Genrer
Sex Pistols: Never mind the bollocks, here's the Sex Pistols
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 41
Punkrockerne Sex Pistols var meget provokerende, da de i 1977 udgav deres første og eneste album, Never mind the bollocks, here’s the Sex Pistols. Sangene var uhyre simple på et teknisk plan, musikken blev ufatteligt nok alligevel spillet rimelig sløset, og samtidig var lyden arrig på en måde som få andre bands var. Teksterne var også ganske ufiltrerede. "Bodies" handler om aborter, "God save the Queen" går til angreb på kongehuset, og titlen "Anarchy in the UK" taler for sig selv. De var så uanstændige, at pladeselskabet EMI annullerede deres kontrakt med gruppen efter få måneder grundet dårlig opførsel, blot for at afslutningsnummeret på bandets debutalbum skulle blive en langefinger til EMI i form af sangen "EMI". Det var alt sammen tilbage i 1976-1977. Sidenhen har verden fået musik fra langt mere provokerende kunstnere, såsom G.G. Allin, N.W.A., Eminem, Burzum og Death Grips. Når folk kigger tilbage på Sex Pistols i dag er de mest provokerede over, at forsanger Johnny Rotten har vist sig at være en stokkonservativ Trump-supporter. I mangt en punkentusiasts øjne har det bekræftet en mistanke, de har haft længe: Sex Pistols var aldrig interesserede i at lave god musik, de var kun interesserede i at provokere.
Er det en retfærdig dom? Det synes jeg ikke. Musikken har ikke længere den kant, den havde tilbage i 1977. I punkkredse gik der ikke længe inden Dead Kennedys, Minor Threat og Big Black udgav langt mere grovkornet materiale. Albummet kan ikke falde tilbage på chokfaktor længere, den kan kun falde tilbage på musikken, spillet af et band, der var så talentløst, at deres officielle bassist endte med kun at spille bas på ét af albummets tolv sange – og selv her blev han senere overdubbet. Der er dog mindst én person i bandet, der har et uforligneligt øre for hooks. Selv om vi har at gøre med simple sange, er de ofte proppet til med fede, mindeværdige fraser, især fra vokalen. Når Johnny Rotten synger "for anybody else, except for myself" på "No feelings" eller bevidst går efter at synge "Pretty vacant", så det lyder som om, han siger "va-cunt" er det faktisk charmerende, og backingvokalerne på "Holidays in the sun" er ligefrem uimodståelige. Der er også mange fede guitarpassager. Det er ikke det mest komplicerede i verden, men guitaren formår alligevel at stikke ud.
Sex Pistols havde nærmest intet at arbejde med, men de fik det bedste ud af det. Ja, stort set alle sangene lyder enormt meget som hinanden, både i lyd og melodi, men de formår lige akkurat at være forskellige nok, til at albummet ikke lyder som en mudret optagelse fra et øvelokale. Selv med det sagt, så virker albummet dog ret ustruktureret. De følte sikkert, at det var fedt at afslutte albummet med "EMI". Pladeselskabet, det handler om, findes ikke engang længere. Enten skulle man have været der, eller også skulle man grave godt og grundigt i bandets historie, hvis man skulle synes, at det er det mest effektive nummer, man kunne slutte med. Andre af sangene handler direkte om deres manager. I 2018 føles selv de bedst strukturerede af disse sange ret vægtløse. Omvendt, selv om de ikke just får folk til at tabe monoklen længere, er visse sange, mest mærkbart "Anarchy in the UK" og "God save the Queen" stadig følelsesmæssigt vedkommende vredesudbrud. Never mind the bollocks, here’s the Sex Pistols er ikke punkrockens hellige gral, men det er heller ikke det makværk, som det i visse kredse er blevet udnævnt til. Det er en solid punkplade, der faktisk byder på noget glimrende sangskrivning – og viser at alle kan lave et godt eller endda banebrydende album.