Super solokoncerter i smilets by

Århus Festuge

 Claus Hempler og Rickie Lee Jones 29.8.2010: Aarhus Teater

Claus Hempler

[RasmusElmelund] Sidste gang denne anmelder oplevede Claus Hempler live, var det under ganske andre forhold end på Aarhus Teater i aftes. Dengang var stedet det lille kælderspillested Café von Hatten i Randers, og kun en håndfuld publikummer var mødt op. Problemet var vist nok, at der samme aften blev spillet en fodboldkamp mellem Spanien og Italien, som et par lokale pubber viste på storskærm. Og så var randrusianerne jo nødt til at vælge.

Men til aften havde Hempler oddsene på sin side. Først og fremmest var fynboen på hjemmebane i Aarhus Teaters Store Sal, hvor han for tiden er aktiv som skuespiller i teaterstykket om Bob Dylan. Derudover havde han æren af et ualmindeligt fokuseret og dedikeret publikum, som i manges tilfælde var kommet for at høre Rickie Lee Jones, men som også var åbne for ny underholdning i nogenlunde samme kategori.

Knap ti minutter forsinket trådte herren ydmygt på scenen til stort bifald. Han havde ladet jakkesættet blive hjemme, men iklædt sig stramme hvide jeans, en lyserød skjorte og en ældre Guild westernguitar. Efter at have budt sig selv velkommen, kastede han sig ud i den stemningsfulde ”Stripped And All Boiled Down To Almost Nothing”, hvis titel sagtens kunne have været en beskrivelse af aftenens sceneshow; det var nemlig stort set ikke eksisterende. Men hverken guitar eller sceneshow betyder særlig meget i Hemplers univers. Det gør til gengæld hans store croonerstemme, der til aften blev ved med at give mig associationer til amerikanske The National, og som virkelig kom til sin ret i den store, smukke sal.

Mellem sangene serverede Hempler gerne et par velvalgte ord for publikum, og snakken gik på vidt forskellige ting: Han fik blandt andet fortalt, at han var svært beæret over at spille dobbeltkoncert med Rickie Lee Jones, han fik reklameret for Bob Dylan-forestillingen og ikke mindst erklæret sit uforbeholdne had til evergreen'en ”Mustang Sally”, som han ikke kan forstå, hvorfor alle kopibands absolut skal spille. Ja, Hempler var i sit es.

Og selv om han med et strejf ironi i stemmen kaldte aftenens arrangement for ”den kultiverede del af Århus Festuge”, optrådte han helt igennem ydmygt og sympatisk. Det var som om, at hans croonerhjerte kom stadig stærkere til udtryk, i takt med at koncerten skred frem. Numrene ”Play Time is Over For Now” og ”Lost in Space” i sidste del af sættet blev leveret med stor affektion, og jeg tvivler på, at ret mange blandt publikum kunne undgå at få gåsehud på et eller andet tidspunkt i løbet af den 45 minutter lange koncert. Det kunne jeg i hvert fald ikke.

Rickie Lee Jones

[Peter Elmelund]   Aarhus Teaters foyer emmede af et forventningsfuldt, voksent publikum, som havde været unge i begyndelsen af 80’erne. Aftenens hovednavn – nå nej, 2. solonavn - Rickie Lee Jones, ofte nævnt i klasse med Tom Waits og Joni Mitchell, skulle opleves live. Og hvordan var hun så i aften? Da hun sidst spillede i Århus (på Train i marts), havde samspillet med de to andre musikere glimret ved sit fravær, ligesom et snakkesaligt Århuspublikum havde medvirket til dårlige vibrationer.

Men vi var nu på Aarhus Teater, og den gamle sal viste sig perfekt til en solokoncert med Rickie Lee Jones; et andægtigt lyttende publikum og en katedralagtig ideel akustik til den nøgne sang akkompagneret af en westernguitar.

Den 55-årige amerikaner kom stille og roligt og smilende ind på scenen med sit lange hår, der fra min plads så mere askeblond end lyseblond ud – matchende publikums.

Første nummer var ”His Jeweled Floor” fra hendes plade fra sidste år. Et nummer, som hun fortalte var inspireret af både asketisk sufisme og hendes mors død – et sandt requiem. Vi var tryllebundet af Rickie Lee Jones’ stemme – så overraskende, at dén kvinde med den dybe, slidte talestemme havde en så fantastisk og lys lillepigesangstemme med en gevaldig spændvidde. Men med en erfaring, der er betydeligt fjernt fra lillepigen.

Næste sang var bluessangen ”Weasel And The White Boys Cool” fra hendes debutalbum fra 1979. Dét album, der stadig står som en milepæl i amerikansk singer/songtradition – spækket med hits. Spændvidden var slået fast, vi fik i alt 10 sange pænt fordelt fra hendes (foreløbig) 30 års karriere. Og selvom de første seks numre kun blev akkompagneret af hendes guitarspil, var teatrets rum fyldt med vellyd. Rickie Lee Jones mestrede et nuanceret guitarspil med et virkelig funky drive. Godt med delay og chorus på; i begyndelsen var det næsten for meget. Men ved begyndelsen af et nummer hørtes blot den ”rene” guitar, så det var faktisk okay med effekterne.

En sjælden venlig og smilende Jones, der (tidstypisk!) drak en slurk kildevand mellem hvert nummer.

Fra klassikeren ”Coolsville” gik Jones over til det sorte flygel, som hun i mine ører mestrede knapt så virtuost som guitaren. Efter ”On Saturday Afternoons In 1963” gik hun frem til scenen og bukkede – og det var så den koncert. Efter minutters taktfaste bifald kom Rickie Lee Jones atter på scenen, dog blot kun for storsmilende at bukke og takke. Så ingen ekstranumre, selvom der også havde stået en blond Fender Stratocaster på scenen, som vi nok var nogle, der havde håbet at få at høre i et ekstranummer som for eksempel ”Chuck E’s In Love”.

En stor koncertoplevelse – at have fået lov til at være tæt på Rickie Lee Jones og hendes rige univers. Og når vi nu fik hele to solokoncerter denne aften, var længden faktisk mættende.

En mindeværdig aften på Aarhus Teater.