Genrer


Stemmen bag Nazareth blev tavs
Dan McCafferty har siden 1968, hvor det skotske hard rock band Nazareth blev grundlagt, været deres frontman og sanger kendt for sin markante og rå vokal i det høje toneleje. William Daniel McCafferty er født den 14. oktober 1946 i Dunfermline, Skotland og død den 8. november 2022 i en alder af 76.
McCafferty nåede at medvirke på 23 af bandets studiealbums mellem 1971-2014, og Nazareth har til dato udgivet to plader med deres erstatning for McCafferty, Carl Sentance. Nazareths nu afdøde sanger turnerede med gruppen frem til og med 2013 og trak sig derefter fra livet på landevejen grundet dårligt helbred.
Mange husker McCaffertys inderlige vokal på Nazareths fortolkning af Love Hurts, inkluderet på bandets sjette udspil Hair of the Dog (1975), der blev deres egentlige gennembrud i den brede offentlighed. Ud over Love Hurts blev også titelnummeret en solid single succes i millionklsssen, hvor McCaffertys enorme stemmepragt foldede sig ud i fuldt flor.
Den skotske sanger, sangskriver og musiker har udsendt tre soloalbums senest Last Testament (2019). Ydermere er det blevet til fem singler i eget navn. ‘To go into a studio and sing isn't like doing a gig. I could always make another record, but getting up to do an hour and three-quarters, and get people to pay money to come and see me — I can't do that’, lød McCaffertys forklaring på, hvorfor han fortsat indspillede studiemateriale, men valgte at stoppe som turnerende kunstner.
Love Hurts var en del af lydsporet som knægt i 10-11 års alderen under min opvækst i det sønderjyske, når jeg lyttede til tidens rockmusik. Min bror og jeg satte stor pris på Nazareths metallisk klingende tungrock i 70’erne og starten af 80’erne ikke mindst takket være McCaffertys tordenkile af et rustent og rustikt lydende rockrør. Æret være William Daniel McCaffertys minde og tak for sangene.