Sfærisk sangerinde skiftede ham til ukendelighed

I et inferno af stroboskoplys, bragende elektrotrommer og støjende guitar viste Kirstine Stubbe Teglbjærg, at hendes tid som afdæmpet kollektivist er forbi. Hun er genopfundet som rocksangerinde helt ud til kanten.

Anmeldelse: Kirstine Stubbe Teglbjærg, SPOT Festival, Rytmisk Sal, Lørdag 22:45.

Solodebuten er ikke mere end to uger gammel, men alligevel havde Kirstine Stubbe Teglbjærgs navn markeret sig, som et af dem, man helst ikke måtte misse på SPOT Festival. Og på trods af, at hun konkurrerede med Christian Hjelm og publikummerne, var rytmisk sal godt fyldt lørdag aften.

Hvis man havde troet, at Kirstine Stubbe Teglbjærg havde beholdt den tilbagelænede og behagesyge klang fra tiden i Blue Foundation, tog man fejl. Og hvis man troede, at hun havde tænkt sig at spille de mere rockede numre fra debutalbummet Hamskifte med samme underspillede energi som på pladen, tog man også fejl. Kirstine Stubbe Teglbjærg var snarere overspillet.

Vanvittig visuel virak

I et lysinferno som ingen epileptikere kan have overlevet bragede hun monumentalt og bastant sine fine sange ud i salen. Scenens scenografi var faktsik flot, men de konstante lyseksplosioner i hovedhøjde gjorde det nærmest umuligt at have øjnene rettet mod scenen. Flere sad med hænder for øjnene, og enkelte tog ligefrem solbriller på.

”Broerne Brænder” viste momentvis, at Kirstine Stubbe Teglbjærg bestemt råder over en fintfølende musikalitet og en særpræget stemme. Ingen af delene fik dog lov at stå tydeligt frem. I stedet druknede hun og de poetiske tekster i det mere letforståelige budskab om, at hendes tid som elektropop-sangerinde er slut.

Bandet var bestemt velspillende. Særligt trommeslageren lykkedes med at trække opmærksomhed om bag orkestrets første geled, der bestod af tre guitarister. Energien fra alle bandets fem medlemmer var i top, og midt i koncerten resulterede det i tumult og et væltet keyboard. Fælles for både Kirstine Stubbe Teglbjærg og hendes musikere var dog, at de sjældent søgte nogen kontakt. Hverken med publikum eller hinanden. Heller ikke den kvindelige frontfigur gjorde noget særligt ud af at præsentere sin musik eller skabe en rum, der gik længere end til scenekanten.

Tæppet faldt aldrig rigtig

Under ”Lysvæld Og Sol” og ”Tungt Er Mit Hår” var tilskuerrækkerne som en banegård i myldretid. Folk kom og gik, hvilket gjorde det endnu mere svært for Kirstine Stubbe Teglbjærg at indfri den underliggende musikalske ambition om at tage publikum med på en dannelsesrejse. Under ”Hamskifte” og ”Tæppet Er Faldet” lagde roen sig i salen, og det afsluttende ”Det Larmer Ikke Mere” stod i smuk og skærende kontrast i sin enkelthed og nærmest religiøse afklarethed. Koncertens absolutte hæjdepunkt stod ekstremt stærkt, fordi vejen havde været belagt med rivende guitarstøj, vældige trommer og et psykotisk lysshow.

Hvis det var hensigten at tage folk med og lade dem gennemleve et musikalsk hamskifte i løbet af tre kvarter en lørdag aften, satsede Kirstine Stubbe Teglbjærg nok en anelse for højt. Men med et helt nyt album, nye musikalske legekammerater og en koncertmæssig selvtillid under genoprettelse gjorde hun bestemt hvad hun kunne for at levere en spænde og stærk koncert, der skilte sig ud på festivalen.