Skilsmissesange

Ulykkelig kærlighed er altid et hit, i hvert fald når kærlighedssorgerne transformeres til kunst. For den angrebne selv er holmgangen med kærlighedens skyggesider naturligvis ingen spøg, og de fleste havde nok gerne undværet oplevelserne med den kærlighed, der gør mere ondt end godt. Men som bekendt bliver man kun stærkere af dét, der ikke slår én ihjel - og når den ulykkelige kærlighed rammer en kunstner, er der sjældent langt ned til de strømførende lag, hvor smerte bliver til kunst.

Megen god kunst er skabt i kølvandet på en skilsmisse, men det er som regel ikke glad kunst. En skilsmisse er altid en smertelig oplevelse for de involverede, uanset de konkrete omstændigheder, og opgaven for kunstneren består i at vende de destruktive følelser til kreative udfoldelser. Når det lykkes, altså når kunstneren formår at kanalisere de voldsomme følelsesmæssige energier i brugbare retninger, kan den ulykkelige kærlighed blive det brændstof, som mesterværker skabes på, og som gør de ubærlige følelser udholdelige.

Mange store rockmusikere har i tidens løb udgivet skilsmisseplader. Bob Dylan udsendte i 1974 Blood on the tracks, som på mange måder er en klassisk skilsmisseplade med både optimistiske, sorgfulde og vrede sange - samt med en grundlæggende erkendelse af, at livet skal leves, selv om det ikke altid er så let.

Bruce Springsteens skilsmisseplade Tunnel of love fra 1987 er knap så direkte i sine formuleringer som Dylans blodspor, fordi Springsteen har valgt at prioritere det kunstneriske udtryk højere end den personlige dybdeboring - og det er der kommet en ganske vemodig, temmelig elegant og ret fin plade ud af.

Ulf Lundell

Anderledes hudløs end de to amerikanske kunstneriske livtag med skilsmissen er indholdet af to svenske pladeudgivelser, Ulf Lundells Den vassa eggen fra 1985 og Mikael Wiehes Sånger från en inställd skilsmissa (SFIS) fra 2009.

Dobbelt-lp'en Den vassa eggen regnes i dag for en moderne klassiker, dels i kraft af sit - dengang - ret usædvanlige indholdsmæssige emnevalg, og dels i kraft af sit fremragende melodimateriale samt fremførelsen af samme. Men ud over at Den vassa eggen med sine gruopvækkende frontberetninger fra ægteskabets kampzone virker lige så intens i dag som for godt 30 år siden, er pladen også hovedemnet for en bog med samme titel.

Den vassa eggen: Ulf Lundells kreativa kaos  af musikkritikeren Håkan Lahger (2008) er en indlevet gennemgang af indspilningerne af dobbelt-lp'en i 1985 med minutiøse beskrivelser af hovedpersonens talrige udfald pga. druk, og med de følelsesmæssige spændinger mellem Lundell og producenterne Kjell Andersson og Lasse Lindbom som beretningens dynamo.

Om den nærmest kliniske dissektion af kemien mellem de involverede personer i længden kan interessere andre end personerne selv er et åbent spørgsmål. Men i forbindelse med fokuseringen på skilsmissen som katalysator for kreative og/eller destruktive kunstneriske udladninger er bogen helt sikkert interessant. Også selv om Lundells skilsmisse fra hustruen Barbro aldrig gøres til det bærende tema i gennemgangen.

Mikael Wiehe

På Den vassa eggen er balancegangen mellem det personlige og det private hårfin, men på Mikael Wiehes skilsmisseplade, SFIS, er vægtskålen tippet klart ned til fordel for det private. Wiehe lægger ikke skjul på, at det er sig selv, han skriver om i sangene på pladen, og det ville formentlig også være vanskeligt at skrive så pinagtigt selvudleverende tekster uden selv at have op- og gennemlevet de beskrevne tilstande. Her er der ikke lagt nogle fingre imellem; fortæller-jeg'et skiftevis trygler og beder og skælder og smælder for at gøre indtryk på den eneste ene, som har forladt ham. Men mest trygler han.

Man hører tydeligt, at Wiehe totalt har glemt alt, hvad Leonard Cohen i sin tid lærte ham: "A man never got a woman back / not by begging on his knees". Selvrespekt og værdighed er fremmedord for sangerens alter ego i sangene på SFIS - og alligevel indtræffer miraklet: den tilbedte kommer tilbage, og den truende skilsmisse kan aflyses (deraf pladens titel). Eftersom indholdet af pladeudgivelsen som nævnt forekommer særdeles virkelighedsnært, er begivenhederne omkring Wiehes egen skilsmisse nok foregået på denne måde i den virkelige verden; men lytteren sidder alligevel tilbage med følelsen af, at der mangler nogle vigtige mellemregninger i udviklingshistorien om den aflyste skilsmisse.

Men pyt med det. SFIS er et kunstnerisk udsagn fra en kunstner og må i den sidste ende vurderes som sådan, ikke som en sagsakt fra socialforvaltningen. Og ligesom i tilfældet med Ulf Lundell anno 1985 må man konstatere, at de voldsomme følelser har inspireret/tvunget Mikael Wiehe til at yde noget ud over det sædvanlige.

Numrene på SFIS er typiske Mikael Wiehe-sange, fremført på et bredt Mikael Wiehe-skånsk; men alligevel er sangene langt mere nærværende, mere intense og mere svidende hudløse end normalt. Nogle af teksterne kan måske være på grænsen til bare at være for meget - som i sangen "Bödeln", hvor sangeren tigger den elskede om at blive hans bøddel; for så er hun da i det mindste i samme rum som ham!

Men i flertallet af sangene, ikke mindst i den 7-8 minutter lange "Om jag skal klare det här", formår Wiehe at omskabe kærlighedskviden til medrivende kunst med fint turnerede formuleringer og flot sansede indtryk. Det er en tekst, som trænger dybt ned under lytterens hud, godt hjulpet på vej af en skæbnesvanger og desperat, tangolignende melodi: "Och jag måste ta på mej / mycket tjocka, helst heltäckande kläder / så att jag inte märker / att du inte rör vid mej".

Den frygtelige skilsmissehistorie på SFIS var ikke helt uventet for den trofaste Wiehe-fan. Allerede på cd'en Främmande oland fra 2005 kunne man spore kærlighedsproblemerne og angsten for at miste den elskede. Men samtidig fandtes der håb for fremtiden i flere af cd'ens sange, og lytteren kunne umuligt forudse det kommende inferno ved at lytte til de punktnedslag på ægteskabets minefelt, man kunne høre på Främmande land.

Siden fulgte ægteparret Wiehes separation i 2006, og på cd'en Wiehe & Werup med koncertoptagelser fra Mikael Wiehes og Jacques Werups turné i 2008 kunne man følge Wiehes kvaler med at måtte undvære den mangeårige samleverske. Et af numrene på cd'en er faktisk den ovenfor omtalte "Om jag skal klara av det här", her i en mere afskrællet version end på SFIS; men det er et andet nummer på Wiehe & Werup, som bliver siddende længe i lytterens bevidsthed og får ham/hende til at føle med sangeren: sangen "Otro" med de forfærdelige linjer: "Varför, älskade, inbillar jag mej / att du säger "otro" / när du påstår att du säger / "åtrå"?" Der er ikke langt til Strindberg herfra.

Af ukendte grunde er Wiehe & Werup ikke til at købe i almindelig handel, men cd'en kan bestilles direkte fra Mikael Wiehe via kunstnerens hjemmeside. Og det kan roligt anbefales at gøre det - hvis man ellers er til kunstneriske udfoldelser med rødder direkte tilbage i Strindbergs ægteskabsdrama Dödsdansen.