Swedish Music Hall of Fame 2020

I 2019 blev der ikke indvalgt nye navne i den svenske populærmusiks Hall of Fame, Swedish Music Hall of Fame (SMHOF). Institutionen lå stille det meste af året, fordi dens leder og centrale omdrejningspunkt, Charlotte Wiking, gik bort i en alder af kun 48 år. Derfor forblev antallet af indvalgte personer i æreslogen på de 46 tidligere indvalgte i hele 2019; men i midten af april 2020 kom der igen liv i projektet. Her blev dette års 10 nyindvalgte navne præsenteret for offentligheden, selv om ceremonien i forbindelse med optagelsen af de 10 nye medlemmer blev udskudt til efteråret 2020 på grund af corona-krisen. Den fysiske del af SMHOF, beliggende på Scenkonstmuseet i Stockholm, er lukket for tiden af samme årsag; men den digitale Hall og Fame, nu altså med 56 medlemmer, kan besøges på hjemmesiden smhof.se

Jeg har tidligere her på Bibzoom skrevet om den svenske populærmusiks Hall of Fame, og jeg har ikke altid været lige enig i de skiftende juryers valg af navne til projektet. Men en Hall of Fame har jo tiden med sig, forstået på den måde, at jo længere tid der går, jo flere navne vil hæderslisten omfatte – og så kan det i den sidste ende forekomme ligegyldigt, om det ene navn blev optaget et par år før det andet. På vej mod denne situation er der imidlertid god grund – og rig anledning – til at undre sig over jurymedlemmernes prioriteringer og valg af navne til listen det enkelte år. Endnu er den svenske Hall of Fame med sine seks aktive år på bagen da også så ung, at der stadig uundgåeligt vil være diskussion om prioriteringen af det ene navn frem for det andet et bestemt år – og den diskussion vil jeg meget gerne bidrage til (og har i øvrigt også gjort det i form af fremsendelse af kandidatforslag til listen til den svenske jury).

Hvor er Mikael Wiehe?

I 2018 undrede jeg mig efter kåringen af årets udvalgte personer temmelig kraftigt over den fortsatte udeladelse af visse særdeles iøjnefaldende svenske musiknavne, og denne undren er ikke blevet mindre efter præsentationen af det sjette hold nyindvalgte. Først og fremmest er det fraværet af den navnkundige rockkæmpe Mikael Wiehe, der vækker min undren, ikke mindst fordi der er så rig lejlighed til at få øje på ham i det svenske musiklandskab: som solist, som duo med Björn Afzelius og som del af det hæderkronede orkester Hoola Bandoola Band. Når Wiehe stadig ikke er fundet værdig til optagelse i svensk populærmusiks Hall of Fame (der i parentes bemærket efterhånden rummer en del mindre markante navne, for nu at sige det på en pæn måde), kan det så vidt jeg kan se kun skyldes en af to årsager: enten har Mikael Wiehe selv frabedt sig at blive optaget på æreslisten, hvilket jeg ville finde højst usandsynligt. Eller også har juryen besluttet sig for at glæde Wiehe med en optagelse i Hall of Fame i forbindelse med sangerens 80 års fødselsdag næste år. Hvilket desværre nok heller ikke er særlig sandsynligt.

Jeg har forsøgt at grave lidt i årets fem jurymedlemmers baggrund for at se, om en eller flere af dem skulle have et horn i siden på Wiehe og af den grund har ønsket at holde ham ude af det gode selskab. Men det er der ikke noget, der tyder på. Flere af de fem musik- og kulturjournalister i juryen har tværtimod ved forskellige lejligheder skrevet stærkt rosende om Mikael Wiehe og hans musikalske udfoldelser. Men hvordan kan det så gå til, at skiftende juryer igennem seks år ikke har kunnet få øje på et fyrtårn, der udskiller sig endog særdeles tydeligt fra omgivelserne og aldrig har forsøgt at skjule sig for offentligheden? Undladelsessynden kan da umuligt have noget med Wiehes eksplicit socialistiske holdninger at gøre?

Grunden til SMHOF-juryens fortsatte negligering af Mikael Wiehe er svær at få øje på – i hvert fald for undertegnede – og fravalget af Wiehe trækker kraftigt nedad i æreslogens troværdighed og prestige. For man kan jo ikke bare forklare udelukkelsen med kapacitetsproblemer eller affeje den som et udslag af tilfældigheder – en Hall of Fame er vel en Hall of Fame, dvs. en liste over de på et givet tidspunkt mest berømmelsesværdige navne inden for et specifikt område. Derfor er det i realiteten heller ikke ligegyldigt, om en bestemt musikpersonlighed bliver optaget det ene år eller det andet; en Hall of Fame bør i princippet afspejle den til enhver tid herskende kvalitetsrangorden inden for sit virkeområde. Hvis SMHOF var et offentligt foretagende, ville man nok sige, at årets valg af navne til svensk populærmusiks Hall of Fame var en ommer. Men SMHOF er en privat virksomhed og kan derfor naturligvis gøre, som den lyster – og må efterfølgende regne med at møde kritik for sine fejltrin.

Undladelsessynder og gode valg

Udeladelsen af Mikael Wiehe blandt de indtil videre 56 navne på listen over fremtrædende skikkelser inden for svensk populærmusik er det mest iøjnefaldende fejlskud p.t.; men der er naturligvis også andre udeladelser, som må forekomme en kender af området besynderlige. For mig er det helt uforståeligt, at den indflydelsesrige og folkekære visesanger Olle Adolphson endnu ikke er at finde blandt de udvalgte navne på listen, mens Adolphsons bedst kendte kolleger inden for viseområdet, Evert Taube og Cornelis Vreeswijk, længe har været en del af SMHOF. Der er næppe nogen fornuftig grund til, at Adolphson ikke også skulle indtage sin retmæssige plads på æreslisten ved siden af sine to ligemænd. Men igen kan man selvfølgelig forsøge at trøste sig med, at det blot er et spørgsmål om tid. Hvis man venter længe nok, vil både Olle Adolphson, Lars Winnerbäck, Eldkvarn, Peter Lemarc og en lang række andre fremtrædende navne inden for svensk populærmusik helt sikkert på et tidspunkt få en plads i de hellige haller; men det er en trøst, der klinger noget hult.

Hvis man efterlyser navne i SMHOF, som jeg her har gjort, må man nødvendigvis være parat til at udelukke nogle af de allerede indvalgte navne til fordel for de nye forslag. Det ville jeg helt sikkert også kunne gøre; men jeg skal undlade den lille øvelse for ikke at invitere til mere kævl og uenighed end nødvendigt. I stedet vil jeg hellere rose årets jury for et af dens valg, som faktisk ikke var helt oplagt, men som forekommer både velovervejet og klogt, og som kan tjene til at henlede publikums opmærksomhed på et måske noget overset musiknavn. Ved valget af kvindegruppen Tant Strul til listen peger juryen således ud over selve gruppen samtidig på diverse udløbere af den, som f.eks. Kajsa & Malena, samt på Kajsa Grytt som solist. Tant Strul med udløbere har skabt en god portion mindeværdig musik, som både har påvirket andre musikere, og som stadig kan høres med fornøjelse den dag i dag.

Valget af Lill Lindfors til SMHOF forekommer mere indlysende og desuden aldeles velanbragt, bl.a. fordi sangerinden dermed kommer til at indtage pladsen ved siden af sine to jævnaldrende sangerinde-kolleger, Siw Malmkvist og Lill-Babs. De tre sangerinder har alle i 1960'erne repræsenteret Sverige ved Melodi Grand Prix og har i øvrigt hver for sig haft lange og succesfulde sangkarrierer. Så der er ingen grund til, at Lill Lindfors ikke også skulle optræde i SMHOF sammen med de to andre navne. Georg Riedel er ophavsmand til et utal af melodier, bl.a. til Astrid Lindgrens sange, og alene hans melodi til den elskede ”Idas sommervise” gør ham berettiget til en plads i SMHOF. Håkan Hellströms enorme popularitet hos koncertpublikummet peger på ham som en oplagt kandidat til æreslisten, ligesom Ingela ”Pling” Forsmans utallige kompositioner til det svenske Melodi Grand Prix gennem årene også gør hende til et indlysende valg til SMHOF. Der er altså tale om en række velfortjente indvalg i SMHOF i år, hvorfor man bestemt ikke kan kalde juryens valg til årets æresliste helt ved siden af – men se nu for pokker at få Mikael Wiehe optaget i SMHOF! Så ville en del andre valg bedre kunne forklares.

En dansk Hall of Fame?

Listen over de mest betydningsfulde navne inden for svensk populærmusik fra 1920'erne og frem til i dag er en både fornøjelig og interessant foreteelse, som i bedste fald kan fungere som inspiration for det musikelskende publikum, og som i hvert fald kan invitere til diskussioner om, hvorfor dette eller hint navn ikke er optaget på listen (jf. dette indlæg). Desuden er det en nyttig egenskab, at æreslisten både har en fysisk fremtrædelse i form af et museum, hvor man kan møde diverse genstande med relation til de indvalgte kunstnere, og en digital udformning, som eksisterer uafhængigt af eventuelle lukninger af de fysiske museumslokaler.

Kunne det ikke være en ide med en Danish Music Hall of Fame over dansk populærmusik gennem tiderne – selv om en sådan jo til dels allerede er forsøgt etableret i form af musikdelen af Brian Mikkelsens til tider temmelig udskældte Kulturkanon. Formålet med en DMHOF ville dog være et noget andet end formålet med en kanon, bl.a. fordi en hædersliste jo pr. definition er tænkt som en kontinuerligt voksende oversigt, i modsætning til kanon-formens stærkt begrænsede rammer. Måske man i givet fald samtidig kunne indskrænke en DMHOF til kun at være en Hall of Fame over dansk rockmusik, som så passende kunne finde sin fysiske bolig hos rockmuseet Ragnarock i Roskilde. Her ligger rammerne jo på forhånd klar til et projekt i stil med den svenske Hall of Fame på Scenkonstmuseet i Stockholm. Man/jeg kan allerede begynde at glæde sig/mig til diskussionerne om, hvem der først skal optages på en dansk æresliste – ud over Kim Larsen og Gasolin' naturligvis.