Sommer med Staffan Hellstrand

Staffan Hellstrand har i mange år været en af Sveriges mest fremtrædende rockmusikere, og af samme grund har jeg fulgt ham trofast siden solo-debuten med ”Hemlös” i 1989 – og senere har jeg også fulgt op på hans karriere med bandet SH forud for solo-tiden. Hellstrand har et omfattende CV, både som sanger, musiker, producer og sangskriver, og omfanget af hans samarbejder med andre svenske musikere er imponerende stort: Idde Schultz, Anna Stadling, Lisa Nilsson, Anne-Lie Rydé, Lena Nyman, osv. osv.

Staffan Hellstrand har et utal af iørefaldende sange bag sig, men hans tildelte udmærkelser for indsatserne ligger efterhånden en del år tilbage. Heldigvis betyder det ikke, at han har lagt musikken på hylden på det seneste, tværtimod. Fraværet af nye priser og udmærkelser er kun udtryk for, at de toneangivende stemmer inden for svensk rockkritik i dag hylder andre former for musik end Hellstrands bundsolide sange med gode tekster og fine melodier.

I det nye årtusind er der blevet længere og længere mellem Hellstrands nye udgivelser, og en pause på 3-5 år mellem udspillene er mere reglen end undtagelsen. Men den, der venter på noget godt, venter som bekendt ikke forgæves. Hellstrands seneste cd-udgivelse, ”Sommar” fra april 2025, rummer lige så mange flotte sange og en lige så insisterende og medrivende musik som cd´erne fra hans storhedstid i 1990´erne. Det er der ikke noget mærkeligt ved, for Hellstrand har på cd´ens numre allieret sig med nogle af Sveriges bedste og mest garvede musikere (ligesom han plejer at gøre), så med et stærkt udgangspunkt i form af en række gode sange kan det næsten ikke gå galt. Det gør det da heller ikke.

Sommeren og mordet
Blandt de 10 sange på det nye album er der ikke mindre end to, hvori ordet ”sommer” indgår i titlen: ”Sommarvind” og ”Den där sommaren”. Det kunne tyde på en let og ubekymret indstilling hos sangskriveren; men sådan er Staffan Hellstrands sangunivers ikke. Som mange af sine landsmænd er Hellstrand grundlæggende melankoliker, og det betyder, at en stor del af hans sangtekster er temmelig vemodige – og samtidig meget smukke. De to sommersange fortæller da også primært om somre, som er forbi og nu er erstattet af noget mindre optimistisk: ”Isen sjöng en sorgsen mässa”, lyder det således i sangen ”Den där sommaren”, hvor man også møder linjerne: ”Världen är en grotta/ och vi går vilse gång på gång”. Ret sørgeligt, men fornemt formuleret.

Det ville dog være forkert at sige, at Hellstrands sange kun er melankolske og forstemmende. Staffan Hellstrands poesi har altid været udstyret med en klar undertone af ønsket om at få det bedste ud af nogle tilsyneladende umulige omstændigheder, og den indstilling giver sig digterisk udslag i en viljestærk modstand mod at give op over for modgangen.

Hellstrands tekster udviser derfor ofte et eksplicit gåpåmod og en stærk fightervilje; men man fornemmer, at det er en tilkæmpet optimisme – en optimisme på trods – og ind imellem antager viljen til at være positiv næsten desperat karakter. Det sker f.eks. i indledningssangens mange gange gentagne udbrud: ”Jag älskar andra människor!” Det lyder næsten som en besværgelse. Så er der mere umiddelbar troværdighed i udmeldingen: ”Vi ska inte va/ drottningar och kungar/ vi ska bara va/ samma jävla ungar/ även om vi dör”. Fint formuleret, Staffan.
Hellstrands nye cd har allerede snurret mange gange i min cd-afspiller, og den kommer til at tage mange flere ture i fremtiden. Musikeren er en mester i at formidle skønheden i melankolien, såvel tekstmæssigt som musikalsk, og den egenskab gør ham til en unik stemme i den svenske rockmusik.

Staffan Hellstrands evne til at udtrykke den smertefulde erkendelse af tilværelsens ulidelige lethed i korte, fritstående sangtekster bliver tydelig, når man sammenligner hans seneste udspil med hans konceptalbum fra 2020, ”Mordet i Nürnbergbryggeriet”. Handlingen i sangene på dette album formidler en trist historie om bryggeriarbejderen Carl Pehrsson, der i 1836 får nok af sin arbejdsgivers voldelige adfærd og slår ham ihjel – hvorefter Pehrsson selv dømmes til døden og henrettes ved halshugning. Sagen førte i sin tid til en voldsom offentlig debat om arbejdsgiveres ret til at mishandle deres ansatte, og den gældende hånd- og halsret blev i 1858 omsider afskaffet ved lov.

Staffan Hellstrand hørte historien om bryggeriarbejderen, da han selv flyttede til Söder i Stockholm (hvor Nürnbergbryggeriet ligger), og han fik lyst til at lave et helt album med sange om de medvirkende i dramaet. Resultatet af anstrengelserne blev konceptalbummet ”Mordet i Nürnbergbryggeriet”, som fik fine anmeldelser med på vejen, da det blev udsendt i 2020.
Jeg synes selv, at Hellstrand har formået at få en interessant og i perioder medrivende sangcyklus ud af dramaet på Nürnbergbryggeriet i 1836; og alligevel hører jeg ikke denne cd nær så meget, som jeg har hørt og hører Hellstrands tidligere (og senere) musikalske udspil. Hvordan kan det nu være? Jeg tror, at hovedforklaringen på forskellen i min begejstring for Staffan Hellstrands to seneste udspil skal findes i selve konceptalbum-formatet.

Konceptalbummet formidler en sammenhængende fortælling, som det ofte vil være værd at lægge ører til; men rent musikalsk sker der det med konceptalbummet, at selve konceptet kommer til at fylde alt for meget for kunstneren i forhold til arbejdet med at skabe originale melodier og substantielle tekster. Sangskriveren bliver simpelt hen så optaget af at formidle sit stof, at han glemmer at give teksterne og melodierne den nødvendige plads og frihed til at eksistere på deres egne vilkår.
Eller sagt på en anden måde: teksterne og melodierne bliver i konceptalbum-formatet underlagt et højere formål end ”blot” det at være så behagelige at lytte til, at man får lyst til at høre dem igen. Konceptalbum-formatet kvæler så at sige sangenes iboende liv og egenart i bestræbelserne på at få dem til at passe ind i en større helhed: konceptalbummet bliver til programmusik.

Flere konceptalbums
Sammenligningen mellem Staffan Hellstrands to seneste cd-udspil fik mig til at tænke nærmere over indholdet i begrebet ”konceptalbum”. Jeg har tidligere her på hjemmesiden skrevet (meget positivt) om Aimee Manns konceptalbum ”Queens of the Summer Hotel” (2021), hvis indhold er bygget op omkring indholdet i Susan Kaysens bog ”Girl interrupted”. Dengang beskrev jeg Aimee Manns konceptalbum som en ”dyster sangcyklus”, men gav samtidig udgivelsen en række rosende ord med på vejen – ikke mindst på grund af cd-indholdets høje ambitionsniveau. Mann er en dygtig sangskriver, og hendes sange til ”Girls of the Summer Hotel” modsiger ikke denne vurdering. Cd´en indeholder både lette og mere krævende sange, men ingen overflødige indslag.

Alligevel hører jeg slet ikke Manns 2021-cd nær så meget som hendes tidligere udspil, f.eks. cd´en ”Mental illness” (2017), som langt hen ad vejen kredser om de samme temaer som ”Summer Hotel” – men gør det via indbyrdes uafhængige sange. Konstruktionen af sangene og fremførelsen af dem via Manns sprøde og sårbare stemme ligner hinanden på de to udgivelser; men hvor sangene på ”Mental illness” fremstår som knivskarpe små punktnedslag på en række selvstændige situationer, indgår sangene på ”Summer Hotel” i en større betydningssammenhæng, som man skal have lidt overskud for at begive sig ind i. Man skal kort sagt tage sig lidt sammen for at høre cd´en om patienterne på ”sommerhotellet”, uanset sangenes kunstneriske kvalitet, mens det er en rent lystbetonet rejse at begive sig ind i sangene på ”Mental illness”. I hvert fald for undertegnede.

En endnu tydeligere anskueliggørelse af konceptalbum-formatets indbyggede risikofaktorer møder man i forbindelse med Neil Youngs konceptalbum fra 2003, ”Greendale”. Her hører man via 10 lange (eller endnu længere) sange om familien Green, der slår sig ned i Greendale, hvor de både støder på korruption, miljøødelæggelser og medieforbrug. Eller noget i den stil.

Det er muligt, at der er mange interessante sager at hente på Youngs konceptalbum; men jeg har kun orket at høre det igennem en enkelt gang og kommer nok aldrig mere til at lytte til det – selv om jeg er en stor Neil Young-fan. Problemet med cd´en er ganske enkelt, at ophavsmanden har gået så meget op i sin historie, at han har glemt at lave melodier til de endeløse tekster. Det betyder, at man lige så godt kunne nøjes med at læse teksterne, men desværre nu må leve med at få dem serveret til ledsagelse af en endeløs gentagelse af den samme ensformige melodistump gennem samtlige de 78 minutter, albummet varer! Det er bare alt for meget – og alt for lidt.

Neil Youngs (efter min mening) håbløse flirt med konceptalbum-formatet betyder naturligvis ikke, at jeg vil påstå, at det er umuligt at lave et vellykket konceptalbum. Pink Floyds ”The Wall” (1979) bliver ofte fremhævet som et godt konceptalbum; men hverken dette album eller tilsvarende albums fra grupper som The Who (”Tommy”) og The Kinks (”Preservation act, 1 & 2”, ”Soap opera”, m.fl.) kommer i mine ører tilnærmelsesvis i nærheden af kvalitetsniveauet på en række af gruppernes øvrige udgivelser. Igen ser det for mig ud, som om konceptalbum-formatet har kvalt kreativiteten hos sangskriverne og dermed har gjort deres opgave næsten umulig.

En række klassiske rockalbums er efter deres udgivelse blevet udnævnt til konceptalbums (”Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band”, ”Pet sounds”, mv.); men denne betegnelse er efter min mening misvisende i sammenhængen og tjener blot til at afspore debatten om konceptalbum-formatet. Jeg skal ikke udelukke eksistensen af konceptalbums, hvor selve formatet har betydet en styrkelse af udgivelsens kvalitet, f.eks. målt i forhold til ophavsmændenes øvrige udgivelser. Jeg kan bare ikke lige komme i tanker om nogle titler.