Genrer
Steely Dan: Aja
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 145
Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands trods forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock. Det mest berømte af deres klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret "Black cow", der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for langsomt at føje til, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Her fokuserer de på at bygge op mod noget stort, med masser af detaljer. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, mens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.
"Deacon blues" er også et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er et egentligt omkvæd og en ret let forståelig tekst. Det handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky "Peg", som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.
"Home at last" har en tung slibende bas, dog her mere funkpræget end på "Black cow". Det jazzede klaver giver sangen liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. "I got the news" er ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig ved at være ret eksperimenterende. Det gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den meget struktur. Det er en spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder "Josie", og her vendes der tilbage til det poppede og funky. Der er en flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.