Genrer
Smokey Robinson and the Miracles: Going to a go-go
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 271
Efter Sam Cookes død i 1964 var tronen som kongen af R&B forholdsvis tom. I 1965 var der to mænd, der for alvor kunne konkurrere om tronen, den ene var den meget afholdte Otis Redding, den anden var frontmanden for The Miracles, Smokey Robinson. Og selvom Otis Redding uden tvivl er den mest populære af de to, så har Smokey Robinson også haft stor indflydelse som sangskriver for navne som The Temptations, The Supremes, Marvin Gaye, The Four Tops og stort set hvert eneste andet større navn, Motown havde at byde på. Og i 1965 var Robinson med sin gruppe, The Miracles, på deres højeste med albummet Going to a go-go, der bare indeholder hits på stribe. Lige fra åbningsnummeret, "The tracks of my tears", ved man, at man har at gøre med popmusik af allerhøjeste kaliber. Der er et fængende omkvæd, en sød tekst, dyggtige sangere, med smukke harmonier, og en sang, der bare hænger utrolig godt sammen. Og det er stort set det, man får i løbet af hele Going to a go-go: 12 søde, velskrevne sange om kærlighedens gode og dårlige sider, angrebet fra forskellige kreative vinkler. Ja, titelnummeret handler ikke om kærlighed, det handler bare om fest, men kærlighed er stadig en stor del af pladen.
Teksterne er meget kreative, og de er noget af det bedste ved pladen. Der er klichéer hist og her, f.eks. på den ellers fantastiske "Ooh baby baby" og den noget mindre imponerende "Since you won my heart", men ellers er der ret originale koncepter bag de fleste af sangene. "From head to toe" handler om hvordan de forskellige kropsdele er tiltrukket af Robinsons udkårne, "The tracks of my tears" handler om hvordan han skjuler sine sorger med et smil – eller make-up, som han kalder det – og "My baby changes like the weather" sammenligner en kvindes uforudsigeligheder med vejret. Det hele er meget sødt. Det er faktisk forbandet sødt. De tristere sange har ikke rigtig nogen frustrationer, lige med undtagelse af "Ooh baby baby" og "A fork in the road", men på dem er det også begrænset. Heldigvis er det en kort plade, så man får ikke sukkerchok, men hvis den blev ved i længere tid ville det være uudholdeligt. Nu har jeg nævnt "Ooh baby baby" et par gange, så jeg må nok gå lidt mere i dybden med den. Da jeg første gang lyttede til den, så jeg den som en ret kedelig doo-wop-sang, men den er fyldt med smukke vokalharmonier og stærk dynamik. Den er fortalt ret vagt, men melodien er virkelig stærk, og til trods for det lave tempo kommer den hurtigt fremad.
Vokalerne på albummet er også værd at snakke om. Hvis du ikke kan lide falsetter, så har du ikke meget at gøre her, for Robinsons stemme er usandsynligt lys. Han var angiveligt 25, da denne plade blev optaget, men det er svært at tro, at han i det hele taget var kommet ind i puberteten, endsige kommet ud af den. Men hans stemme er gudeskøn. Han kan noget helt særligt, og selvom følelsesregisteret ikke er særlig stort på denne plade, så forhindrer det ikke Robinson i at udtrykke sig rigtig meget. Stemmen kommer vidt omkring, og han er næsten umulig ikke at holde af. Albummets helhed virker ikke helt gennemtænkt. Jeg kan dog ikke rigtig bebrejde dem. Albumkunsten var først lige begyndt at dukke op, og frontløberne var enten i Storbritannien eller på Vestkysten. Og så var der jazzmusikere. Smokey Robinson & the Miracles hører ikke rigtig til nogen af stederne, og det forklarer også, at pladen virker ret ufokuseret. Den er dog spækket med gode sange, og det kan man ikke komme udenom. Hvis du vil have Motown-lyden når den er bedst, så er Smokey Robinson & the Miracles et godt bud, og Going to a go-go er muligvis deres største album, men lyt også gerne til de mange singler, de har udgivet ved siden af.