Genrer
The Smiths: Meat is murder
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 295
The Smiths er et af mine absolutte yndlingsbands. De er nok et eller andet sted i min top 10. Johnny Marr og Morrissey er nogle af de bedste sangskrivere nogensinde, og deres stærke personligheder passer godt sammen. En god kandidat til min yndlingsplade i deres diskografi er Meat is murder fra 1985. Den åbner energisk med den sjove "The headmaster ritual", der handler om mobning i skolelivet i Manchester. Omkvædet er jodlede vrøvleord, og selv om det lyder enormt latterligt, så udtrykker de virkelig smukt den pinsel, Morrissey går igennem – og denne tvetydighed gør, at man både kan grine og græde til The Smiths. Det fortsætter med "Rusholme ruffians", der kører over et sjovt rockabilly-riff. Det er en sang om en masse forskellige ting, der sker, både gode og dårlige ting, men uanset hvad siger omkvædet altid “and though I walk home alone”, men de vender den dog også om og siger “but my faith in love is still devout”.
Pladens måske bedste nummer er en velskrevet, flydende sang med titlen "I want the one I can’t have". Det er en let sang at relatere til, og man kan angribe den fra mange forskellige vinkler. På den ene side kan den handle om homoseksualitet, den kan også handle om at være forelsket i en, der er for ung, og det er ikke helt usandsynligt, at den bare handler om “almindelig” ulykkelig kærlighed. Og så er det en af de bedste melodier, gruppen nogensinde har haft hænderne i. Den går naturligt over i "What she said", der er endnu et mesterværk i den flotte stribe af godt konstruerede, legesyge, energiske, lystige såvel som ulykkelige sange, der er i overflod på dette album. Den er lige til at skråle med på. Nu har der været en del hurtigere sange, så der kommer noget behagelig variation med den langsommere "That joke isn’t funny anymore", der er en af de mere interessant opbyggede sange på pladen. Den består af mange ulige dele, men den føles lige så naturlig som enhver anden sang på pladen, og den er umanerligt fængende.
På visse udgaver ville vi nu få den klassiske "How soon is now?", men den er ikke på originaludgaven, så den går jeg udenom. Til gengæld kommer der gang i den med "Nowhere fast". Den blander virkelig smukt det melankolske med det morsomme, som kun The Smiths kan, og Johnny Marr spiller en helt fantastisk guitarmelodi. Der bliver skruet lidt ned for tempoet igen på den smukke "Well I wonder". Den kører i højere grad end det meste andet på pladen på sin instrumentation, der er formidabelt skøn. Den sidste halvdel af sangen svæver rundt i en smuk ekstase, som bliver formidlet skønt gennem Morrisseys falset. Jeg må også rose pladens næstsidste nummer, "Barbarism begins at home", der handler om voldelig afstraffelse af børn, hvilket Morrisseys små skrig mellem versene fortæller på ret enestående vis. Melodien er fantastisk, og lyrikken er meget levende. Meat is murder slutter med titelnummeret, og sjovt nok handler det om vegetarisme. Jeg ved, at jeg som vegetar nok er en smule forudindtaget hvad angår denne sang, men jeg har elsket den før jeg blev vegetar – det er en meget overbevisende meddelelse, om du så vil kalde det propaganda eller noget. Det er i alle fald en stærk og grum sang, der afslutter et sandt mesterværk af et album.