Genrer
Skræmmende musik!
Ud over filmmusik, der ofte skræmmer biografgængerne mere end hvad der sker på billedsiden, så er den uhyggeligste musikoplevelse jeg har haft, da jeg for efterhånden mange år siden kom hjem med en ny skive med det belgiske band á;Grumh. Det var en sen efterårseftermiddag, og dagens sidste solstråler var på vej ind ad vinduet, da skiven blev sat på anlægget og den liggende yndlingslytteposition blev indtaget på sofaen. Cirka en time senere vågnede jeg op i bulderravende mørke, mens en industriel BANG-BANG-BANGBANGBANG rytme pumpede rundt i rummet. Den nye og ukendte skive havde kørt, og nået frem til et helt atypisk og meget højt indspillet ekstranummer – og i den larm vågnede jeg op til uden at ane hvor jeg var og hvad der skete. Dér var jeg skræmt!! Så á;Grumh kan kraftigt anbefales til at skræmme andre med.
Et af den elektroniske musikhistories mest banebrydende albums er White Noises An electric storm. Det er samtidig et af musikhistoriens mest uhyggelige. Det starter egentlig ud ganske blødt i stil med datidens sluttresser psykedeliske melodistil, tilført lidt ekstra elektronik af den navnkundige elektroniske musiker Delia Derbyshire, der er kendt for at have skabt den første udgave af temaet til Dr. Who. Jo længere hen på pladen man når, jo mere skræmmende og underlig bliver den. De elektroniske lyde vredet ud af de mest primitive lydkilder bliver mere og mere skræmmende, kulminerende med sangene ”The Visitation” og ”Black Mass” som er så skræmmende i lydbilledet, at det slet ikke er nødvendigt at have en billedside kørende sammen med.
Mere moderne er Birthday Massacre, et af tiden bedste gotisk inspirerede rockbands. Især på pladen Violet har bandet forstået at skabe et mix af fantastisk gode ørehængere og fået den elektroniske og den mere rockorienterede del af musikken til at hænge fremragende sammen. Samtidig laver en kvindelige forsanger Chibi et enestående vokalarbejde. Hun forstår at hviske, stønne, synge og vrænge så man ikke kan være andet end skræmt. På singlen ”Blue” fra albummet Violet er det lillepigen Chibi der synger versene, men i omkvædene træder djævelen i pigen frem. Imponerende og skræmmende vokalarbejde af en pige der er et pænt stykke under 1,60 høj.
Tidens mest populære navn i den mørke elektroniske undergrund hedder CombiChrist. Norske Andy LaPlegua styrer projektet med hård hånd og skaber den mest kompromisløse, kluborienterede elektroniske musik hørt meget længe – eller måske nogensinde. Det er fuld aggression i både tekst og musik, og man kan kun enten overgive sig og vælte rundt på dansegulvet eller gå, hvis man møder musikken i en klub. På scenen er bandet endnu vildere, bestående af de to bedste og fantastisk tighte show trommeslagere nogensinde set, en keyboarder der ligner Døden fra Lübeck, og den kære Andy der vælter rundt og råber og skriger i forgrunden. Der er ikke teaterblod eller ild på scenen, det er den rå dyriske energi der er skræmmende – og det er der også andre der har opdaget. CombiChrist skal varme op for Rammstein på deres turné, og det kan alle der har fået billet til den udsolgte koncert i København i december glæde sig over. Vi andre der ikke fik billet i tide, kan så ærgre os over, vi ikke kommer til at opleve CombiChrist give Rammstein det helt store baghjul. Det kan være farligt at hyre et opvarmningsband, der er for godt …