dummy

Smedens arvinger på hjemmebane

27-08-2016
Kasper Hagel Madsen

Der noget godt i gære i Thy. ‘Udkantsområdets’ storslåede natur er blevet udnævnt til Nationalpark og Cold Hawaii lokker danskerne til at surfe. Og så er der en særlig musikscene, som Jonah Blacksmith er en del af.

I festivalens primetime fredag aften, gav de en af festivalhistoriens mest unikke koncertoplevelser: En filmkoncert på Open Air scenen. Et udfordrende tidspunkt for den slags eksperimenter, men det blev et klart knald og ikke et fald.

Publikum fik et gribende smukt indblik i brødrene Alstrups hjemegn, og med billedsiden blev deres storslåede musik endnu mere intens. Musikfilmen tog os med rundt i drengenes barndomsland og viste samtaler med drengene, og dem der kendte deres farfar. Farfaren ‘Johannes Smed’ betød nemlig noget særligt for brødrene, da han med sit banjospil inspirerede dem til selv at gribe instrumenterne.

Musikfilmen er således en hyldest til ham. Samtalerne på ægte thymål (der var heldigvis undertekster) og historierne om farfaren vakte store latterudbrud blandt publikum. Han var tilsyneladende en herlig mand. Den storladne musik vækker samtidig de mere melankolske tilstande, så koncerten tog os rundt i hele følelsesregistret. Sådan som god musik skal gøre.

Jonah Blacksmith er som skabt til Tønder og indkapsler på fineste vis festivalånden. Det handler om at feste og have det sjovt sammen på tværs af generationer. De yngre lærer om traditionen af de erfarne ældre forbilleder og med respekt for det, skabes noget nyt.