Smukke toner fra Agnes Obel

Den underskønne og overjordiske Agnes Obel tog verden med en stille storm for præcis tre år siden, da debutpladen Philharmonics udkom. Så anderledes og alligevel så velkendt; klaverfryd for øregangene som en række luftige Debussy-værker. Med en sparsom orkestrering, en lys tone og et enkelt sangforedrag, som svenske Jan Johansson perfektionerede for 50 år siden.

Pladeomslaget var prydet med et gravalvorligt nybygger-look-alike portræt af Agnes Obel – og så en ugle. En ugle, som ledte tanken hen på David Lynchs tv-serie fra den lille gudsforladte by Twin Peaks, hvor ”the owls aren't what they seem” … Men tv-seriens dødsforagtende uhygge var heldigvis ikke på pladen.

Philharmonics blev en overraskende international succes, og Agnes Obel har siden turneret til de store koncertsale; oftest med cellisten og korsangeren Anne Müller. Debutpladen blev genudgivet forrige år med en liveplade, hvor der også var nye numre på. Hvornår mon disse ville udkomme rigtigt?

Endelig nu i oktober 2013 kom toeren Aventine.

Og jeg er vild med denne transparente lyd!

Agnes Obel er mere fersk end Tina Dickow og synger mere sinus-rent end en tidlig Anne Dorthe Michelsen. Og det er skønt at slappe af med denne velbehagelighed, som stygge mennesker kalder easy listening.

Pladen indledes med en lille klaversignatur i g-moll "Chord left", som ligger i brydningfeltet mellem Debussy og Satie. En sådan ouverture var også på første plade, og jeg tager mig selv i at forvente at høre hittet "Riverside" bagefter.

Men det er "Fuel to fire", der toner ud af højtalerne. I en ren toneart fra svundne tider – dorisk – synger Agnes Obel os ind fra middelalderen til 1900-tallets mæcenfyldte musiksaloner. Tidligere har vi fra denne genre labbet Enyas dragende toner i os, og Obels klang har mange fællesfacetter med hendes keltiske kollega. Dette og numrene "Dorian" og "Words are dead" kunne høres i år på SMUKFEST i Skanderborg, hvor Agnes Obel gav en stille, solrig søndagskoncert.

Efter "Aventine", som er eneste nummer i 6/8 i modsætning til på første plade, får vi "Run cried the crawling", som i mine ører er pladens centrale nummer. Kun to af pladens elleve numre er i dur, og dette er det ene. Vi har det specielle akkordskift mellem Ab-dur og E-dur.

Hvor er det nu, vi har hørt det før?

Her er så uglekoblingen; når sangen starter, er det som at høre Julee Cruise med den iskolde rumklang i Twin Peaks. Også englekoret kunne være fra filmkomponisten Angelo Badalamentis hånd, og illusionen fuldendes med isnende flageolettoner i de høje strygere – smukt! Julee Cruise synger sin lamenterende "Falling", hvor Obel her synger "Falling down from high hopes to the ground / There’s no way out".

Herefter kan vi puste ud til klaverstykket "Tokka", der ligesom "Pass them by" har samme inderlighed som mange af Hymns From Ninevehs sange har. I "Words are dead" er der en flot korklang som i barokkens stringens. Som i en sonet fra fortiden ønsker sangerinden at købe (måske) elskerens roser, fordi ordene – hans? – er døde. Ordene er døde; "lower them down in the ground". Jeg må indrømme, at jeg ikke øjner den store poesi, men til gengæld hører jeg ordenes klange i en musisk symbiose. Og det er nok til mig.

Efter et lille atypisk klaverværk "Fivefold", der mere lyder som en indledning til et tidligt musicalnummer, får vi slutnummeret "Smoke & mirrors". En adstadig klaverballade med tæt tostemmig sang. Nummeret er også på livepladen fra 2011. Selvom man ikke havde hørt det dér, har det alligevel et velkendt skær over sig, og det er kendetegnende for hele pladen.

Og debutpladen var gribende god, derfor er det glædeligt, at toeren Aventine fortsætter i samme univers, men med en mere positiv friskhed – vuggevisepræget er prægnant mindre. For hver gennemlytning afdækkes flere klanglag og velbehageligheden vokser.

Det er dejligt en gang imellem blot at nyde med god samvittighed – så værsgo!