Genrer
The sinking of the Titanic – et lærestykke om den elektroniske musiks udtryksevne
Min bedstemor – min Granny – var født og opvokset i Chicago (* 1877). Ind i min verden bragte hun tre store fortællinger. Den første var Laura-bøgerne, da de kom til Danmark i ’50erne. Hun læste dem højt for mig, tårerne strømmede ud af hendes øjne, for de var for hende fortællingerne om det Amerika, som hun følte sig så nært knyttet til. Den anden var kongefamilien i Danmark, så vi klippede billeder ud af Se og Hør og Billedbladet for at gemme dem. Den tredje fortælling var om det store, stolte skib Titanic og dets forlis. Og om, at salmen ”Nærmere, Gud, til Dig, nærmere Dig” blev spillet, mens det sank.
Jeg har set den flotte film om Titanic, og for ikke ret mange år siden hørte jeg komponisten Gavin Bryars’ værk The sinking of the Titanic. Jeg var på det tidspunkt leder af et pigekor, og jeg spillede cd’en for dem. De sad meget stille den time, det varede. En af dem hulkede næsten konstant. Jeg var selv meget berørt af musikken, er faktisk ind imellem vendt tilbage til værket og blevet berørt igen og igen på samme intense måde. I det følgende vil jeg gå lidt dybere ind i denne musik. Det vil samtidig være en indledning til et par artikler om den ”klassiske” elektroniske musik, den såkaldte elektroakustiske musik.
Film, der omhandler fundet af det sunkne RMS Titanic: Deep inside the Titanic, Part 1-5. Filmen blander billeder og filmsekvenser af vraget med billeder og interviews med overlevende fra katastrofen.
Deep inside the Titanic - Part 1
Deep inside the Titanic - Part 2
Deep inside the Titanic - Part 3
Deep inside the Titanic - Part 4
Deep inside the Titanic - Part 5
Gavin Bryars: The sinking of the Titanic
Gavin Bryars: engelsk komponist *1943.
Bryars første skitser til værket blev til i 1969. Det er et eksempel på konceptkunst (se faktaboksen), altså et åbent værk. I 1972 kom den første afrundede version af værket (London, 1972). I 1975 blev den første indspillede version af værket udgivet på Brian Enos label Obscure. Værket er udgivet på Edition Schott (som lejemateriale), og her står tidslængden af værket angivet til 40 minutter. I denne artikel er fokus rettet imod en indspilning, en koncertoptagelse fra 1990, udgivet 2009, af opførelsen i Chateau d’Eau, Bourges, varighed 1 time.
Konceptkunst: (Lat. conceptus 'tanke, begreb'. Konceptkunsten baserer sig på den indstilling, at kunst først og fremmest eksisterer som idé eller som betydning og kun sekundært som en genstand. The sinking of the Titanic var i første omgang en samling notater til hvorledes et sådant værk kunne realiseres (1969). At det er et åbent værk ses også af versionernes mængde og længde, lige fra ca. 4 min og til lidt over en time.
Om kompositionen
Som tidligere nævnt er det et åbent værk. Men der er flere faste grundelementer: salmen ”Autumn” i strygerudgave, slagtøj (bl.a. koklokke) og lydoptagelser, der relaterer sig til direkte til skibets forlis (interviews med overlevende). Salmen spilles næsten uafbrudt i roligt tempo, både af strygerensemblet og som lydoptagelse. Koklokken i slagtøjsdelen skal gengive morsesignalerne, men inden jeg vidste det, hørte jeg det også som vand, der drypper. Den elektroakustiske del er meget spændende. Det er musikken bearbejdet, dels til en gennemgående, ”gnavende” klang, der kan illudere maskinstøj, dels er de enkelte musikstumper sat sammen i et mønster, hvor de spilles langsomt og forvrænget. Endelig sønderrives den konstante strøm af udbrud fra en klarinet og strygerfigurer, som ikke er melodistof. Og så naturligvis slagtøjselementerne.
Marconi, Guglielmo: italiensk født fysiker (25.4.1874-20.7.1937). Nobelprisen for opfindelsen af radiotelegrafi i 1909. På Titanic blev radiotelegrafens rum kaldt ”Marconi-rummet”. Man kan på ”YouTube” finde en gengivelse af et Titanic-telegram.
Hjemmeside om Titanic og telegrafen
Musikken på Titanic:
En af de centrale fortællinger fra skibets forlis var beretningen om skibets band, som sad og spillede mens skibet sank. I lang tid forlød det, at det var salmen ”Nærmere, Gud, til Dig” som det spillede, men i en beretning, som skibets andentelegrafist, Bride, har aflagt, siges det, at salmen var ”Autumn”. Han siger også, at der blev spillet uafbrudt, altså også imens det gik ned. Andre mener, at salmen hed ”Aughton”, det skulle passe med visse verslinjer i salmen. Endelig er der teorier om, at det var salonmusik. Det ville passe fint til tanken om, at bandet skulle spille opmuntrende og beroligende musik.
I Gavin Bryars noter til denne udgave fra Bourges omtaler han Marconis idé om, at lyd, der først een gang er sluppet ud, aldrig vil forsvinde helt. Derfor klinger musikken fra Titanic videre nede i vandet, omgivet og forseglet af vandet. Efterhånden som skibet synker, lukkes lyden inde i et rum, hvor havet og maskinstøjen blandes med dybe, rå klange. Stykket afsluttes med salmens amen. Elektroakustisk lyd kontra akustisk musik – koncerten i Bourges, 1990.
Denne udgave er et fuldstændigt supereksempel på blanding af de akustiske elementer og de elektroniske. Der er stor og tydelig forskel på strygerensemblet og slagtøjet. Man kan meget tydeligt høre, at det er en koncertoptagelse. Det spillede, akustiske, står klart og nærværende. Man kan høre, at det er levende mennesker, der bevæger sig, når de ikke spiller. Værket indledes akustisk, men efter et par minutter glider det elektroakustiske element ind.
Det elektroniske består først og fremmest af optagelser af strygersatsen og de andre akustiske instrumenter. Satsen er langsom i det akustiske forløb, men det elektroniske element bliver yderligere ”strakt”. Derved sættes tempoet endnu mere ned, og lyden forvrænges, da der i denne proces bliver hentet meget mere materiale op fra optagelsen. Slagtøjet er også optaget, og en del af slagtøjet er metalplader, som stryges eller anslås. Når de ”strækkes” og bearbejdes med rumklang bliver klangen buldrende.
En ”time-strech” bearbejdelse, altså en, der gør lydfilen meget længere, er grov i lyden. Hvis man indhyller denne klang i et passende rum, gerne et med 7 sekunder og opefter som efterklangstid, så bliver lyden varm, lukket og fjern. I The sinking of the Titanic føles det, som om det akustiske glider ned eller ind i et rum, der består af noget tungt, vand f.eks. Bryars har også blandet det elektroakustiske med interviews med overlevende. Man kan skelne sætninger og enkelte ord, men også de optagelser får det fjerne, det kvalte over sig.
Selve værkets komposition er i øvrigt nærmest klassisk. Værket er nemlig polyfont, dvs. at melodien gentages i forskellige bånd, der så er flettet sammen. Faktisk ligesom man gjorde det i korsatser fra renæssancen. Helhedsindtrykket er tyngde, der imploderer. Ubønhørligt, skæbnetungt, fremadskridende, ustoppeligt ...
Koncertoptagelsen fra 1990, Bourges
Andre, og meget forskelligartede udgaver, af The sinking of the Titanic på Statsbiblioteket: