Springsteen og mig

Den 23. september fylder Bruce Springsteen 70 år. Det er en anselig alder, men heldigvis ser det ud til, at musikeren har tænkt sig at ældes med ynde – i hvert fald hvis man skal dømme ud fra hans seneste udspil: Western stars, som blev udsendt i juni i år. I modsætning til de seneste par udgivelser fra Springsteen giver den nye plade indtryk af, at sangene udspringer af en indre nødvendighed, og det har resulteret i et langt hen ad vejen absolut tilfredsstillende album – i sekvenser oven i købet et fremragende album. Det hørte afhænger naturligvis af ørerne, der hører; men Western stars har i altovervejende grad fået positive anmeldelser, og den stærkt nedladende omtale i Ekstra Bladet ved Thomas Treo (”Håbøs: Springsteen kvajer sig”) tyder da også på, at Springsteen må have gjort et eller andet rigtigt i denne omgang.

Springsteen har god grund til at være stolt af sit seneste udspil, som tydeligt viser, at musikeren ikke bare har fremtiden bag sig. Western stars rummer en lang række fine sange og oven i købet et par vellykkede forsøg på at pakke melodierne ind i nogle stort anlagte strygerarrangementer. Det kunne let være gået galt; men heldigvis brænder Springsteens stemme og engagement klart igennem til lytteren og overbeviser om, at der ikke bare er tale om kitschede forsøg på at lave musik à la Burt Bacharach. ”There goes my miracle” er en smuk kærlighedssang, som især lever i kraft af melodien, men som også lukrerer på en indfølt fremførelse. Og så er det udmærket, at det lidt svulstige nummer efterfølges af den afskrællede, stærkt iørefaldende ”Hello sunshine”. Bruce Springsteen formår at bevæge sig ubesværet i mange musikformer, og Western stars føjer sig smukt ind i det i øvrigt fyldige bagkatalog af vægtige udgivelser.

Her op til Springsteens 70 års fødselsdag er der næppe nogen grund til at føje flere roser til de mange lykønskninger og hyldester, der med stor sikkerhed venter fødselaren. I stedet vil jeg krydre denne lille fødselsdagshilsen med et par punktnedslag i mit eget forhold til musikeren. Vi er næsten lige gamle (han er et par måneder ældre end mig), og vi blev begge væltet omkuld ved mødet med The Beatles omkring 1964. Jeg kan desværre hverken synge eller spille på et instrument, så det er ikke på den front, jeg oplever en form for samhørighed med musikeren; men jeg har fulgt ham (næsten) hele vejen igennem karrieren, og det har stort set været en udsøgt fornøjelse. Blot har det i glimt været for meget, når han i koncertsammenhænge har overspillet sin macho-rolle med råb og brøl og alt for store armbevægelser. Men så kan jeg jo bare springe de indslag i karrieren over.

Springsteen på udsalg

Første gang jeg stødte på Bruce Springsteen på plade var i 1974, hvor jeg i en udsalgskasse hos FONA på Amagerbrogade i København fandt bossens anden lp (det var dog længe inden, han var blevet boss). The wild, the innocent and the E Street shuffle var den ikke særligt mundrette titel på pladen, som blev udsendt i 1973, men som altså ikke kunne sælges i Danmark (eller i hvert fald på Amager) på dette tidspunkt, hvorfor den havnede på udsalg. Jeg kendte navnet Springsteen, men havde ikke rigtigt hæftet mig videre ved ham her i 1974, hvorfor jeg var lidt tøvende i forhold til at investere mine sparsomme midler i en lp med manden - selv om den var til halv pris. Jeg hørte noget af pladen i butikken og blev ganske betaget af numrene ”4th of July, Asbury Park (Sandy)” og ”Kitty's back”, mens jeg ikke var så imponeret af bl.a.”Wild Billy's circus story”. Men jeg købte pladen, og det fortrød jeg naturligvis ikke. Tværtimod gav den mig blod på tanden efter også at høre debut-udgivelsen, Greetings from Asbury Park, N.J. – og efter de to plader fulgte som bekendt det store gennembrud Born to run. Herefter var der ikke mere så meget at betænke sig på.

Springsteen i Finland

Langt senere, i november 1996, var jeg på en form for studietur til den finske by Ekenäs. Bl.a. skulle jeg være med til den finlandssvenske kulturdag d. 6. november, ligesom jeg skulle besøge byens biblioteker - men det er en anden historie. I forbindelse med opholdet i den smukke by i Finlands sydlige skærgård besøgte jeg et supermarked, der bl.a. havde et mindre udvalg af cd'er – der var ikke det store antal specialbutikker i den lille by. Og en af disse supermarkeds-cd'er var minsandten en dobbelt-cd, som jeg faktisk hverken før eller siden er stødt på i butikker eller på plademesser: The early years med Bruce Springsteen. Cd'en blev udsendt i 1994 og kun forhandlet lovligt på markedet i en kort årrække, inden den blev trukket tilbage af rettighedsindehaverne. (I parentes bemærket kan cd'en i dag købes på nettet, hvor den oven i købet ikke er specielt kostbar. Så den er ikke sjælden - bare ikke almindeligt forekommende).

Dobbelt-cd'en indeholder 23 af de demo-optagelser, Springsteen i årene 1971-72 lavede med sig selv på guitar og klaver som indledning til de kommende studieoptagelser. Numrene på The early years cirkulerer på nettet og har også i begrænset omfang været tilgængelige på officielle udgivelser. Og kunne altså i en kortere periode købes i et finsk supermarked – selv om det vist var det eneste eksemplar af udgivelsen, der havde fundet vej til Ekenäs. Musikken på The early years udgøres af numre, der senere er indgået i Springsteens sang-repertoire i ændrede versioner, samt af numre, der fortsat kun foreligger i denne demoform. Fælles for alle 23 sange på dobbelt-cd'en er at de stammer fra Bruce Springsteens tidligste, umådeligt ordrige produktion, hvor man næsten kan tale om ord-diarré hos kunstneren. Under alle omstændigheder er optagelserne interessante som dokumentation af en eksplosivt kreativ kunstner, som ikke kendte til begrænsningens kunst – på godt og ondt. (Læs mere om Springsteens tidlige demo-indspilninger på brucebase.wikidot.com).

Greetings to Springsteen

I 1998 udsendte Bruce Springsteen og hans pladeselskab opsamlingsboksen Tracks med tiloversblevne numre og alternative versioner af sange, der tidligere var blevet brugt i andre sammenhænge. Boksen indeholder som måske bekendt et stort antal gode og iørefaldende sange, som andre musikere nærmest ville slå ihjel for at have skrevet – men i Bruce Springsteens verden var der altså tale om overskudsmateriale. Dette overflødighedshorn af en musikboks blev udvalgt som præmie i en konkurrence i dagbladet Politiken, som gik ud på at sende den sjoveste eller mest originale hilsen til Springsteen – vistnok i forbindelse med et koncertbesøg, eller måske i forbindelse med Springsteens 50 års fødselsdag i 1999.

Jeg deltog i konkurrencen ved at sende omslaget til musikerens første lp – Greetings from Asbury Park, N.J. – til avisen, frankeret med et passende antal frimærker og med en eller anden personlig hilsen på bagsiden. Det har avisredaktionen åbenbart syntes var tilstrækkeligt opfindsomt, for jeg vandt i hvert fald en af de udsatte bokse samt bogen Songs med teksterne til Springsteens sange. Jeg havde naturligvis allerede købt Tracks-boksen, da den blev udsendt, så den havde jeg ikke brug for. Men så kunne jeg heldigvis glæde en af mine arbejdskolleger, som var en lige så stor Springsteen-fan som mig selv, med den. Men bogen beholdt jeg selv, og den har jeg stadig.

Et stort tillykke med den runde fødselsdag til Bruce Springsteen fra en (næsten) jævnaldrende fan.