SPOT Festival 2019 – så kører det!

Så blev det SPOT-tid, og oven i købet for 25. gang.
Denne noget anderledes mangfoldige musikfestival i Aarhus, hvor et hav af håbefulde nye navne får lov til at vise, hvad de kan på mange større og mindre scener centreret om Musikhuset. Og overfor et stort publikum, hvoraf rigtig mange er branchefolk.

De store dage er fredag og lørdag, men torsdag aften har traditionelt været startaftenen, hvor det halve Aarhus valfarter til området mellem Musikhuset og Godsbanen, der oser langt væk af god stemning med boder og levende musik fra scenen Aarhus Volume. Og dén scene er vel at mærke gratis; dét ka’ vi li’.

Til Roots & Hybrid Festivalen, som er en festival i festival, kræves der dog armbånd. Festivalen, der rummer det, vi tidligere kaldte verdensmusik, er startet på sit tredje år. De to første foregik i Ridehuset, som var omdannet til en superhyggelig eksotisk oase. I år er det i den såkaldte rå hal på Godsbanen, og torsdag aften er den sandelig stadig en del rå. Fra endevæggens scene hamrer den argentinske El Remolón digitale lydflader ud over os suppleret med klange fra en keytar, som vi bedst husker fra 1980’erne. Hm, jeg formoder sandelig, der kommer mere levende liv de næste dag.

Bona Fide – en fascinerende duo
I det store godsbanekompleks finder vi det noget mindre spillested Radar, hvor torsdag aften er fyldt med spændende navne fra eventplanlæggeren (!) smash!bang!pow!. Jeg hører koncerten med den nye danske duo Bona Fide (billedet). Indhyllet i røg spiller duoen sin gotiske folkemusik. En markant sangerinde, der trods monumental rumklang synger med en varme og inderlig renhed, der må fascinere. Guitaristen akkompagner yderst lydhørt med store, brudte akkorder, der nøje følger sangerindens yderst rubato foredrag. Dét er sammenspil. Vi er tonemæssigt langt tilbage i tiden, og især de rene molskalaer bliver benyttet. Og så klinger e- og a-mol altså godt på guitar.

I ”Prince of scarce” flyder tankerne til et tolkiensk eventyrunivers – godt hjulpet på vej af sangerindens engelassocierende kjole. Hun manglede kun vingerne, men de behøves ikke – sangene flyver fornemt rundt i rummet. Og guitaristen benytter den sjældne e-bow. En tingest, der gør det muligt at holde tonernes intensitet, som var det et strøgent strengeinstrument. Som at høre Enya i halvt tempo.

Musik er lyd, men også pauser. Dem benytter Bona Fide meget prægnant; gentagne gange går musikken i stå. Kun for efter en dyb vejrtrækning at fortsætte sin inciterende kalden. Først i slutnummeret ”Harvest” hører vi en traditionelt sammenhængende rytme. Og først dér opdager jeg, at jeg faktisk ikke har savnet rytmen, men vi har alle fulgt duoens åndedrag – fascinerende.

Bona Fide vil jeg gerne høre mere til. Men en lidt større variation er måske nødvendig, hvis intensiteten skal holdes en hel koncert.

Hvor SPOT Festivalen giver god stemning. Måske skyldes det også den smukke solnedgang, men startstemningen lover godt for festivalen. Jeg ser frem til at (gen)høre Jenny Wilson, som spillede på SPOT Festival 2011. Og en splinterny kammeropera med Århus Sinfonietta. Og Efterklang feat. B.O.X.

Og jeg ser frem til alt det overraskende, som jeg slet ikke havde regnet med!
Vi ses.

(Fotot: Peter Elmelund)