Svensk jul

Den første sne indvarsler vinterens og julens snarlige komme, og selv om den første sne sjældent bliver liggende ret længe (i Danmark), er det vinterlige vejrfænomen en reminder om, at det er ved at være på tide at finde vinter- og jule-cd´erne frem fra gemmerne. Desuden er den første sne et signal om, at det er tid til at tjekke op på, om året skulle have bragt nye jule-udgivelser på banen, så de kendte julesange kan få lidt konkurrence.

Ikke fordi der er noget i vejen med de gamle sange; men fordi det altid er interessant at høre nye bud på kandidater til julens playliste. I det følgende giver jeg mit bud på, hvilke jule-rocksange, jeg vil anbefale til den kommende tid – sne eller ej – og hvilke julesange, der efter min mening ikke formår at tage konkurrencen op med de klassiske eller nyklassiske sange. Når jeg udelukkende nævner svenske jule-rocksange, skyldes det ud over personlige præferencer, at svenskerne så vidt jeg kan se har en længere og mere rodfæstet tradition for at fejre julen med nye (rock)julesange.

Klassiske julesange
I min cd-afspiller og i min terminologi inkluderer bagkataloget over mere eller mindre klassiske rocksange om julen (mindst) et par titler af giganten over dem alle i svensk rockmusik, Ulf Lundell. Allerede på en af Lundells første pladeudgivelser, ”Nådens år” fra 1978, optræder en af hans mest kendte sange, som samtidig må karakteriseres som en ægte vinterklassiker: ”Snön faller och vi med den”: ”Snön faller och vi med den/ långt, långt till sommaren/ snön faller och vi med den/ det blir mycket bättre sen/ iväg med bilen genom flingorna/ ingen vart, ingen vart/ bara bort”. Ud over en dejlig melodi, som sidder lige i øret med det samme udmærker sangen sig ved at præsentere Agneta Fältskog på en smuk harmonistemme, og det gør ikke nummeret dårligere. Der er ikke tale om en decideret julesang, men helt afgjort en sang, der hører juletiden til.

En anden nyklassisk rocksang med julemotiv er Tomas Andersson Wijs ”Första snön är alltid vitast” (2006), som i tidens løb er blevet indspillet af et større antal svenske musikere. Sangen er også med på Mauro Scoccos ”Årets julklapp” (2011), hvor Scocco selv synger duet med Tomas Andersson Wij, så der næppe er et øje tørt. Sangen er vældigt iørefaldende, hvilket jo også er årsagen til de svenske musikeres interesse for den; men samtidig er den vældig trist, selv om (eller måske netop fordi) den handler om selve juleaften. For desværre har jeg-fortællerens kæreste netop forladt ham, så det smukke vinterklædte Stockholm tilbyder ham ikke nogen trøst – nærmest tværtimod, fordi ”derude et eller andet sted findes du og jeg/ dem vi var, dem vi kunne være”. Ak ja: ”Om tre fyra timmar ska klockorna slå/ från Södermalm till Vasastan/ all väntan är över, men inte för mig/ jag ska lägga mig och sova hela dan”. Intet er så smukt som nyfalden sne – og intet er så trist som forlist kærlighed.

Staffan Hellstrand har skrevet en (næsten) lige så sørgelig julesang som ovenstående, nemlig ”Ängel (en julsång)”, som findes indspillet på ”Sånger för december” (2006) af Uno Svenningson og Irma Schultz Keller. Men han har også udsendt en langt mere slagkraftig og håbefuld julesang om juleglæde og fællesskab – på trods af nogle uvenlige og ugæstfri omgivelser: ”Julvisa i Finnmarken”. I 1989 indspillede Hellstrand en hel cd med sange af Dan Andersson, ”Hemlös”, og blandt disse klassiske sange var julevisen fra Finnmarken (med melodi af Thorstein Bergman). ”Försonta och glada i stjärnans timma/ vi glömma att jorden blev bräddad av hat/ vi reso oss upp under stjärnor som glimma/ omkring oss de heligas natt vi förnimma/ för den och för jorden för himlen och oss/ våra stop vi höja, kamrat” (”stop” betyder ”krus”). En god julesang om solidaritet med de fattige og udstødte, ikke mindst i vinterens kulde.

Nye julesange
Der er mange flere ældre svenske julesange, som det er værd at lægge ører til – se herom bl.a. artiklen ”December i musikken – i Sverige”. Men hvad med de nye julesange, som skal udfordre de gamle sange i kampen om en plads i cd-afspilleren? Bo Kaspers Orkesters jule-cd ”I denna mörka vintertid” fra 2021 har jeg allerede omtalt i ovennævnte artikel, og udgivelsen har helt klart vundet yderligere ved et nærmere bekendtskab: Bo Kapsers Orkester spiller bare en yderst behagelig musik, der er som skabt til at fremmane en stemning af ro og velbehag. Og det kan der godt være brug for midt i julens jag og stress. Den cd kommer helt klart til at indgå i mit diskotek af uomgængelige juleplader.

Allerede i 2017 udsendte Pernilla Andersson en jule-cd, ”Vintersånger från Garbo”, som jeg først har opdaget i år, og som nok kan fortjene en halv times opmærksomhed (det er den tid, cd´ens 8 sange varer), bl.a. på grund af de medvirkende musikeres kunnen. Navne som Jerker Odelholm, Andreas Dahlbäck og Fredrik Rönnqvist er for mig i sig selv en anbefaling af musikken, og Pernilla Anderssons fine, lidt spinkle stemme er også en fornøjelse at lytte til. Det er også nødvendigt, for emnerne for hendes nye julesange er ikke de mest muntre: ensomhed, faderens sygdom og død, dårlig samvittighed over at være væk fra sit barn, lastbilen der kørte ind i folkemængden i Stockholm i april 2017 og lignende hyggelige sager.

Det er lidt imponerende at kunne forvandle disse barske temaer til vellydende julesange, og opgaven lykkes da også kun delvis for Pernilla Andersson. Halvdelen af hendes nye julesange er tæt på at forsvinde i lavmælte, minimalistiske arrangementer; men den anden halvdel er til gengæld glimrende, og indledningssangen ”Snön faller tyst över Garbo” (Garbo er en bygning på Söder i Stockholm) ligner et godt bud på en mulig kommende juleklassiker. Smuk julemusik; men et kvarters gode sange er måske lige i underkanten til, at udgivelsen kan konkurrere med de gode gamle jule-cd´er.

En helt ny svensk jule-cd, som er blevet kraftigt promoveret i de svenske medier, og som jeg også selv har haft en del forventninger til, er Anna Stadlings og Helen Sjöholms ”Snö och marschaller” (”marschaller” er udendørs julelys). Anna Stadling har en fortid som korsanger i Lars Winnerbäcks husorkester Hovet og har desuden en stribe udmærkede soloudgivelser bag sig, mens Helen Sjöholm ikke mindst er kendt for sin medvirken i Benny Anderssons orkester BAO, hvor hun er stemmen bag gigantsucceser som ”Du är min man” og ”Vår sista dans”.

Stadling og Sjöholm har været venner siden ungdommen og har efter sigende længe haft lyst til at lave en plade sammen. Det er nu sket med ”Snö och marschaller”, som desværre – efter min mening – er en stor skuffelse, fordi ingen af de inkluderede julesange lader de to sangerindes potentielt kraftfulde stemmer komme til fuld udfoldelse. I stedet har sangerinderne, måske under indtryk af sangmaterialets manglende dynamik, vist sig fra deres allerpæneste side med masser af harmonisk skønsang – men uden hverken saft eller kraft. De fleste af de 13 julesange virker noget blodfattige og alt for flinkeskoleagtige, og det resulterer i et nydeligt, men desværre ret uinteressant bidrag til bestanden af nye jule-cd´er.

Det er ret betegnende for udgivelsen, at dens mest livfulde øjeblikke opstår i titelsangen, skrevet af Lars Winnerbäck, da ophavsmanden til sangen selv dukker op som gæst og synger med på et par vers. Man kan måske ikke sige noget direkte dårligt om Stadlings og Sjöholms bud på fortolkninger af en række nye og ældre julesange – men cd´en kommer ikke til at snurre mange gange i min cd-afspiller. Dertil er den alt for tandløs og anonym.