Stemmen i mørket

Ian Curtis hængte sig, og et par måneder efter var han udødelig. Det er Joy Division i den korte udgave. Vil man have kultstatus, findes der ikke noget bedre end at melde sig ind i "De unge dødes klub". Men hvis man også skal holde i længden, er man nødt til at levere en vare med substans, noget nyskabende, noget der sætter spor i tiden fremover. Det gjorde Curtis og hans band i den grad.

Deres rødder var i punken, men Joy Division ville andet og mere end grønt hår og ikke kunne spille guitar. Med referencer tilbage til Doors og Bowies Low-plade skabte de et lydunivers, som var klaustrofobisk, nervøst og kulsort. En stor del af æren tilfalder produceren Martin Hannett og hans sans for rum og lydeffekter. Men det helt afgørende var Ian Curtis' dybe stemme, der syntes at komme lige ud af helvede, snart truende, snart opgivende. Sjældent har rock lydt mere alvorlig.

Corbijns film Control kunne være anledning til et genhør - eller et første møde - med Joy Divisions musik. De nåede kun at udgive en ep og to fuldlængde-plader, men denne beskedne smule musik har haft enorm indflydelse på rocken efter 1980. Også dagens grupper som Nephew, Interpol og Editors bærer tydelige mærker af Joy Division.

Hvilken af deres plader er bedst? Umuligt at sige. Der er Unknown pleasures, den sorte diamant med et af verdens bedste covers. Her er desperationen blandet op med rastløs vrede. Og der er Closer, som udkom efter Curtis' død, det hvide liglagen, hvor desperationen er blandet op med resignation og kosmisk kulde.

Et personligt råd: gå uden om de mange bokse med live-optagelser og outtakes, der forsøger at malke myten til sidste blodsdråbe. Her føler man bandets energi, men det lyder ikke godt. Gå direkte til den rene vare. Hør Unknown pleasures. Og hør så Closer lige efter. Og prøv at bevare dit gode humør - det kan godt blive svært.

  Lån Joy Division fra BibZoom.dk   Lut til "Unknown pleasures"