Smuk som et stjerneskud

Tre gange har Danmark vundet Eurovision Song Contest. Første gang i 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns "Dansevise", en elegant blanding af jazz og filmmusik, tredje gang i 2013 med Emmelie de Forests keltisk prægede "Only teardrops". Ind imellem kom i 2000 en overraskelse af de større.

Hvem ville give vinderchancer til to midaldrende mænd i en konkurrence, der i årtier havde dyrket ungdom og smidige lemmer? Men her kom storebror Jørgen, 51, med sølvgråt hår og skæg, ind på scenen med lillebror Niels, 47, stadig med sin almindelige hårfarve. Begge i sort tøj og med akustisk guitar. De sang stående på stedet: ingen smarte dansetrin. Sangen hed, da den vandt det danske Melodi Grand Prix, "Smuk som et stjerneskud", men her foran et internationalt publikum var teksten på engelsk og titlen "Fly on the wings of love". Under den titel gik den verden rundt, for den vandt som bekendt; men der er stadig en del her i landet, der husker den som Brødrene Olsens "Stjerneskud".

Brødrene startede ganske unge i den danske opsætning af musicalen Hair i 1971 og blev året efter genstand for et Beatles-agtigt fanhysteri med deres første lp Olsen. I årtierne efter forsvandt de stille og roligt ud i det musikalske tusmørke. Men i 2000 vendte de tilbage for fuld kraft, det var deres stjernestund, hvorefter historien gentog sig.

Teksten til "Stjerneskud" byder ikke på lyriske guldkorn. Ikke engang i titlen: et stjerneskud er en lysprik, som i et sekund bevæger sig over nattehimlen. Det er der ikke meget kønt ved, selv om begrebet stjerneskud rummer en folklore af håb og ønsker. Det er teksten taget under ét, der er bemærkelsesværdig. Her erklærer den midaldrende mand sin kærlighed til sin midaldrende kone og siger, at følelsen bare bliver stærkere år for år. Et udsagn, selv de unge kan blive benovet over - og som vinder Eurovision.

Og så hjælper det gevaldigt, at teksten ledsages af en fænomenal melodi, som bygger op til et smældende omkvæd. Sangen bliver siddende i øret efter første lyt. Ikke noget, man kan sige om mange Eurovision-bidrag, hverken dengang eller nu. Det er ironisk, at da kultureliten omsider blev venligere stemt over for Eurovision (særligt efter Brødrene Olsens sejr), var fænomenet i gang med sin nedsmeltning i tandløse melodier, voldsomt lysshow og 50 nuancer af afklædthed. Ikke flere "Volare", "Puppet on a string", "Waterloo" eller "Dansevise". Den oppustede verden faldt ind i sig selv, ganske som en stjerne, der bliver til et sort hul.