To sider af Lucinda Williams

Inden for rockmusikken er der talrige eksempler på musikere, som genindspiller et værk, de har udsendt på et tidligere tidspunkt i karrieren. Det kan dreje sig om en enkelt sang, om en samling af sange eller måske om et helt album. Medlemmerne i The Byrds har i tidens løb både hver for sig og sammen genindspillet gruppens største hit, ”Mr. Tambourine Man”, adskillige gange, og det har de gjort for at markere deres tilhørsforhold til den succesrige sang (eller omvendt). Bob Dylan udsendte i 2023 et album med genindspilninger af nogle af hans mindre kendte sange, ”Shadow kingdom”, og det gjorde han formentlig både for sjov og fordi han ikke havde andet nyt at byde på. Dylans genindspilninger af gamle sange i nye arrangementer ligger da også fint i tråd med musikerens mangeårige vane/uvane med at lave om på sine sange ved koncerter og sceneshows.

Eric Burdon har på sine ældre dage genindspillet en stribe af sine hits som medlem af The Animals – stort set med et ringere resultat til følge – og masser af andre musiknavne har med større eller mindre held forsøgt at forbedre eller revidere deres tidligere succeser. Men der er også musikere, som har genindspillet sange fra deres tidligere repertoire af en helt specifik grund, som ikke har noget med nostalgi at gøre: de har ønsket at genvinde ejerskabet til deres sange, som på grund af kontraktmæssige forhold el.lign. nu er ejet af kunstnernes pladeselskaber. Det gælder f.eks. John Fogerty, James Taylor og Taylor Swift, og det gælder musikere som Arlo Guthrie og Country Joe McDonald, der begge på et tidspunkt i karrieren har genindspillet hele albums, som de gerne ville have genudgivet, men som pladeselskaberne ikke ville røre ved.

Også en musiker som Lucinda Williams har på et ret sent tidspunkt i karrieren genindspillet et helt album, ”Sweet old world” fra 1992, og det var der især to grunde til. Bl.a. stødte hun i en pladebutik i Nashville på et eksemplar af pladen med en påklistret etiket: ”Out of print”, og det irriterede hende, fordi pladen på ingen måde var udgået af kataloget, den var bare forsvundet i mængderne. 

Desuden mente Williams, at ”Sweet old world” ved udgivelsen måske ikke helt havde fået den opmærksomhed, den burde have haft, fordi den blev udsendt ind imellem musikerens gennembrud og hendes største publikumssucces. Ønsket om at sætte fokus på en måske lidt overset perle var derfor en af årsagerne til, at hun i 2017 genbesøgte albummet, 25 år efter førstegangsudgivelsen. Og så ville hun desuden gerne tilføre pladen noget af den erfaring og musikalske udvikling, hun havde erhvervet i de forløbne år, har hun fortalt i et interview.

Sweet old world
”Sweet old world” var Lucinda Williams´ fjerde album og det første efter hendes store gennembrud fra 1988, ”Lucinda Williams”. Albummet blev produceret af det samme team, som havde stået bag den forudgående udgivelse, heriblandt ikke mindst hende selv. Bortset fra et enkelt af pladens 12 numre var alt materialet på albummet skrevet af Williams selv, som det også var tilfældet på den eponymt betitlede gennembrudsplade, og de fleste af musikerne på de to udgivelser var også de samme. Derfor kan det ikke undre, at det musikalske udtryk på de to plader langt hen ad vejen er det samme, ligesom der ikke er noget mærkeligt i, at det nye udspil blev mødt af en stort set enstemmigt positiv kritikerskare. Til gengæld var salgstallene for den nye plade ikke særligt prangende, til trods for de fine anmeldelser, og det er nok baggrunden for Williams´ udtalelse om, at pladen efter hendes mening ikke fik den opmærksomhed, den fortjente i 1992.

Indholdet på ”Sweet old world” er en iørefaldende blanding af medrivende sange, der næsten kan karakteriseres som pop-sange, og nogle mere alvorlige bluesrock-numre om sorg og tab og lignende deprimerende emner. Ikke mindst de 3 centrale sange midtvejs på pladen tager udgangspunkt i død og selvmord, og det giver helheden et mørkt og dystert præg; men samtidig er netop disse sange fremført så smukt og indfølt, at lytteren godt kan holde ud at høre på dem – og oven i købet har lyst til at høre dem igen efter endt lytning.

Titelnummeret på pladen fortæller om en bekendts selvmord, som forekommer så meget mere uforståeligt, som vedkommende – efter sangskriverens mening – havde så meget positivt at leve for: ”Dancing with no shoes/ the beat, the rhythm, the blues/ the pounding of your heart´s drum/ togehter with another one/ didn´t you think anyone loved you?”. Alt det lyder jo helt skønt - men åbenbart ikke godt nok til, at den afdøde fandt det umagen værd at leve videre for. Selvmordet er en af de mest uforståelige – og mest uoprettelige – handlinger; men man bliver jo nødt til at tro på, at der var en grund til, at den afdøde valgte at tage sit eget liv. For ellers bliver gerningen for alvor meningsløs, ikke mindst for de efterladte.

En anden sang på albummet, ”Pineola”, handler om et selvmord tæt på jeg-personen i sangen, og også her er meningsløsheden i handlingen langt fremme i tekstens selvforståelse: hvad var grunden til den tilsyneladende uforklarlige begivenhed? Albummets tredje selvmordssang, ”Little angel, little brother”, fortæller ikke direkte at der er tale om et selvmord; men det er meget oplagt at fortolke teksten på den måde, og ydermere er det nærliggende at høre sangteksten som en beretning om et nærtstående familiemedlem til jeg-personen – som måske er Williams selv? Under alle omstændigheder er det en både sørgelig og meget rørende sang; men det er også en meget mindeværdig sang, som bliver siddende i lytteren længe efter endt lytning.

Tre melankolske sange lige efter hinanden kan godt føles som et voldsomt følelsesbombardement af den intetanende lytter, og det er da også relativt skrap kost at skulle arbejde sig igennem de tre triste skæbnefortællinger – så meget desto mere, som de suppleres af tre andre sange på albummet om barske menneskeskæbner. Lucinda Williams´ album er ikke ligefrem opmuntrende at lægge ører til; men til gengæld har de dystre sange en form for rensende effekt, så lytteren nærmest oplever en slags katharsis ved at høre dem. Og så betyder det naturligvis en del, at det sprøde musikalske akkompagnement med bl.a. en smægtende violin lang fremme i lydbilledet i forening med Lucinda Williams´ vibrerende og sensuelle stemme giver sangene en ægthed, som får dem til at gå rent ind.

Midt i al tristessen er det selvfølgelig også vigtigt at fremhæve, at halvdelen af sangene på albummet faktisk udstråler glæde og overskud – nogle gange på trods, men i alle tilfælde båret af en vilje og en livskraft, som også kendetegnede mange af sangene på Williams´ gennembrudsalbum, og som på den nye plade gør helhedsoplevelsen af indholdet på pladen mere positivt end negativt. Et af numrene, ”Hot blood”, emmer således af et voldsomt begær, som kommer til udtryk på den måde, at jeg-personen både får kuldegysninger og rystende knæ, når hun ser den elskede: ”Just a shaking in my knees, just a cold chill/ don´t know what it is, some call it a thrill/ just a lump in my throat, just hot blood/ don´t know what it is, some call it love”. Her er rigeligt med passion og indestængt vildskab til at opveje de tre ulykkelige selvmord.

This sweet old world
I 2017 besluttede Lucinda Williams sig som ovenfor nævnt for at genindspille ”Sweet old world”, dels af de allerede nævnte grunde og dels, fordi hun gerne ville høre, hvordan materialet kunne komme til at lyde med hendes aktuelle, særdeles professionelle tur-band bag instrumenterne. Desuden ønskede hun at give sangene en mere rå lyd end den oprindelige, mere polerede lyd, som efter Williams´ mening ikke afspejlede sangenes indhold tilstrækkelig godt.

Resultatet af genindspilningen blev albummet ”This sweet old world”, hvis lille titelændring både skulle tjene til at adskille det fra det tidligere album og også skulle signalere, at der her var tale om et helt nyt udspil, denne version af ”Sweet old world”. Ud over titelændringen havde Lucinda Williams ændret på rækkefølgen af sangene (ikke nødvendigvis til det bedre efter denne lytters mening), hun havde omskrevet dele af teksten til en af sangene, og sidst men ikke mindst havde hun tilføjet 4 nye sange med nogenlunde samme dystre indhold som flere af de tidligere sange og med titler som ”Dark side of life” og ”Factory blues”. Endelig var coveret til det nye album holdt helt i sort i modsætning til det tidligere albums lette lyslilla farver med billeder af en yngre Lucinda Williams med fremtiden foran sig.

Genudgivelsen af ”Sweet old world” gjorde altså på flere måder opmærksom på, at man her havde et helt nyt, originalt værk i hånden, udarbejdet af en mere moden og mere erfaren kvinde end den, der for 25 år siden var splittet mellem glæde og sorg, mellem begær og tristesse. Men langt vigtigere end de ydre omstændigheder omkring genudgivelsen af albummet fra 1992 var naturligvis indholdet på albummet, selve musikken. Og her var der uden for enhver tvivl tale om radikale ændringer, både i lydbilledet og i den overordnede stemning i sangene. Flere numre var trukket ned i tempo, formentlig for at passe til sangteksternes dystre indhold, alle ”overflødige” instrumenter som violin og Hammond-orgel var skåret væk for at give et mere råt, mere nedtonet musikalsk udtryk, og vigtigst af det hele: Lucinda Williams´ oprindeligt klare og distinkte sangforedrag var erstattet af hendes senere let slørede, sprukne og nærmest drævende sangstemme. 

Hvordan blev de ret omfattende ændringer ved genindspilningen af den oprindelige plade så modtaget af kritikerne? Jo, stort set alle var enige om, at nyindspilningen var en succes, og at Lucinda Williams med sin nye indfaldsvinkel til materialet havde forløst dets potentiale langt bedre end ved førstegangsindspilningen og dermed havde skabt et nyt mesterværk. ”Old glories can be revisisted and made yet more glorious”, lød det fra én kritiker, mens en anden konkluderede: ”The album offers the pleasures of familiarity, while giving these gems new settings that make them shine all the more brillantly”. Store ord, men stort set udtryk for en enstemmig dom over Lucinda Williams´ genindspilning af sit tidligere værk.

Og hvordan lyder så denne lytters dom over det genindspillede album? For en Lucinda Williams-fan er det naturligvis altid interessant at høre nyt fra en af sine favoritmusikere; men når man kender det tidligere album og elsker dets klare lyd og medrivende musik, er det næsten ubærligt at høre, hvordan Williams bevidst dekonstruerer sit værk og giver det den sjuskede og sløsede behandling, der også kendetegner en del af hendes nyere udgivelser.

Ikke mindst er det sangerindens utydelige og slappe artikulation af ordene med afsnuppede endelser (Williams selv ville nok kalde fremførelsen ”rå”), der støder undertegnede og får mig til at ønske at ruske op i Williams og fortælle hende, at det ikke er hendes overdrevne indfølte levering af ordene, der giver dem deres vægt og betydning, men derimod formuleringerne selv, der skal formidle sangenes indhold. Og til det formål er det nødvendigt, at man kan høre, hvad der bliver sunget. Det nytter ikke noget, at Williams lægger så mange følelser og så meget sorg i sit sangforedrag, at der ikke bliver plads til, at lytteren selv kan leve sig ind i sangenes udsagn. Det er tilstrækkeligt, at sangerinden præsenterer sit materiale for lytteren; hun behøver ikke også at overtage dets følelser og sætte sig tungt på oplevelsen af det. Det bør hun lade lytteren om og lade ham/hende få den fornødne plads til at danne sig sit eget indtryk og sine egne billeder af sangtekstens sørgelige univers. Alt andet ligner føleri og emotionel befamling.

Eller med andre ord: jeg er meget lidt begejstret for resultatet af Williams´ genindspilning af ”Sweet old world”. Heldigvis kan jeg bare lade være med at lytte til det nyindspillede album og i stedet holde mig til den oprindelige version. Og heldigvis har Lucinda Williams vist, at hun godt kan lave god og lytteværdig musik med sin ”nye”, til tider drævende og snøvlende stemme. Hendes ”Stories from a rock´n´roll heart” fra 2023 er således ikke skæmmet af en sjusket vokal, men ligger lydmæssigt meget tættere på sangerindens oprindelige tydelige diktion og fine stemmeføring, end det gør på nogle af de senere udspil.

Lyt derfor hellere til ”Sweet old world” fra 1992 end til genindspilningen ”This sweet old world” fra 2017, hvor sangerindens omklamring af teksternes indhold let kan give lytteren åndenød.

PS: Hvorfor er Lucinda Williams aldrig blevet optaget i The Rock and Roll Hall of Fame? Det ligner en indlysende undladelsessynd.