The Smashing Pumpkins : Mellon Collie and the Infinite Sadness

En af mine danske yndlingsforfattere, Steen Langstrup (f. 1968), skriver meget personligt til Bibzoom om et album som står hans (horror, krimi og tegneserie-) hjerte nært. Det drejer sig om The Smashing Pumpkins' Mellon Collie and the Infinite Sadness. Langstrup fortæller blandt andet at flere af hans bøger rummer inspiration fra albummets sære univers. Udover det måske lidt julede albumcover er denne artikel tænkt som afveksling til alle decembers julerier. Steen Langstrup er dog særdeles juleaktiv i december måned med sin SMS-julekalender for voksne "Hjem til jul".

The Smashing Pumpkins - Mellon Collie and the Infinite Sadness

“We'll crucify the insincere tonight
We'll make things right, we'll feel it all tonight
We'll find a way to offer up the night tonight.”

Det kræver tid. Det kræver ro. Lukkede øjne. Fordybelse. Åbne sanser. Det kræver måske endda tilvænning. Det er en lang rejse. 28 numre. Nogle blide. Instrumentale. Finurlige. Fortryllende. Cirklende. Eventyrlige. Andre rå. Larmende. Vrede. Magtesløse. Skreget ud.

“Emptiness is loneliness, and loneliness is cleanliness
and cleanliness is godliness, and god is empty just like me.”

For mig er ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ et af verdens største kunstværker, og jeg ved, at det er store ord, men intet, ingen bog, film, billede, musik, bygningsværk, whatever, har grebet mig på samme måde.
De mere end 120 minutter i selskab med The Smashing Pumpkins sære, livsglade og tindrende ærlige dobbeltalbum er en kringlet rejse dybt ind i en forpint sjæls opgør med sin skaber.

“Despite all my rage I am still just a rat in a cage
and I still believe that I cannot be saved.”

For mig er det mere end bare et godt rock-album. For mig var det første gang, jeg oplevede, at nogen forstod, at et andet menneskes ord talte i billeder og rim og stemninger om alt det, jeg gik rundt og holdt inde i mig selv, alt det, ingen andre forstod. Alt det, jeg var alene med.

“I knew my loss
before I even learned to speak
and all along, I knew it was wrong
but I played along, with my birthday song.”

Det uforløste. De indre dæmoner, der piner ens sjæl. Spøgelserne fra fortiden, der kvæler livsglæden. Familiens hemmeligheder. Mismodet. Manglen på mening i livet. Tomheden. Desperationen. Begæret. Tabet. Oprøret. Håbet. Kærligheden. Troen.

“Beneath all your darkest fears
to the revelations of fresh faced youth
no one will come to save you
so speak your peace in the murmurs drawn
but youth is wasted on the young.”

‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ er fra 1995. Det er The Smashing Pumpkins mesterværk, deres bedste album — og sidste med den originale besætning: D’arcy Wretzky, James Iha, Jimmy Chamberlin og Billy Corgan. Det blev optaget i to studier samtidigt, og er, såvidt jeg ved, det Smashing Pumpkins album, hvor Corgan har ladet de andre bandmedlemmer komme mest til. Måske fremmede det magien? De var fra Chicago, selvom de var kommet frem i kølvandet på Seattles grunge-bølge. Men skal jeg være ærlig, så interesserer jeg mig meget lidt for kunstnerne bag værket og det arbejdet, der skabte værket, eller hvad ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ betød for dem. Jeg kan ikke bruge det til noget. Jeg anerkender deres geni, jeg bøjer mig i støvet for dem, jeg ønsker dem alt godt i verden, men jeg vil have lov til at nyde musikken i fred, lov til at lade den blive min.

“Boredoms in the bathroom shaking out the loose teeth
Sally's in the stirrups claiming her destiny
and nobody nowhere understands anything
about me and all my dreams.”

Flere af mine egne bøger rummer inspiration fra de rejser ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’ har ført mig på gennem årene. ‘Fluernes hvisken’, ‘Måne måne’ og ‘Plantagen’ ville alle have manglet noget, hvis ikke ‘Mellon Collie and the Infinite Sadness’s sære univers havde smittet af på mig.