Som en bro over tid og genrer

Coverversioner, fortolkninger, plagiater...kært barn har mange navne. Og kan ofte skabe hede debatter blandt musikelskere, for hvilken version er nu den rigtige? eller den bedste? Kan man overhovedet tillade sig at bruge andres sange? Ja. Personligt mener den herværende skribent, at selvfølgelig kan man det. I det mindste så længe, at man har noget andet eller noget mere at byde på end rent plagiat. Og hvorfor så det? Jo fordi den gode sang eller den gode komposition holder. Dermed er det spændende at se og høre, hvordan et givet værk kan fortolkes i et hav af genrer og versioner. Måske i helt andre retninger end komponisten oprindeligt havde tænkt.

Med udgangspunkt i sangene "Unchained Melody" og "Bridge Over Troubled Water" - to sange fra det 20. århundrede som vel nærmest er blevet nyklassikere - ser vi på, hvordan man kan nå frem til vidt forskellige, men spændende versioner.

Unchained Melody

Denne sang stammer oprindeligt tilbage fra midten af 1950'erne. Den er skrevet af Alex North og Hy Zaret, og blev første gang brugt i en (perifer) fængselsfilm "Unchained". Temaet i sangen går på længslen efter den kære, som den indsatte ikke har set i lang, lang tid. Den er med tiden blevet en af de mest indspillede sange og foreligger i utallige versioner.

Unchained MelodyDen mest kendte version er ganske givet med The Righteous Brothers fra 1965. Den klassiske popsang - produceret af Phil Spector og med den store lyd.

Som nævnt stammer sangen fra 1950'erne og allerede tidligt blev den fortolket i forskellige versioner. I 1955 hittede således Roy Hamilton med sangen. Det var på tidens r&b liste.

For nyligt markerede vi Willie Nelsons 80 års dag. Og minsandten om ikke også han har fortolket "Unchained Melody". På albummet Stardust fra 1978 finder vi en meget afdæmpet version af sangen. Ret forskellig fra de mere pompøse og bombastiske fortolkninger, der ses både før og efter.

En måske lidt mere uventet fortolkning så dagens lys sidst i 1980'erne. Her brugte irske U2 sangen som B-side i 1989 på singlen "All I Want is You". Desuden havde bandet adskillige gange haft "Unchained Melody" på live-repertoiret

En igen helt anderledes, dyster version leverede canadiske Sarah McLachlan i 1990'erne. Den har noget dragende, mørkt og uhyggeligt over sig. Ganske anderledes end de hidtidige versioner, men bestemt spændende. Caroline

Det nye årtusinde har også budt på nye versioner af sangen. Også fra den hjemlige front, hvor Caroline Henderson i 2008 gav sin fortolkning på albummet No. 8. Det er med en snert af jazz, af blues og igen den så vigtige indleven.

Bridge Over Troubled Water

Denne Simon & Garfunkel-klassiker er på samme måde som Unchained Melody blevet fortolket et utal af gange, siden den så dagens lys i 1970. Den er skrevet af Paul Simon og oprindeligt udsendt som single i 1970 efter diverse forviklinger og besværligheder. Den har det storladne, den har gospelelementer og den har dét, som åbenbart skal til, for at kunne bære at blive fortolket vidt forskelligt. Den er da også at finde som nr. 47 på musikmagasinet Rolling Stone's liste over de 500 Greatest Songs of All Time.

Simon&GarfunkelSelv om sangen var udsendt på single var den også titelsang for det sidste studiealbum med Simon & Garfunkel fra 1970. Denne version er i sig selv blevet en klassiker, og vandt dengang Grammypriser for bl.a. Record of the year og Song of the year ved 1971-uddelingen.

Bridge Over Troubled Water blev hurtigt populær. Allerede i sommeren 1970 tog Elvis Presley sangen op og indspillede den ved en marathon-session.EP1970 Men ikke nok med det. Den var også på hans live-repertoire i Las Vegas. Her skulle Paul Simon efter sigende have været til stede og udtalt "That's it. We might as well give up now." Det må da siges at være en cadeaux af de store.

Man kan hævde, at både Simon & Garfunkels og Elvis Presleys versioner er storladne og pompøse. Men sangen i sig selv kan sagtens bære andre fortolkninger. Aretha Franklin tog den på sit repertoire og førte den tops på pop-hitlisterne i 1971. Faktisk vandt hun en Grammy i 1972 for bedste kvindelige r&b fortolkning. Idag ville vi nok kalde det soul, men det bliver det ikke mindre fremragende af.

I årene op til sin død fik Johnny Cash en revival. Han genfortolkede egne sange, tog nyere ting op og kiggede i det hele taget rundt i det musikalske univers. Og han fik også øje på Bridge... På albumme The Man Comes Around, det sidste han udsendte året før sin død, giver Cash en skrøbelig, indlevet fortolkning af sangen. Selv om han på daværende tidspunkt var gammel og syg ville man gerne tage imod hans hjælp, som er budskabet i sangen.

En helt anden vinkel på sangen lagde danske Lars H.U.G. Han forsøgte sig med sangen i starten af det nye årtusinde - angiveligt med en indspilning foretaget i Rio de Janeiro, hvilket der da også kom en sambainspireret udgave ud af.

At den gode sang holder i mange arrangementer er sidste eksempel en god indiaktor af. DJ Trance har så sent som i 2010 begået en mere end 13 minutter lang version, der trækker på elementer af techno, dance pop og gospel.

Cover me - eller hvad?

Coverversioner er ganske givet kommet for at blive. Selvfølgelig kan der siges en masse både for og imod dem. Hvornår er det godt? Hvornår er det ligegyldigt? Der har nok været en tendens gennem en årrække til at det har været "finere" udelukkende at beskæftige sig med originalt materiale. Men er det nu det? Kan den gode fortolkning ikke stå alene og bidrage til noget nyt? Det synes jeg.