Genrer
The Stooges: The Stooges
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 185
The Velvet Underground er et af de vigtigste bands nogensinde i forhold til indflydelse på populærmusikken, og det er også et af mine absolutte yndlingsbands. Især i forhold til punkmusik er de vigtige, og selv efter bratschisten John Cale forlod dem i 1968 fortsatte de med at være formidable og indflydelsesrige. John Cale lavede også flere store værker, f.eks. da han opdagede et ungt garagerockband og valgte at producere deres debutplade. Et af gruppens medlemmer hed Iggy Pop, og bandet hed The Stooges. Det hed pladen også. Den starter med nummeret "1969", bare i fald, at man skulle være i tvivl om udgivelsesåret. Det er en enormt energisk sang om at være en taber, der ikke udretter noget. Der er en klar blues-indflydelse, men den sløsede og distorterede instrumentation gør den meget mere moderne. Det største værk på pladen er dog "I wanna be your dog". Jeg er helt enig med konsensus her – det er det bedste, gruppen nogensinde har lavet. Den bærer i sin fyldige lyd præg af Cales produktion, og den sensuelle tekst og melodi er forførende på en måde, man ikke nødvendigvis er helt komfortabel med – men det er derfor, nummeret er så perfekt, fordi det udfordrer dig.
Noget af det smukke ved The Stooges er, at de prøver at udfordre dig til trods for, at deres sange i grunden er ganske simple. Og ingen sang er så udfordrende som "We will fall". Med det mener jeg, at jeg aldrig har hørt en sang, jeg har haft så svært ved at høre færdig. Den kører i en dyster, rituel lyd, det lyder faktisk lidt som en eller anden kult, der har messe. Og det er en fed sang – i kort tid. For det fortsætter bare i samme smøre uden at udvikle sig markant, og det bliver ved i 10 minutter. Det er muligvis det værste nummer på nogen plade, jeg nogensinde har anmeldt. Og da pladen er 34 minutter lang, så er 10 minutter ret meget. Heldigvis følger "No fun" lige efter, og det er endnu et af gruppens mesterværker. Den er så dejligt fuld af liv og spilleglæde, og den går bare helt amok til sidst, så nydelsen er stor. "Real cool time" er en kortere sang, der lyder betydeligt mindre sexet end teksten lægger op til, men for pokker, det er en lækker guitar, der er på det nummer, og trommerne er helt ustyrlige, og det støtter Iggy Pops animalske udtryk godt.
"Ann" er en lidt langsommere sang med en mere minimal lyd. Der er en fed mystisk aura over den, og Iggy lyder truende i en skræmmende grad. Og til sidst, hvor sangen helt uventet går amok rent instrumentalt, er det faktisk ret uhyggeligt. På "Not right" gør Iggy det, enhver punker er ekspert i, nemlig at råbe op i utilfredshed. Her er det seksuel utilfredshed, og han lyder mere oprigtigt vred og frustreret her end ellers. Melodien er måske ikke det mest kreative, man nogensinde har hørt, men denne sløsethed udtrykker måske også meget af konceptet bag gruppen. "Little doll" er, jeps, endnu en sang om sex. Det er vist alt, hvad Iggy tænker på. Helt præcist er det om at have sex med en, man ikke kender – hvilken grad af fremmedhed, der er tale om her, er mig dog ubekendt. Men pointen er, at han er ligeglad. Og intet ord opsummerer The Stooges nær så godt som “ligeglad”. Men det er noget af skønheden ved dem. De gør, det der passer dem, og det giver deres debutplade en charme, der er svær at matche, selv når nummeret ikke er fantastisk.