Swedish Music Hall of Fame retter (lidt) op

Hvert år siden 2014 (bortset fra 2019) har den uafhængige organisation Swedish Music Hall of Fame (SMHOF) udpeget et antal musiknavne, som har haft betydning for udviklingen af svensk populærmusik, til et musikalsk æresgalleri. Årets indvalg af musikere til SMHOF har netop fundet sted, og med de 6 nye navne omfatter æresgalleriet efterhånden 72 betydningsfulde svenske populærmusiknavne fra de seneste 100 år. Om det også er de 72 bedste eller vigtigste navne fra perioden er et åbent spørgsmål.

Jeg har tidligere her på hjemmesiden kommenteret juryens valg af musiknavne til SMHOF, og jeg har ikke altid været lige begejstret for valgene. I 2022 blev jeg så nedslået over valget af navne som Petter, The Soundtrack of Our Lives og Brita Borg i stedet for en stribe langt mere oplagte aspiranter til galleriet, at jeg undlod at videregive min mening om de nye udpegninger til denne hjemmesides læsere. Men i år er jeg klar igen med et par kommentarer til udvidelsen af SMHOF.

Adolphson og Ledin
I år var det 9. gang, der blev udpeget nye musiknavne til det svenske æresgalleri for populærmusik. Antallet af udpegede varierer år for år, og denne gang havde juryen altså valgt at pege på 6 nye navne til SMHOF. Juryen begrunder sine valg med en kort præsentation af de pågældende musikeres karrierer og betydning for svensk populærmusik; men juryen begrunder ikke, hvorfor den netop har besluttet sig for disse navne og ikke for en række andre navne, ligesom den ikke begrunder, hvorfor den netop er havnet på 6 navne i år. Hvorfor ikke 5 eller 10?

Og hvorfor ikke den eller hin musiker, som lige så godt kunne være foretrukket til SMHOF? Det enkle svar på den slags spørgsmål er, at SMHOF er en selvejende institution, som kan gøre, hvad den vil, og som ikke behøver at stå til ansvar for sine beslutninger. Ganske vist kan man argumentere, at alt for mange indlysende fejlprioriteringer vil påvirke institutionens omdømme og troværdighed; men i princippet kan SMHOF være ligeglad med kritik (og er det også) – og om ikke andre vil i hvert fald årets indvalgte være tilfredse med juryens arbejde!
Jeg har i en årrække undret mig over, at juryen har undladt at pege på den ene af Sveriges 3 store visesangere, Olle Adolphson, når de 2 andre for længst er optaget i æresgalleriet, Evert Taube og Cornelis Vreeswijk. Denne oplagte skævhed er der omsider blevet rettet op på i år, hvor Olle Adolphson – ”en ordets mester”, som det bl.a. siges i begrundelsen for valget – er blandt de 6 udvalgte. Bedre sent end aldrig, kan man sige – og det gælder jo for resten alle de p.t. ikke indvalgte musiknavne: hvis de venter længe nok, skal de såmænd nok engang få deres retmæssige plads i SMHOF. Og hvis man venter længe nok, kan man blive konge af Sverige, kunne man tilføje. Men er det en rimelig måde at anskue spørgsmålet om valg og fravalg på?

Én ting er jo, at valget til æresgalleriet ikke sker kronologisk, så de ældste kandidater automatisk indvælges først. Juryens ambition er med sine valg at belyse ”alsidighed, originalitet og banebrydende indsatser for populærmusikken i Sverige”, og det sker ved at fokusere på navne, der ”har haft en betydningsfuld indflydelse på populærmusikkens udvikling i Sverige”. Disse temmelig løse rammer omkring indvalgene sikrer juryen stor handlefrihed i sine valg – og sådan skal det også være. Samtidig gør de vide rammer det vanskeligt at bebrejde juryens dens valg; juryen skal jo tilgodese alle musikgenrer (folk, jazz, metal, hiphop, rock, osv.), så derfor kommer den måske nogle år til at forbigå nogle genrer, der i forvejen er godt repræsenteret i SMHOF. Sådan kan argumentere; men de vide rammer kan trods alt næppe begrunde åbenlyse mangler og udeladelser år efter år i forbindelse med en oversigt over den svenske musikskats største navne. Her er der tale om en balancegang.

I år fik Olle Adolphson altså langt om længe sin retmæssige plads i populærmusikkens Hall of Fame i Sverige. Tak for det. Helt rimeligt kan man vel også kalde det, at den nutidige populærmusiks grand old man, Tomas Ledin, i år blev indvalgt i SMHOF på grund af sit ”faste greb om den svenske folkesjæl gennem 50 år”. Udeladelsen af Tomas Ledin fra det fine selskab (indtil nu) må vel også siges at være en gammel undladelsessynd, som der nu omsider er rådet bod på. Velkommen i æreslogen til ”hele landets sangstemme”, som det siges i begrundelsen for valget.

Ud over Adolphson og Ledin består juryens udvalgte gruppe i år af sangerinderne Ann-Louise Hanson (med en aktiv sangkarriere på de svenske scener på ca. 60 år), Lena Willemark (”en af Nordens mest alsidige sangere”), Jenny Wilson (som kun lige lever op til optagelseskravet om en aktiv musikkarriere på mere end 20 år) samt rockgruppen Mando Diao (med en lige så kort musikkarriere som Jenny Wilson, men til gengæld med et giganthit med albummet ”Infruset” (2012), hvor bandet tolker digte af Gustaf Fröding). Alt sammen ganske udmærket – men hvad med undladelsessynderne?

Mikael Wiehe og Rip, Rap og Rup-princippet
Jeg har i mange år, faktisk siden oprettelsen af SMHOF i 2014, undret mig – mere eller mindre højlydt – over, at et af den svenske populærmusiks fyrtårne gennem de seneste 55 år, Mikael Wiehe, ikke er at finde i æresgalleriet over svensk populærmusik. Måske har Wiehe selv sagt nej tak til at blive optaget i SMHOF, hvad ved jeg? Men hvis det er tilfældet, burde det i det mindste fremgå et eller andet sted, så man slap for at undre sig over urimeligheden. Som det er nu, vil enhver udenforstående betragter formodentlig undre sig over, at den gamle frontkæmper for den politiske musik ikke er fundet værdig til at blive hyldet for sin indsats med en plads i SMHOF.

Man kan næppe overvurdere Wiehes betydning for den svenske populærmusiks udvikling, eftersom han og Björn Afzelius og deres Hoola Bandoola Band var med til at tegne den såkaldte progg-musik, som op igennem 1970´erne udgjorde den ene halvdel af svensk popmusik (hvor ABBA og dansbandmusikken stod for den anden halvdel). Progg´en udviklede sig senere og fandt til en vis grad sammen med mainstreammusikken i et fælles musikalsk udtryk. Men når det er sagt, må det også tilføjes, at Sverige i længere tid end de fleste andre lande (heriblandt Danmark) kunne bryste sig af at have en decideret politisk orienteret rockmusik.

Da jeg var færdig med at undre mig over, at Mikael Wiehe heller ikke i år havde fundet vej til SMHOF, slog det mig, at ingen af de voldsomt populære og slagkraftige progg-grupper fra 1970´erne og frem er at finde i det svenske æresgalleri. Blandt de 72 navne i SMHOF finder man ikke et eneste progg-navn, men derimod repræsentanter for diverse andre musikgenrer. Nationalteatern, Nynningen, NJA-gruppen, Motvind, Blå Tåget, osv. osv. – hvor er de henne i forhold til SMHOF´s erklærede ønske om at ”ville sprede viden om den svenske musikskat og etablere populærmusikken som en central del af vores nationale kulturarv”? Svaret blæser i vinden; men det må efterhånden stå klart, at Mikael Wiehe af ukendte årsager er persona non grata i populærmusikkens æresgalleri.

Og det bliver næppe lettere for Wiehe at blive indvalgt fremover. Da jeg havde studset over fraværet af progg-musikere i SMHOF, opdagede jeg ved at nærstudere optagelsesprocedurerne til æresgalleriet, at selve udvælgelsesprocessen er med til at forhindre, at profilen på galleriets udvalgte ændres. Det hedder nemlig i beskrivelsen af udvælgelsesprocessen, at ud over den såkaldte ”ekspert-jury” på 4 personer indgår de allerede indvalgte i Hall of Fame i ”en stor-jury, som har mulighed for at påvirke, hvilke musikere, de ønsker at se ved deres side”.

Jamen, det er da vist det, man i andre sammenhænge kalder ”Rip, Rap og Rup-princippet” – altså det fænomen, at folk normalt er tilbøjelige til at pege på nogen, der ligner dem selv, når de skal vælge nye venner, medarbejdere, chefer, osv. Man kan selvfølgelig ikke udelukke, at Lena Willemark og Ann-Louise Hanson næste år vil pege på Mikael Wiehe som kandidat til SMHOF; men sandsynligheden for det er nok ikke voldsomt stor.

Jeg skylder lige her til slut at nævne, at også ”almenheden”, altså alle interesserede, er velkomne til at sende deres forslag til SMHOF-kandidater til juryen, som så formentlig vil tage stilling til forslagene. Jeg har selv allerede et par gange forsøgt at foreslå navne som Mikael Wiehe, Eldkvarn og Lars Winnerbäck som kandidater til den svenske Hall of Fame – primært for at være sikker på, at juryen kender til disse navnes eksistens. Men jeg er godt klar over, at det nok ikke har været strengt nødvendigt at sende den type forslag; jeg kan tænke mig, at juryen bag udpegningen af navne til det svenske æresgalleri selv har hørt tale om nogle af de seneste årtiers uden sammenligning mest originale, mest indflydelsesrige og mest populære musiknavne i Sverige. For nu at sige det på den måde.