Simon uden Garfunkel

Paul Simon, som fyldte 80 år i oktober 2021, kan d. 24. januar 2022 markere 50-året for sin første soloudgivelse – sådan da.

Inden Paul Simon fejrede store triumfer på pladescenen sammen med Art Garfunkel i midt- og sluttresserne, indspillede han en enkelt solo-LP i London i 1965: ”The Paul Simon Songbook”. Pladen blev kun udsendt i England og blev først mange år senere tilgængelig for det amerikanske publikum – primært fordi pladeselskabet i 1965 ønskede at holde fokus på duoen Simon & Garfunkel, som da også senere inkluderede en række af sangene fra ”The Paul Simon Songbook” i sit repertoire.

Paul Simons første soloudgivelse kan derfor med god ret betragtes som en parentes i sangerens pladekatalog, hvilket giver hans eponymt betitlede LP fra januar 1972 status af hans første egentlige soloudspil – hvis man ellers går op i den slags kategoriseringer.

Uanset om ”Paul Simon” fra januar 1972 er sangerens reelle debutudgivelse eller ej, er der ingen tvivl om, at det er en plade, der er langt mere gennemarbejdet end den tidligere soloudgivelse med dens særdeles primitive indspilningsteknik. ”Paul Simon” er resultatet af en lang række musikalske overvejelser og eksperimenter med forskellige musikgenrer, foruden at pladen præsenterer et stjerneopbud af kendte studiemusikere blandt de medvirkende på de enkelte numre.

Derved er afstanden mellem Simons to debutudgivelser som solist så stor, som næsten tænkes kan, og i denne lytters ører er der ingen tvivl om, at den nyeste af pladerne hvad angår teknisk kvalitet hæver sig tårnhøjt over den tidlige plade ved en sammenligning. Hertil kommer kvaliteten af de indspillede sange, hvor det også er tydeligt, at Paul Simons større modenhed og hans indhøstede erfaringer som sangskriver gør 1972-udgivelsen til et langt bedre værk end 1965-pladen – og faktisk til et højdepunkt i hele produktionen.

To modsatrettede tendenser i teksterne
Paul Simon har altid været meget litterær i sine sange, hvilket næppe kan undre, når man tænker på hans universitetsbaggrund med et speciale inden for engelsk litteratur. Inspirationen fra og referencerne til den klassiske engelske litteratur er især tydelig i en række af sangene fra Simon & Garfunkel-tiden, hvor man ind imellem godt kan blive lidt irriteret over de noget blodfattige og opstyltede formuleringer (ingen nævnt, ingen glemt). Men Paul Simons sangskrivning rummer også en modsatrettet tendens, nemlig en evne og vilje til at formidle hverdagssituationer med udgangspunkt i almindelige menneskers liv, og det er denne del af sangskriver-universet, der trænger tydeligt igennem i sangteksterne på ”Paul Simon”.

Her møder lytteren bl.a. Simon selv og hans kone Peg, begge med navns nævnelse, drengene Duncan og Julio samt ”Rosie, the queen of corona”(!) i de 10 sange på pladen. Sangteksterne er desuden meget jordnære i deres formuleringer uden af den grund at være banale eller letkøbte, og ved flere lejligheder er de ligefrem herligt humoristiske, selv om det ellers ikke er humoren, der dominerer i teksterne på debutpladen.

På ”Paul Simon” finder man naturligvis også et par af de mere uhåndgribelige, æteriske sangtekster (ligesom man finder eksempler på de mere jordnære tekster i Simon & Garfunkels repertoire) – alt andet ville være mærkeligt. Men det er de enkelt formulerede (og vidunderligt tydeligt artikulerede!) sangtekster, der udgør pladens højdepunkter – i hvert fald i denne lytters ører – og det er også disse sange, der efterfølgende blev valgt som singleudspil fra pladen: ”Duncan”, ”Me and Julio down by the schoolyard” og ”Mother and child reunion”. Af disse tre sange skiller den sidstnævnte sig ud på flere måder.

Mother and child reunion
For det første betegnede ”Mother and child reunion” Paul Simons første (men ikke sidste) forsøg med reggae-genren, som sangeren i starten af 1970´erne var begyndt at lytte en del til, og for at få så autentisk en lyd på nummeret som muligt, blev det indspillet i Kingston studierne på Jamaica, hvor også reggae-stjernen Jimmy Cliff indspillede sin musik.

Dernæst er sangen, trods et ganske ligefremt og enkelt ordvalg, temmelig kryptisk og ikke helt ligetil at fortolke. Hvem er moderen i sangen? Hvem er barnet? Og hvordan skal de to forenes? Paul Simon har selv fortalt, at han fik ideen til sangtitlen ved et besøg på en kinesisk restaurant, hvor en af retterne hed ”Mother and child reunion”, ligesom han har fortalt, at teksten er inspireret af hans hunds død. Det er muligvis rigtigt; men det forklarer jo hverken, hvorfor sangen med netop denne tekst hedder ”Mother and child reunion”, eller hvad teksten mere konkret handler om. Nogle kommentatorer har villet læse The Beatles´ opløsning ind i teksten (”Let it be”, mv.), men det virker nu heller ikke særligt overbevisende.

Hvis man ellers skal tage sangtekster alvorligt – og det synes jeg, man skal – må det være rimeligt at forvente en mening bag de valgte ord, og det udsagn er jeg sikker på, at Paul Simon ville være helt enig i. Man kan da også roligt konstatere, at sangen indholdsmæssigt knytter an til Simons øvrige forfatterskab, som gennemgående er præget af melankolske og dystre temaer, og det gør den først og fremmest i kraft af sit underliggende, uudtalte dødstema. Det nævnes aldrig direkte, at der er tale om død eller selvmord i teksten; men hvorfor er den beskrevne dag ellers så ”sad” og så ”mournful”? Og hvornår er det traditionelt, at børn bliver (gen)forenet med deres mødre, hvis det ikke er på den anden side af døden?

Jeg-fortælleren i teksten siger ganske vist, at han ikke vil indgyde du´et i sangen nogle falske forhåbninger angående genforeningen mellem mor og barn; men det ligger i formuleringerne, at foreningen er ganske nært forestående – nemlig efter en snarlig fatal begivenhed. Som jeg hører teksten, handler den om en død, formentlig et selvmord, som venter lige om hjørnet (”only a motion away”), og med døden følger traditionelt, at ”livet passerer revy” (”the course of a lifetime runs/ over and over again”.

Disse linjer kan dog også læses som en henvisning til livets evige cirkelbevægelse). På plussiden i forhold til den triste død kan den snarligt døde heldigvis glæde sig til gensynet med tidligere afdøde efter døden – selv om jeg-fortælleren altså ikke vil give nogen garantier i den retning: ”No, I would not give you false hope”.

Måske er ovenstående en overfortolkning – eller en simpel fejltolkning – af Paul Simons sangtekst. Men i mine øjne er det bedre end slet ingen fortolkning.

Læs mere om Paul Simons karriere her på hjemmesiden i artiklen: ”The sound of songwriting”.