dummy

Spot på den danske jazzmusiker Niels Vincentz i anledning af Spil dansk ugen

28-10-2013
Helen Bruus

I anledning af Spil Dansk Dagen 2013 sætter Bibzoom fokus på et udvalg af danske musikere/Dj's indenfor forskellige genrer. En af dem er jazzmusikeren Niels Vincentz som blandt andet var en af de nominerede til Danish Music Awards 2012 i kategorien 'Årets Danske jazzudgivelse' med Early Reflection.  Vi har stillet Niels Vincentz 10 spørgsmål om alt fra hans planer for 2014 til hvilke danske navne som har inspireret ham. Læs hans spændende svar her...

Præsenter dig selv kort (din baggrund i musikbranchen)?

Jeg er uddannet solist på saxofon fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København i 1999. Har spillet saxofon siden jeg var 14 år i mange forskellige sammenhænge. Min foretrukne musikgenre er jazz og improviseret musik. Jeg kan godt lide at komponere, og min musik er bl.a blevet brugt til kortfilm, teater og reklamer. Jeg har udgivet 5 cd-er i eget navn med danske og udenlandske musikere. De seneste er to trio plader med trommeslageren Billy Hart og bassisten Cameron Brown.

Hvordan vil du beskrive den musikalske stilart du beskæftiger dig med?

Musik med fokus på melodi og improvisation. Spænder fra det meget konkrete til det meget abstrakte og ekspressive. Det baserer sig primært på det man kalder moderne jazz eller bebop, som egentlig er en snart 70 år gammel tradition, der kommer fra blues og en harmonik der er influeret af europæisk kompositionsmusik fra romantikken og frem. Det er en blanding af mange ting. Kunstnerisk og udviklingsmæssigt havde det et højdepunkt i 60-erne, men der er mange mennesker der stadig finder mening i at beskæftige sig med - og høre på - den type musik. Som jeg hørte et af mine store forbilleder sige, saxofonisten Yusef Lateef: “There are still many sounds yet to be discovered in the saxophone”.

Hvilke danske navne fra den danske musikscene har inspireret dig?

John Tchicai, Kresten Osgood, Leo Mathiesen, CV Jørgensen, Mikkel Mark, Kaspar Tranberg, Thomas Franck, Jens Winther, Ben Besiakov, Hugo Rasmussen, Butch Lacy, Fuzzy, Frands Rifbjerg, Hess-brødrene og en hel del flere.

Hvad synes du om den danske musikscene i dag (sammenlignet med tidligere tiders)?

Den har udviklet sig meget. Er vokset sig meget stor. Niveauet er bredt, strømlinet og professionelt, bl.a. takket være konservatorieuddannelserne og markedets øgede krav/konkurrence, samt adgangen til information. Men jeg ved ikke om man kan sige at musikken idag er “bedre” end tidligere pga det. Alle de ting man skal leve op til idag tager også noget energi fra det der i virkeligheden er det vigtigste i musikken - sjælen. Men når det er sagt så tror jeg ikke jeg kan prale af at have et fuldt overblik over alt hvad der sker derude, så i virkeligheden ved jeg ikke hvad jeg snakker om. Mediemæssigt er mit indtryk at der er en kraftig ensretning der overhovedet ikke afspejler den mangfoldighed der findes. Når jeg kører bil og hører radio er det altid de samme numre og sangere der bliver spillet. Hvorfor nu det, når der er så mange stilarter, og så mange kunstnere? Er det, der bliver spillet virkeligt det eneste og det bedste? Er det i virkeligheden det folk vil have og har brug for?

Hvilken betydning vurderer du at musikformatets bevægelse fra fysisk til digitalt format har haft på musikbranchen?

Først og fremmest har digitaliseringen og internettet betydet at rigtig meget musik er lige ved hånden altid, hvilket er en fantastisk ting. Både for kunstnere og publikum. Og det har en afgørende betydning for hvordan musikken og musikere i hele verden udvikler sig.

Samtidig har det betydet en enorm lønnedgang for rigtig mange musikere og branchefolk. Det er blevet ekstremt nemt at piratkopiere, og i det hele taget er musik, bøger og film blevet noget folk generelt bare tager for givet, - i den forstand at det er en gave man ikke skal betale for. Der er også en demokratiserings proces, og en fornemmelse af at alting er “det samme”, da alt er lige tilgængeligt og nemt. Alle plader er ens på iTunes, og koster det samme. Det synes jeg er synd. Det afspejler ikke virkeligheden og det store arbejde det er for musikeren og komponisten.

Men der er også tegn på at noget der er ved at ændre sig. Bl.a. er vinyl ved at være moderne igen, nok fordi det er en mere værdig måde at præsentere et værk på. Mere spændende og vellydende end et klinisk download/streaming i middelmådig opløsning.

Hvad er dine alltime-favourite albums?

Skal du spille koncert under Spil Dansk 2013?

Jeg spiller på Thisted Bibliotek den 31. oktober kl 15 med min trio med bassisten Nicolai Munch-Hansen og trommeslageren RJ Miller.

Har du nogle mål for 2014, som du vil dele med læserne?

Jeg er ved at sætte et nyt projekt i søen med pianisten Søren Kjærgård og et par amerikanere som vi begge har arbejdet sammen med. Derudover arbejder jeg med min trio med Billy Hart og Cameron Brown. Vi har lige lavet en ny plade i New York, med special guest - trompetisten Tom Harrell. Den udkommer til januar. Og vi turnerer i April i Danmark, Sverige og Finland. Desuden er jeg lige begyndt at spille med et par musikere fra Belgien og Frankrig. Trommeslageren Dré Pallemaerts og bassisten Sylvain Romano. De kommer fra en helt anden scene, som jeg synes er interessant. De er superfede, og vi har mange fælles bekendte, selvom der ikke er den store udveksling mellem vores respektive jazzmiljøer.

Hvis du selv kunne bestemme, hvad ville så være drømme-spillestedet?

Jeg vil meget gerne spille igen på Hofteatret ved Ridebanen. Meget inspirerende rum og akustik. Ellers - Carnegie Hall i New York... Børneteatret på Christiania er også en interessant scene. Der spiller jeg af og til.

Hvor kan man købe din musik?

På nettet - Amazon, iTunes, og i de tilbageværende pladeforretninger hvor der sælges jazzplader.