Søren Anker Madsen: Thomas - dagen efter dagen derpå

Prinsen og det halve kongerige

Søren Anker Madsen: Thomas – dagen efter dagen derpå. Lindhardt og Ringhof, 2015

Så er der guf for de mange Thomas Helmig-fans og  -tilhængere. Den danske popprins, som rundede 50 år sidste år, er på en succesfuld soloturné, og der er kommet hele to bøger om charmøren fra Aarhus.

Noget om

Forfatteren og journalisten Søren Anker Madsen har fulgt den næsten jævnaldrende Thomas Helmig siden debuten i 1986, og han har interviewet ham flere gange. Derfor blev ideen mere og mere håndfast: Danmark mangler en Helmig-biografi. En henvendelse til hovedpersonen gav dog et nedslående resultat; Thomas Helmig ønskede ikke at medvirke til en biografi ”midt i karrieren”.

Alligevel valgte Søren Anker Madsen at udgive sit store materiale. Et væld af artikler og interviews blev genlæst og samlet med citater fra flere musikerbiografier, og her er resultatet: Thomas – dagen efter dagen derpå - en fin bog om Thomas Helmigs musik og liv. Et liv, der har kunnet følges på avisernes spisesedler gennem 30 år, og her er det ikke musikken, der har fyldt, men Thomas’ privatliv med tre ægteskaber og skilsmisser.  Og det er et moderne eventyr, hvor prinsen til sidst får den rigtige prinsesse. Eller sådan ser det i hvert fald ud lige nu …

Set udefra

Thomas – dagen efter dagen er en velskrevet beretning om den purunge, generte aarhusianer, der bliver det helt store teenage-idol og modnes til dagens veletablerede popkunstner.

Kapitlernes overskrifter er sangtitler fra Helvigs store katalog. Her er de universelle ”Jeg tager imod”, ”Groovy days”, ”Årene går” og ”Nu hvor du har brændt mig af”.  Og så de mere specifikke ”Tommy boy” og ”Ok Renée”. De forklarende undertekster emmer derimod som patetiske tekster fra en stumfilm. Under ”Superstar” kan man belæres om, at ”I årevis kæmper han for at slå igennem internationalt – men verdensherredømmet udebliver”. Mon det virkelig er verdensherredømmet, Helmig går efter?

Ellers er det ikke ligefrem Søren Anker Madsens holdning, der skinner igennem. Undtagelsesvist fortæller han om en vis Blachmann, der allerede i 1995 ”har behov for at lufte sin arrogance”, og en navngiven journalist fra Ekstrabladet beskrives også nøgternt i sin søllethed. Og det er da fint nok – bare gi’ den! Til gengæld nævnes Helmigs kortvarige romance med en overlæge ikke ved navns nævnelse, som ellers var at læse i alle medier. Næ, her er her hun blot TH.  Ja, TH som i …

Vi får mod slutningen en original beretning fra en dedikeret fan – Anne Vibeke -, som ”… hørte Thomas Helmig til en gymnasiefest. Det blev en livslang passion”. Et fint, lille kapitel.

Ingen kommentarer

Forfatteren sendte manuskriptet til Helmig, som kunne kommentere og eventuelt korrigere. Men intet hørte Søren Anker Madsen fra Helmig. Så her er bogen om og ikke med.

Helmig har dog herefter indvilget i at udgive samtaler med forfatteren Kirsten Jacobsen med titlen Helmig og kærligheden – tjae, sådan kan virkeligheden forme sig.

Litteraturlisten i Thomas – dagen efter dagen derpå indeholder ikke mindre end 26 artikler fra magasiner og 53 avisartikler samt otte bøger. Helmig har gennem årene gerne stillet op til interview. Desuden er hustruen Renee Toft Simonsens biografi fra sidste år en væsentlig kilde. Desværre er det ikke altid klart for mig, om udtalelser fra venner og bekendte er fra samtidige interviews eller fra senere retrospektive udtalelser.

Bogens i øvrigt velflydende flow er spækket med citater, som man kunne tro var udtalelser til forfatteren. Men de stammer øjensynligt fra de mange indsamlede artikler, og respekt for det kæmpe arbejde, der ligger bag. Det er forfatterens valg, men jeg mener, det ville have givet bogen et mere personligt præg, hvis forfatteren havde kontaktet venner og bekendte, som sikkert gerne ville have give dagfriske interviews om vores allesammens Thomas.  

På denne bogs egne præmisser har vi et fint opdateret vidnesbyrd om popstjernen Thomas Helmig. Jeg har gennemhørt hans plader og havde faktisk glemt mange af de gode numre. Det er typisk karrierens begyndelsesmusik, der stadig holder i mine ører, og så er der kommet et mere reflekterende skær over den sidste plade. Hør den igen – og gå ud på koncertstederne og hør en sand entertainer: Thomas Helmig.