Sufjan Stevens - Carrie & Lowell

Der er to måder at lytte til Sufjan Stevens’ syvende og seneste album. Man kan vælge blot at lytte til musikken, som er uendelig smuk, harmonisk, velproduceret og let at nynne med på - og det fungerer det fint til. Det kunne nærmest være godnatsange til børn. Hvis det er sådan du foretrækker at opleve musikken, så skal du ikke læse videre i denne anbefaling.

Man kan også vælge at dykke ned i teksterne og baggrunden for albummet, og så udfolder der sig en helt anden historie. Det er historien om Sufjan Stevens’ mors skizofreni, alkoholisme og død. Albummet er farvet af fraværet, minderne og svigtet da han og broderen var helt små. Selve albumtitlen er navnene på Stevens’ egen mor og stedfar,

På albummet synger Sufjan: “When I was three, three maybe four / She left us at that video store”. Barske sager, men i samme sang synger han også: “My brother had a daughter / The beauty that she brings, illumination”, som giver klart håb om fremtiden og kommende generationer, svigtet til trods.

Musisk er det ikke langt til eksempelvis Bon Iver og Elliott Smith, men jeg finder musikken endnu smukkere, og den kunne oplagt fungere som et soundtrack. Hvor Sufjan Stevens tidligere har gjort brug af mange forskellige instrumenter, er der her skåret helt ind til benet med kun klaver, ganske få keyboards, guitar og mandolin - og nærmest ingen trommer eller percussion.

Fans af Sufjan Stevens’ tidligere udgivelser, vil måske savne hans mere eksperimenterende sider, men for mig er dette det smukkeste og dybeste album fra hans side til dato. Selv har han udtalt, at det ikke var et rart album at lave, men som oplevet så mange gange før, kan der komme den smukkeste kunst ud af sorg og kriser.

Lyt til albummet via Bandcamp =>