Søndag på Tønder Festival 2014

Søndagen er altid en lidt mærkelig dag på Tønder Festivalen. Mange folk er begyndt at pakke sammen og drage afsted. Der er ikke så fyldt på pladsen som de andre dage, men musikken spiller stadig, og efter at have festet nogle dage, kan musikerne stadig præstere nogle helt unikke koncerter.

Det er også dagen, hvor man har mulighed for at se nogle af de bands, man ikke har fået hørt tidligere på festivalen. Samtidig er der mulighed for at genhøre nogle af de bands, man har fået hørt, men i nogle andre rammer, der giver en helt anden koncertoplevelse.

We banjo 3

Jeg nåede at høre en lille smule af We Banjo 3 på Open Air scenen i forbindelse med 40 år jubilæumskoncerten lørdag eftermiddag. Denne søndag blev der så mulighed for at overvære en hel koncert med dem i P4 teltet. Selvom det var kl. 12 middag, og det så ud til at de havde haft en meget festlig nat med de andre musikere, var de klar til at give et brag af en koncert. Med deres blanding af traditionel irsk folkemusik, amerikansk oldtime, bluegras og rockabilly fik de teltet til at løfte sig. De hoppede rundt på bordene og spillede, mens de fik sat gang i festen og man fik set, at de kunne holde det høje niveau, de havde sat dagen før igennem en helt koncert.

The Lone Bellow

Efter We Banjo 3 var det tid til The Lone Bellow i Telt 1. The Lone Bellow var årets overraskelse for mig da de spillede på Open air scenen lørdag aften, og de måtte bare høres igen. Denne søndagskoncert var en helt anden oplevelse end lørdagens. Der var sat stole op i teltet, og bandet spillede desværre kun 40 minutter, da der skulle stilles op til aftenens afslutningskoncert, men hvilke 40 minutter. Det er første gang i mange år at jeg har fået direkte gåsehud og kuldegysninger under en koncert, men der var nogle af sangene denne eftermiddag, der bare ramte rigtigt. Sættet var noget mere afdæmpet i forhold til Open air koncerten, og de udnyttede virkelig intimiteten i teltet og lagde hovedvægten af sættet på deres smukke og rørende sange. Den eneste anke ved koncerten var at der var nogle problemer med lyden, men bandet var heldigvis så professionelle at de reddede det, da lyden satte ud.

Songwriters’ circle, The Stray Birds og Hayes Carll

Da The Lone Bellow var blevet sendt af scenen kunne jeg lige nå at se det sidste af Songwriters’ Circle i Telt 2. Songwriter’s Circle er forskellige musikere der spiller for hinanden og med hinanden. Med det jeg nåede at høre, var jeg ærgerlig over det jeg var gået glip af. Det var yderst kompetente navne som Bruce Guthro fra RunRig, der styrede slagets gang, sammen med Alan Doyle, Sarah Lee Guthrie & Johnny Irion, Madison Violet og ikke mindst Brian O’neal.

Da de havde spillet sidste nummer hastede jeg til La Gayola, det mindste af spejlteltene. Her spillede The Stray Birds en meget intim koncert. Som konferencieren sagde, så var det nok sidste mulighed for at se dem på sådan en lille scene, da de er på vej til at blive et af de helt store navne. Med deres trestemmige vokaler, guitar, violin og kontrabas, formåede de virkelig at levere følsomt og melankolsk musik, der nåede ud til publikum.

Efter The Stray Birds gik turen til det største af spejlteltene, Palais de Glaces, hvor jeg lige kunne nå en halv time af Hayes Carll inden afslutningskoncerten. Hayes Carll er outlaw singer-songwriter fra Texas, der med bid og humor beskriver folk på kanten af samfundet. Med meget ironi og små fortællinger om sangene fik han hurtigt fat i publikum. Især sangen “She Left Me For Jesus” satte gang i publikum, og fortællingen om hvordan hans ekskæreste havde fundet jesus i stedet for ham, vakte højlydt latter. Desværre blev jeg nødt til at forlade koncerten og gå videre til afslutningskoncerten.

Martha Wainwright og The Chieftains

Til den traditionelle afslutningskoncert søndag aften var der booket to verdensnavne. Martha Wainwright, datter af Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III og søster til Rufus Wainwright, startede aftenen med sine hudløst ærlige og inderlige sange. Med sin 6 måneder gamle baby parkeret backstage, tog hun en stor del af publikum med storm, mens det måske var lidt for eksperimenterende og moderne for nogle af dem, der var kommet for at høre traditionel irsk folkemusik med The Chieftains.

Hvor Martha Wainwright erobrede scenen alene med sin guitar og inderlige stemme, kom The Chieftains med det helt store setup. The Chieftains har haft 50 år jubilæum og er sammen med The Dubliners en af de helt store grupper inden for irsk folkemusik. Med årene er gruppen blevet noget reduceret, hvilket har gjort at de har integreret nogle faste gæstemusikere i koncerterne. Til afslutningen af festivalens 40 år jubilæum havde de gjort ekstra meget ud af det, og havde fået fløjet sækkepibe virtuosen Carlos Nunez op til koncerten. Desuden havde de hyret Tønderkoret til nogle af sangene og der var irske dansere på scenen, hvilket gjorde at koncerten nogle gange mindede om et Las Vegas show. Men trods showet satte de et stort punktum for festivalen med en forrygende koncert, og jeg kan til stadighed blive imponeret over hvor hurtigt de kunne flytte fingrene på tinfløjter og sækkepiber i en alder en del over 70.

Will The Circle Be Unbroken

Som traditionen er på Tønder, blev festivalen afsluttet med, at alle de tilstedeværende musikere indtog scenen og sang “Will The Circle Be Unbroken”. Det er virkelig rørende at se alle musikerne på scenen, efter de har givet så mange musikalske oplevelser i løbet af festivalen.

Med 40 år på bagen er Tønder Festival en de de gamle i gamet, og i forbindelse med det program der var offentliggjort for festivalen, var jeg bange for, at de var trådt mange år tilbage i tiden, i forhold til den fornyelse musikken på festivalen har været igennem de sidste tre år. Men al min frygt blev gjort til skamme, for igen i år har det været en festival præget af overraskende gode koncerter og opdagelsen af nye navne der har rod i fortiden, men sparker musikken ind i fremtiden.

Festivalen har efterhånden fået pladsen til at fungere rigtig godt efter fornyelsen for tre år siden, og med ny ledelse kan jeg kun se frem til hvad Tønder Festival 2015 kan tilbyde. De første navne til 2015 er allerede offentliggjort, og med Mary Gauthier, The Wood Brothers, Lynn Miles, Allan Taylor og The Great Malarkey kan det kun blive godt.