Genrer
The Smiths: The queen is dead
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 216
The Smiths er et af mine yndlingsbands, og deres store mesterværk opfattes generelt som værende deres tredje plade, The queen is dead fra 1986. Mens jeg selv har svært ved at udpege en favorit blandt deres fantastiske albums, så forstår jeg det godt. Ikke alene har The queen is dead nogle virkelig stærke sange, den har også haft enorm indflydelse på 90’ernes populære britpop-bands. Den starter med titelnummeret, og det er en perfekt start. De første par sekunder med vokal lyder som noget dreampop, men derefter går det over i Morrisseys velkendte stemme, og så er man som Smiths-fan glad. The queen is dead er som sådan ikke en særlig poppet plade. Der er ikke mange sange med popstruktur, Morrisseys stemme er så langt fra George Michaels som muligt, og mixingen er meget alternativ. De færreste popmusikere ville normalt have en så klar bas som på denne plade. Dog er samtlige sange på The queen is dead virkelig fængende. De er lette at synge med på, og det skyldes nok den stærke sangskrivning, der ikke bruger gentagelser for at give dig en sang på hjernen.
Lyrisk er Morrissey ikke så diskret som tidligere, men at alting er så direkte gør det meget mere gribende. Tit tænker man “sagde han lige det?”, og ja, det gjorde han. Han skaber skøre billeder af en sognepræst iklædt ballerinadragt, fornærmer folks poesi på groveste vis og fantaserer om at blive kørt ned af store biler. Med albummets titel, The queen is dead, formåede de at lave en endnu mere kontrovers-indbydende titel end den foregående Meat is murder. Men Morrissey er kontroversiel på en morsom måde. Han har charme med sig hele pladen igennem, og det betyder meget. På "There is a light that never goes out", hvor han netop fantaserer om at blive kørt ned, synger han jo om kærlighed. Det er en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, og der er et sjældent strejf af lykke på dette nummer, noget man ikke ser meget til hos gruppen. Det mærker man også på "Cemetery gates", hvor der bliver sunget om at møde sin udkårne ved en kirkegård. Morrisseys hjerne er forskruet på den dejligst tænkelige måde.
Musikalsk sker der også mange interessante ting. Der bliver brugt bemærkelsesværdige stemmeeffekter på "Bigmouth strikes again", og mange steder på pladen er der naturligt lydende synth-strygere og -fløjter. Marr spiller endda på visse numre pumpeorgel. Det er ikke Grateful Dead eller noget, men pointen er, at denne plade har mere instrumental variation end tidligere, og det kan gøre den lettere at blive glad for. Det mest interessante øjeblik på et instrumentalt niveau er efter min mening på afslutningsnummeret, "Some girls are bigger than others". Sangen starter med at fade ind, og øjeblikket efter fader den ud, og så fader den tilbage igen. Det er ret genialt gjort, og det sørger for at få lytteren til at tænke over det, og dermed bemærke sangen. Og "Some girls are bigger than others" er også et fantastisk nummer at afslutte med. For en gangs skyld føles det konkluderende at afslutte med et fade, for det er jo det, nummeret drejede sig om i starten. The queen is dead er en mesterlig plade, og hvis du vil lære The Smiths at kende er det det allerbedste sted at starte.