte forvente hos en mand i hans situation. ”Street-legal” er ikke som sådan en ”skilsmisseplade”, som man plejer at karakterisere LP´en ”Blood on the tracks” (1975); men det ville være mærkeligt, hvis den skelsættende begivenhed i sangerens liv ikke fortsat kunne spores i hans kunstneriske udfoldelser i årene efter skilsmissen. Omstændighederne omkring 1978-udgivelsen er bestemt ikke uinteressante i forbindelse med en forståelse af sangteksterne; men man skal jo altid passe på med ikke at lade ens viden om bestemte udenoms-omstændigheder farve ens læsning af og lytning til en plade alt for meget. Selv om det kan være svært.

Endnu et forhold fra Dylans liv, som kan spores i nogle af formuleringerne på ”Señor”, er sangerens medvirken i den ovennævnte film, ”Pat Garrett and Billy the Kid”. Filmen (med musik af Dylan) havde premiere allerede i 1973; men det virker, som om kulisserne til og begivenhederne i filmen satte sig varige spor i Dylans sangskrivning, som i 1970´erne indeholdt mange indslag af spansk sprog og spansk (eller mexicansk) kultur. Bob Dylan brugte i disse år gerne referencer til og sproglige lån fra spansk/mexicansk, og det gælder også for ”Señor” – hvor alene titlen jo meget direkte peger på en spansksproget referenceramme.

Sammenbrud og genrejsning
Hvis man vil forstå indholdet i ”Señor”, er der først og fremmest brug for at få styr på, hvem den ”Señor”, der hele tiden påkaldes, er. Men det spørgsmål er nok ikke så svært at besvare. ”Señor” betyder ”Hr.”, og det er hverken en gammel mand i toget eller en skuespiller, der her er tale om; Señor i sangen er den vigtigste herre af dem alle, Herren, og det er til ham, jeg-personen i sangen (lad os bare kalde ham Dylan) henvender sig, fordi han er rådvild og har brug for støtte.

Hvis man antager, at indholdet i sangen skal læses som en indre monolog mellem Dylan og Gud, er man nok allerede godt på vej mod en forståelse af tekstens udsagn. Læsningen af ”Señor” som Gud sandsynliggøres i øvrigt af det faktum, at Dylan på dette tidspunkt i sit liv var stærkt på vej mod det kristne standpunkt, som i udstrakt grad kom i fokus på hans efterfølgende pladeudgivelse.

I dialogen med Gud (og sig selv) udviser Dylans jeg-person i starten stor usikkerhed om, hvordan han skal forstå sin situation og om, hvordan han skal håndtere den. Han ved ikke, om han p.t. er stødt på en mindre forhindring i livet eller på en mere skæbnesvanger modgang (”Lincoln County road or Armageddon”), og han ved heller ikke, om situationen minder om noget, han har prøvet før. At problemet har noget med en kvinde at gøre er tydeligt, og set i et biografisk perspektiv er den kvinde, der forårsager så stor ravage i Dylans liv, naturligvis hans eks-kone, som han stadig har blandede følelser overfor. Men set i et større perspektiv kan kvinden i sangteksten være en hvilken som helst kvinde, jeg-personen har haft et forhold til.

Det ”iron cross”, kvinden bærer om halsen, er et tvetydigt symbol (en æresbevisning eller et potentielt fjendesymbol), som anskueliggør hans blandede følelser over for kvinden, og det marchorkester, man kan høre i baggrunden, er et udtryk for den uro, der stadig fylder hans hjerte. Han er godt klar over, at han er i problemer (”I can smell the tail of the dragon”), og han kunne godt tænke sig et råd fra Vorherre om, hvad han skal stille op nu.

 Han er ganske tæt på et nervøst sammenbrud, omgivet af fjolser og falske forlystelser, da en sigøjner (som regel et positivt symbol på det uregerlige og ukontrollerbare liv hos Dylan, jf. f.eks. sangen ”I went to see the gypsy”) fortæller ham, at han bliver nødt til at tage sig sammen og se verden, som den faktisk er: ”It ain´t a dream no more/ it´s the real thing”. Accepter verden, som den er, og ikke som du godt kunne tænke dig, at den var - eller gå til grunde!

Derefter er der kun én vej ud af problemerne: fremad. Jeg-personen har stadig brug for et øjeblik for at komme til hægterne igen; men så er han også parat til at gøre sig fri af alt det, der holder ham tilbage, bl.a. medieverdenen (”let´s disconnect these cables”) og kræmmermentaliteten (”let´s overturn these tables”, med en klar reference til Jesus´ dramatiske optræden over for kræmmerne i templet). 

Dylan føler sig efter en tid med megen tvivl omsider klar til at komme videre i tilværelsen, og man bemærker, at hvor han i starten af sangen var meget tøvende i forhold til Guds råd, er han i slutningen den udfarende part, som ikke har tid til at tøve længere. Hvad venter vi på? Lad os se at komme i gang med tilværelsen efter det lange intermezzo med usikkerhed og tvivl.

Faktisk er der i ovenstående tolkning tale om en ganske opbyggelig og moralsk fortælling om nødvendigheden af at tage sig den tid, der er brug for i en krisesituation; men når sorgen og usikkerheden er bearbejdet, er der til gengæld al mulig grund til at rejse sig op igen og komme videre. Måske er det menneskets iboende kraft og dets potentiale til at komme helskindet igennem modgang, der hentydes til i sangens undertitel: ”Tales of Yankee power”? Det er da en mulighed.

Mere om sangen
Når man er færdig med at forsøge at trænge ind bag de undertiden vanskeligt gennemskuelige formuleringer i Dylans sangtekst, bør man unde sig selv at nyde sangskriverens åbenlyse glæde over sproget, som den kommer til udtryk i diverse rim og andre finurligheder. Lyt f.eks. til indledningsversets næsten smittende begejstring over at kunne rime ”headin´” på ”Armageddon” (et ord, man ikke møder så ofte), eller nyd de mange forslag til, hvad man kan rime på ”señor”: ”before”, ”door”, ”more”, ”floor” mv. Det er da en fornøjelse at lægge ører og øjne til en sådan sprudlende sprogglæde!

 Og hvad med sangens melodi? Den er som så ofte tidligere (og senere) hos Dylan både inciterende og suggestiv og meget svær at glemme igen, når man én gang har hørt den. Det er i høj grad Dylans tekster, der gør, at man ikke bliver færdig med hans sange lige med det samme; men det er hans iørefaldende melodier og instrumentering, der gør, at man har lyst til at høre sangene igen og igen, indtil man (måske) forstår, hvad det egentlig er, de fortæller.

I forsøget på at trænge ned i tekstens betydningslag har jeg i øvrigt lyttet til ikke mindre end 3 forskellige oversættelser af sangteksten til svensk for at finde ud af, om disse fortolkninger måske kunne give nogle fingerpeg om, hvordan man skal forstå formuleringerne i originalteksten. Denne ekstralytning gav dog ikke nogle nye indfaldsvinkler til at forstå sangens halvkryptiske udsagn; men det var ganske underholdende at lytte til Lars Fernebrings, Larholm & Sandströms samt Christer Sunesons forsøg på at omplante Dylans sang til svensk jord. 

Ikke mindst var det pudsigt og overraskende at høre den sidstnævnte version med Idde Schultz og Anna Stadling under titlen ”Chaufför”. Et ret så originalt påfund, selv om Vorherre måske ikke ville være helt tilfreds med at blive udnævnt til chauffør! ”Chaufför, chaufför/ vilken väg ska vi välja/ ska vi gråta eller svälja/ är det du som styr, du som kör/ vem annars skulle göra det, chaufför”.