Genrer
Steve Forbert fejrer 40 års jubilæum
I 2018 kan Steve Forbert fejre sit 40 års jubilæum som aktiv pladekunstner, og det gør han ved at føje endnu en titel til den i forvejen lange række af glimrende studieudgivelser siden 1978 – nummer 18 i rækken. Den nye cd med titlen The magic tree lød fint i mine ører, da jeg hørte den første gang; men da jeg hørte den igen dagen efter, var jeg fuldstændig solgt: det var bare en lytteoplevelse ud over det sædvanlige og et orgie af vellyd – eller med andre ord: en typisk Steve Forbert-cd.
I 1978 udsendte Forbert sin debutplade, lp'en Alive on arrival (med et ordspil på det amerikanske udtryk DOA – Dead On Arrival), og denne lp modtog mange roser fra kritikerne, som mente, at der var tale om en usædvanligt helstøbt og gennemarbejdet plade – ikke mindst i betragtning af, at der var tale om et debutværk.
Det var da også et brag af en plade: indledningsnummeret ”Going down to Laurel” er noget af det bedste, Steve Forbert nogensinde har lavet, og det siger ikke så lidt. Noget tilsvarende gælder sangen ”It isn't gonna be that way”, som Forbert stadig har på repertoiret, og som fortsat forekommer at være en særdeles moden sang fra en 24-årig sanger. Men resten af sangene på Alive on arrival er også gode og viser en usædvanligt komplet kunstner inden for singer-songwriter-området.
Det eneste problem ved debutpladen var sådan set, hvordan man følger op på sådan en succes. Men det gør man naturligvis ved at forsøge at lave en endnu bedre nr. 2-plade. Steve Forbert gik i tænkeboks i 1978 og overvejede, hvad han kunne gøre for at blive endnu skarpere – og overvejelserne resulterede i pladen Jackrabbit slim, som indledes af Forberts største hit nogensinde ”Romeo's tune” (og som i øvrigt indeholdt en stribe andre glimrende sange). Men sådan kan man selvfølgelig ikke blive ved, og i starten af 1980'erne havde Forbert faktisk svært ved at få forlænget sin pladekontrakt, fordi selskabet var utilfreds med, at de efterfølgende plader ikke rummede singlehits som ”Romeo's tune”.
Steve Forbert fortsatte med at udsende plader med vekslende mellemrum, og ikke mindst efter århundredeskiftet har hans udgivelser holdt et meget højt kvalitetsniveau inden for den genre, Forbert behersker til perfektion: iørefaldende, guitarbaserede sange med tekster, der både rummer humor og alvor og altid giver stof til eftertanke. I sine yngre dage blev Forbert sammenlignet med Bob Dylan, ikke mindst på grund af teksterne; men hans sangunivers er mere jordnært og hans sange mere melodisk vellydende end flertallet af Dylans sange. Men hvordan sammenligner man en isvaffel og en god film?
Steve Forberts nye udspil fra i år knytter sig meget tæt til hans seneste 2-3 udgivelser, som alle hævder sig flot i en produktion af – næsten – lutter højkvalitets-cd'er. Melodierne er iørefaldende, instrumenteringen er harmonisk velklingende og teksterne eftertænksomt reflekterende. Jeg kan ikke umiddelbart vurdere, om der er nogen ”Romeo's tune” blandt de nye sange; men der er i hvert fald numre, som det er svært at holde fødderne i ro til. Forbert er og bliver en dygtig melodisnedker, og han ved præcis, hvad der passer godt ind i hans sangunivers. Hvis man ellers kan lide dét, er det bare at gå i gang med The magic tree; og hvis ikke, er det værst for én selv.
På sin hjemmeside præsenterer Forbert den nye cd som ”soundtracket” til hans netop udsendte selvbiografi, Big city cat (med en titel lånt fra et af numrene på debut-lp'en). Jeg glæder mig til ved lejlighed at læse beretningen om de mange op- og nedture i Forberts begivenhedsrige liv – men det haster ikke. Hovedsagen for mig i forbindelse med Steve Forbert er – naturligvis – musikken, og på det felt glæder jeg mig over, at musikeren kan blive ved med at udsende glimrende cd'er med ganske korte mellemrum – og dét efter 40 år som producent af et overflødighedshorn af iørefaldende og mindeværdige sange!