Genrer
Sølvbryllupstale for Bo Kaspers Orkester
Bo Kasper er netop nu på turné i Danmark - 25 år og still going strong.
I år er det 25 år siden, Bo Kaspers Orkester blev dannet. Trods de 25 år på bagen er orkestret så aktivt som nogensinde og giver hvert år massevis af koncerter. Gruppen har et stort og hengivent publikum, såvel i Sverige som i resten af Norden, og de 11 studiealbums fra Bo Kaspers Orkester er alle blevet bestsellere. I 2009 havde gruppen solgt mere end 1 million plader, og det tal er ikke blevet mindre siden. Hvert nyt udspil fra gruppen imødeses med spænding, og hver ny cd demonstrerer, hvordan man hele tiden kan forny sig, samtidig med at man bevarer sin kendte lyd. I 1998 modtog gruppen en Grammis som ”Årets artist”.
Mig og Bo Kaspers Orkester
For en del år siden havde jeg en disput kørende med DBC's katalogiserings-afdeling om Bo Kaspers Orkester. Diskussionen foregik via mails og var uhyre venskabelig, idet det viste sig, at både musik-katalogisatoren og undertegnede var store fans af Bo Kasper og hans orkester. Men netop derfor var der jo grund til at sikre sig, at gruppen fik den bedst mulige behandling i det danske bibliotekssystem. Og det mente jeg ikke umiddelbart, at den havde fået.
For det første syntes jeg, at det var underligt, at halvdelen af gruppens udgivelser (på daværende tidspunkt) var katalogiseret som jazzmusik, mens den anden halvdel var katalogiseret som rockmusik. (Og så var der en enkelt plade, der både var jazz, rock og pop). Hvordan kunne det nu hænge sammen, tænkte jeg, for gruppen har da spillet den samme slags musik lige siden starten i 1991. Det viste sig da også i løbet af mailudvekslingen med DBC, at indkredsning af musikgenrer langt fra er nogen eksakt videnskab, heller ikke hos DBC. Jeg tror, at resultatet af diskussionen på dette område blev, at det nærmest var den enkelte katalogisators fornemmelse, der afgjorde, om et bestemt stykke musik fik den ene eller den anden betegnelse. Inden for rimelighedens grænser, naturligvis.
Med hensyn til det andet punkt i min henvendelse til DBC endte diskussionen med en betydeligt klarere udmelding (selv om jeg i sandhedens interesse må sige, at jeg stadig ikke helt forstår den). Det drejer sig om, at jeg fandt det underligt, at man i Danbib har katalogiseret udgivelserne med Bo Kaspers Orkester under ”Kasper, Bo” – altså med navnet Kasper som det primære ophav. Men Kasper er jo et rent fiktivt navn, indvendte jeg mod DBC's katalogisering; orkestret hedder Bo Kaspers Orkester, og hovedmanden i gruppen hedder Bo Sundström. Så hvordan kan man katalogisere gruppens udgivelser under en ophavsmand, som slet ikke eksisterer i virkeligheden?
Svaret var dog ret kategorisk. Kunstneriske udfoldelser katalogiseres under det vedtagne kunstnernavn, altså ”Kasper, Bo” – og så betyder det mindre, om kunstnernavnet slet ikke er nogens ”rigtige” navn. Omtrent som det er tilfældet med Freddy Fræk, der heller ikke er kunstnerens borgerlige navn, men som er det navn, kunstneren er kendt under og derfor det navn, der anvendes i forbindelse med katalogiseringer – dvs. navnet ”Fræk, Freddy”. DBC's katalogisering af Bo Kaspers Orkester var altså helt i overensstemmelse med reglerne, hvorfor der ikke var noget at komme efter. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår logikken i sagen (og jeg er heller ikke sikker på, at DBC selv altid lever op til reglerne. Prøv at søge i Danbib på ”Fræk, Freddy” og på ”Freddy Fræk”. Det giver to meget forskellige resultater. Men det skal det måske også – jeg er ikke nogen decideret ørn til katalogiseringsregler).
Bo Kaspers Orkester og karrieren
Hvorom alting er: Bo Kasper og hans orkester optræder i den danske biblioteksverden som ”Kasper, Bo” – og det er vel også til at finde ud af, selv for krakilere som undertegnede. Det vigtigste er musikken, og her er der først og fremmest god grund til at ønske til lykke med sølvbrylluppet. Gruppen har selv villet markere den halvrunde fødselsdag, og det er sket med dokumentarfilmen Vi kommer aldrig att dö, som for nylig (d. 26.02.16) blev vist i svensk fjernsyn. Titlen på udsendelsen referer både til en af gruppens mest kendte sange og til den omstændighed, at de fire medlemmer i Bo Kaspers Orkester indtil videre har holdt sammen i 25 år – en flot præstation på et marked, hvor betydeligt kortere ægteskaber er normen.
Helt uden skrammer har gruppens 25 år dog ikke været, som det også tydeligt fremgår af dokumentarfilmen. Efter tre albums forlod det ene af de dengang fem medlemmer i Bo Kaspers Orkester gruppen på grund af uoverensstemmelser om musikkens indhold og på grund af de involverede musikeres forskellige personligheder. Lars Halapi, som spillede guitar på de tre første albums med Bo Kaspers, valgte at søge andre græsgange – og umiddelbart efter fik gruppen sit store kommercielle gennembrud med albummet I centrum (fra 1998). Men det var nu nok en tilfældighed, at de to begivenheder fandt sted nogenlunde samtidig.
Siden har Bo Kaspers Orkester formået at beholde placeringen som et af Sveriges bedst sælgende bands og mest populære live-orkestre. Dog knagede det i 2004 igen lidt i fugerne i ægteskabet mellem de fire tilbageværende musikere. Dette år udsendte Bo Sundström nemlig sin første soloplade, Skåne, og det tog de andre gruppemedlemmer ham noget ilde op – bl.a. fordi de frygtede, at det nu var slut med Bo Kaspers Orkester.
Bo Sundström forklarer selv i ovennævnte dokumentarfilm, at det var en nødvendighed for ham at lave noget helt for sig selv på dette tidspunkt, for ellers var han ”imploderet” i gruppefællesskabet, som han udtrykker det. Det viste sig da også, at de to aktiviteter – gruppen og solokarrieren – udmærket kunne trives sammen, og Sundström har efterfølgende udsendt endnu en soloudgivelse: Den lyckligas väg (2007) i samarbejde med sangeren Frida Öhrn. Sundströms udgivelser som soloartist og sammen med orkestret rummer da heller ingen modsætninger, men ligger stort set fuldstændig på linje i det kunstneriske udtryk. Så der har vist sig at være fint plads til begge dele.
At det er Bo Sundström, der er gruppens egentlige frontfigur, er der dog ingen tvivl om. Det er ham, der skriver gruppens let melankolske tekster om hverdagen og om relationer i den moderne storby, og det er da også ham, der har lagt navn til Bo Kaspers Orkester. Desuden har Sundström i forskellige sammenhænge plejet sin egen karriere, bl.a. ved at medvirke i et par underholdningsprogrammer i Sveriges TV. I 2009-2010 deltog han således sammen med sin kone, journalisten Lena Sundström, i det særdeles populære quiz-program På spåret, og i 2013 medvirkede han i det næsten lige så populære musik-program Så mycket bättre, hvor kendte musikere fremfører andre musikeres kendte sange. I denne sammenhæng spillede gruppemedlemmerne i Bo Kaspers Orkester dog til Sundströms sang, så her var der – næsten – tale om en gruppeoptræden.
Bo Kaspers Orkester og musikken
Som ovenfor antydet er denne lytter ret glad for blandingen af jazz, rock, pop og latinamerikansk musik i Bo Kaspers musikalske udtryk. Men der lurer efter min mening en enkelt lille fare på de musikalske udfoldelser, og det handler hverken om de enkelte gruppemedlemmers personlige karriereambitioner eller om deres optræden i andre sammenhænge end Bo Kaspers Orkester.
I dokumentarfilmen Vi kommer aldrig att dö taler gruppemedlemmerne (med blandet begejstring) om, at de på de seneste to udgivelser har arbejdet sammen med ”rigtige” producere – i modsætning til tidligere, hvor de ”bare” producerede pladerne selv. Men nu er det altså ”ingen ringere end Christian Walz” (citat fra Gaffa) og, på den seneste plade, Andreas Dahlbäck, der har stået bag musikken som producere, og det har givet et noget blandet resultat – efter min mening (og tydeligvis også efter gruppemedlemmernes egen mening, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra deres ansigtsudtryk i dokumentaren. Men måske overfortolker jeg?). Jeg synes nemlig, at især Walz, men også til en vis grad Dahbäck, er lidt for tilbøjelige til at inficere musikken med elektroniske fiflerier, og det er der slet ingen grund til i forbindelse med en musik, som først og fremmest lever og ånder i kraft af sin umiddelbare spilleglæde og sin udnyttelse af de enkelte instrumenters grundlæggende klangfarve.
I Christian Walz' hænder er flere af numrene på den forrige Bo Kaspers-plade blevet en tand for elektroniske med en lidt for hakkende staccato-rytme og en lidt for anmassende discofunk-lyd (f.eks. på numre som ”Festen” og ”Världens ände”). Andre af numrene er der bestemt ikke noget i vejen med – stadig ifølge denne lytters ører – men jeg tror, at medlemmerne i Bo Kaspers Orkester skal passe på ikke at lade sig forføre af tidens ”krav” om maskinelt fremstillede rytmer og elektronisk ladede lyde. Det kan de med fordel overlade til andre – der er nok om buddet! – og i stedet fortsætte med at spille deres egen karakteristiske blanding af forskellige musikgenrer. Med Bo Sundströms altid let genkendelige stemme i forgrunden af lydbilledet er der tale om en cocktail, som indtil videre har holdt i 25 år, og som sagtens kan klare sig i mange år endnu.
Altså: til lykke med sølvbrylluppet, og skål!