Slow down

Fra d. 18. september til d. 19. oktober 2025 afholdes den første udgave af en ny arkitekturbiennale, Copenhagen Architecture Biennal. Temaet for arkitekturbiennalen i år er ”Slow down”. Baggrunden for valget af dette tema er, at ”forbruget stiger, og nye bygninger skyder op, mens arter og økosystemet uddør og ødelægges. Vores kroppe og vores planet er overophedede. Det er tid til at sænke tempoet.” Derfor vil biennalen på forskellige måder undersøge, ”hvordan arkitekturen kan være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Vi spørger, hvordan arkitekturen kan være med til at skabe et samfund, der virkelig prioriterer fordybelse, omtanke og omsorg i stedet for hurtigt forbrug og profit”.

Det lyder ikke som en dagsorden, man kan få organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv eller for den sags skyld Socialdemokratiet til at gå ind for, og navnene på støtterne bag den nye biennale er da også nogle helt andre. Ud over Realdania, Politiken samt en lang række fonde og kulturinstitutioner er Københavns Kommune nok det mest prominente navn blandt bagmændene til arkitekturbiennalen. Det kan forekomme en smule mærkeligt i betragtning af, at Københavns Kommune på flere måder og i flere sammenhænge ellers gerne støtter noget, der ligner dyrkelsen af uhæmmet vækst – med Lynetteholmen som det mest fremtrædende eksempel på vækstdyrkelsen. Men hovedstadskommunen er altså samtidig en af hovedsponsorerne bag en festival, der går ind for at ”sænke tempoet i overophedede bebyggelser og byer”.

”Kunne langsomheden blive et middel til at generobre kontrollen over vores kræfter, at skabe ophold, der kunne adskille refleks fra refleksion og fravær fra nærvær? Kunne vi, ved at leve langsomt, opnå en ny forståelse af det langsomme”, lyder det i oplægget til den nye biennale, og der er næppe tvivl om, at planlæggerne bag festivalen her har fat i noget væsentligt – og noget, der er oppe i tiden. 

Maj My Humaidans bog ”Ærø manifestet” fik en vældig gennemslagskraft med sit budskab om ”slow living”, da den udkom i 2023, fordi den ramte ned midt i en væsentlig, aktuel samfundsdebat. En stribe rocksange har det samme vigtige budskab, og det er nogle af disse sange, jeg i det følgende vil tage et nærmere kig på.

Take it easy
Den sang, der først dukker op i undertegnedes hoved, når talen falder på sange om at tage det roligt, er Jackson Brownes nyklassiske ”Take it easy”, som The Eagles fik et stort hit med i 1972. Det er måske ikke helt det afslappede liv i Maj  My Humaidans forstand, der er på tapetet hos Jackson Browne, men nok mere en uforpligtende tilgang til tilværelsen, hvor der ikke findes så store problemer, at de ikke kan udsættes til i morgen. 

Jeg-personen i Brownes sang har godt nok rigeligt med problemer, ikke mindst i forhold til det andet køn; men det er jo ingen grund til ikke at nyde livet. Og det er slet ikke grund nok til ikke at tage imod en skøn kvindes tilbud om en køretur i en pickup truck: ”So open up, I´m climbing in/ so take it easy”. Fremført til en skamløst iørefaldende melodi er sangen en glimrende reklame for den form for easy living, som verden både dengang og i dag har brug for lidt mere af: ”Just find a place to make your stand/ and take it easy”.

Jackson Browne har skrevet en anden sang med nogenlunde samme optimistiske budskab som ”Take it easy”, nemlig ”Walking slow” (1974). Heri fortæller jeg-personen, hvordan han har det godt med bare at slentre gennem sit gamle kvarter uden nogen bekymringer: ”Walking slow down the avenue/ through my old neighbourhood/ don´t know why I´m happy/ I´ve got no reason to feel this good/ maybe it´s because I´m all alone/ and I´ve got no place to go”. Der er jo nok en del vækstfilosoffer, der ville protestere over en sådan ansvarsløshed – tænk at være glad og tilfreds uden nogen egentlig grund! Hvis alle havde det sådan, var der jo ingen, der gad knokle røven ud af bukserne for at få hjulene til at køre rundt.

Simon og Garfunkel har i øvrigt i 1966 lavet en anden lille sang, hvis sangtekst minder betænkeligt om indholdet i Jackson Brownes tekster (eller omvendt): ”Feelin´ groovy”. Sangen er som skabt til hippiegenerationens livssyn og giver dermed udtryk for en holdning, som kunne give en Brian Mikkelsen eller en Mette Frederiksen sved på panden, hvis den blev alment accepteret: ”Slow down, you move too fast/ you got to make this morning last/ just kicking down the cobblestones/ looking for fun and feelin´ groovy/ ba-da-da-da-da-da, feelin´groovy”. 

En lille usleben juvel af en sang, som da også retfærdigvis vandt stor udbredelse i 1960´erne: ”I got no deeds to do, no promises to keep/ I´m dappled and drowsy and ready to sleep/ let the morningtime drop all it´s petals on me/ life, I love you, all is groovy”.

Sæt tempoet ned
Opfordringen til at sætte tempoet ned, ”slow down”, møder man jævnligt i rocklyrikken, både som en opfordring til en bestemt person og som en generel opfordring. Allerede i 1964 var The Beatles på banen med en sang, der opfordrede til at tage det roligt. Det var John Lennon, der sang Larry Williams´ ”Slow down”, som blev udsendt på ”Long Tall Sally”-EP´en i 1964. Det er ikke The Beatles´ mest kendte sang, og hverken melodien eller teksten med en opfordring til at tage det roligt, er noget højdepunkt i karrieren; men alle Beatles-sange er som bekendt værd at beskæftige sig med.

Eric Clapton har i sin sang med titlen ”Slow down, Linda” (1983) på tilsvarende vis givet en beskrivelse af en jeg-person, der er træt af, at hans udkårne Linda har så travlt i livet, at han ikke længere hverken kan eller vil følge med i det høje tempo: ”So slow down, slow down, Linda/ don´t you know that I´ve been waiting for your company?” Jeg-personen vil gerne være sammen med sin Linda, og han vil også gerne slå sig til ro sammen med hende – hvis hun bare ville holde op med at farte rundt hele tiden, og hvis hun ikke slugte sine måltider på den samme tid, som det tager ham at drikke en kop te! Fremtiden for det forhold lyder lidt problematisk i denne lytters ører.

Willie Nelsons ”Slow down old world” (1973) kunne umiddelbart lyde som en sang om en person, der ikke kan følge med i verdens opskruede tempo - en slags ”Stop the world, I want to get off!”. Ved nærmere eftersyn viser sangen sig dog blot at være endnu en sang om ulykkelig kærlighed, hvor den elskede tilsyneladende har forladt sangens jeg-person: ”I once had a way with women/ ´til one got away with my heart/ so slow down, slow down old world/ there´s no hurry/ my life ain´t mine anymore”. Ak ja, den kærlighed.

En sang, der faktisk handler om at sætte farten ned i et mere overordnet perspektiv, er Donovans ”Slow down world” fra 1976. Her er opfordringen til at tage det roligt direkte rettet mod den moderne verden, hvor tingene går alt for hurtigt, og hvor grådighed og pengebegær råder i alt for høj grad: ”Slow down world/ take a tip from old times/ you´ve seen how greed/ consumes you with it´s need”. Jamen, hvis vi ikke konsumerer hele tiden, går verden jo i stå, lyder det fra væksttilhængerne; ja, præcis, svarer Donovan – og ville det være så dårligt? ”Happy is the man/ who rests when he can/ and happy is the gal/ who calls peace her pal”. Forvrøvlet hippie-snak, lyder det foragteligt fra det såkaldte fremskridts trofaste tilhængere.

I sin sang ”Slow down” fra 1974 er Kris Kristofferson helt på linje med Donovan: ”Slow down, slow down and try to do/ the things, the things that´s right for you”. Det kan jo næppe udtrykkes meget enklere; men Kristofferson har fulgt sit budskab op med nogle eksempler på, hvordan det kan gå, hvis man har så travlt i livet, at man glemmer at leve. Der er f.eks Albert Abernathy, som arbejdede og sparede hele sit liv – lige indtil han blev lagt i den fineste grav i byen. Og der er Sally Tremble, som optræder i alle bladene, og som har fået 6 guldplader – og som samtidig har nået at være gift 7 gange. ”Slow down, slow down and live, my friend/ take time, take time to understand”, lyder Kris Kristoffersons råd til de alt for mange mennesker, der lever livet i overhalingsbanen.

Men det kan naturligvis også tage overhånd med at sætte tempoet ned og tage det roligt. Ray Davies´ ”Complicated life” fra albummet ”Muswell Hillbillies” (1971) er en vittig historie om, hvordan sangens jeg-person går til lægen, fordi han har ondt i hele kroppen og får at vide, at han skal lære at slappe af: ”You gotta slow down your life or you´re gonna be dead/ cut down down the struggle and strife/ it only complicates your life”.

Og jeg-personen følger lægens råd i en sådan grad, at han inden længe har mistet sit job, ikke har noget at spise og tilmed har huller i både sko og strømper. Man kan roligt sige, at han har lagt det komplicerede liv bag sig; men samtidig har han skabt en lang række nye komplikationer for sig selv ved at melde sig ud af samfundet. Måske man kunne foreslå en balance mellem det alt for hektiske liv og den totale afvisning af at tage del i samfundslivet? Men det ville selvfølgelig ødelægge pointen i Ray Davies´ vittige sang, og det ville være synd.

Held og lykke til arkitekturbiennalen, hvis program kan ses på hjemmesiden www.cafx.dk