Genrer
Sweetheart of the rodeo - 50 år efter
Den 24. juli i år startede The Byrds på en mini-turné, som vil bringe gruppen rundt til forskellige spillesteder i USA. ”Gruppen” er måske så meget sagt, for det er kun to af de oprindelige Byrds-medlemmer, der er med på turnéen – men til gengæld er det de to mest fremtrædende medlemmer. Roger McGuinn og Chris Hillman fandt i foråret 2018 ud af, at det kunne være sjovt at stable en mini-turné på benene for at fejre 50 års jubilæet for en af gruppens mest mindeværdige pladeudgivelser: Sweetheart of the rodeo fra august 1968.
McGuinn og Hillman har gjort opmærksom på, at det ikke drejer sig om en egentlig Reunion Tour – kun om en turné, som skal markere 50-året for en bestemt, markant albumudgivelse. Når det er vigtigt for de to at pointere, at det ikke handler om en gendannelse af The Byrds, skyldes det, at ”The Byrds” er et begreb, der dækker over uendeligt mange konstellationer af forskellige medlemmer gennem tiderne. Turnéen er altså udelukkende en hyldest-turné til The Byrds, som gruppen så ud i slutningen af august 1968 – det tidspunkt, hvor Sweetheart of the rodeo blev udsendt.
I august 1968 bestod The Byrds af fire medlemmer: Roger McGuinn, Chris Hillman, Gram Parsons (som døde i 1973) og Kevin Kelley (som døde i 2002). Der er flere tidligere medlemmer af The Byrds, som fortsat er i live, og som kunne være inviteret med på en regulær Reunion Tour – bl.a. David Crosby – men altså ikke flere overlevende medlemmer fra 1968-versionen af The Byrds.
Fra psykedelisk music til country-rock
Omstændighederne omkring indspilningen af Sweetheart of the rodeo var endnu mere kaotiske end det normalt var tilfældet med Byrds-indspilninger – hvis der ellers er noget, der kan kaldes normalt i forbindelse med en rockgruppe, hvis primære kendetegn er ustandselige udskiftninger i besætningen og konstante rivegilder om musikkens indhold og retning.
I 1966 forlod Gene Clark The Byrds, fordi han ikke var indstillet på de mange koncert-turnéer, der var nødvendige for at promovere nye udgivelser. I 1967 blev David Crosby så smidt ud af gruppen på grund af samarbejdsproblemer (for at udtrykke det diplomatisk), og Michael Clarke forlod gruppen nogenlunde samtidig – efter sigende, fordi de øvrige gruppemedlemmer ikke mente, at han var dygtig nok ved trommerne.
I starten af 1968 var der derfor kun McGuinn og Hillman tilbage i gruppen. De to engagerede Chris Hillmans fætter, Kevin Kelley, til at tage sig af trommerne på en forårsturné med The Byrds, men det viste sig snart, at tre personer var for lidt til skabe det rigtige lydbillede. Derfor skulle man bruge en mand mere, og her faldt valget på den 21-årige Gram Parsons, som allerede havde sit eget band (International Submarine Band). Parsons blev hyret til at spille klaver i The Byrds – men der gik ikke ret lang tid, inden han gik over til at spille guitar i stedet for.
Instrumentskiftet var dog ikke det eneste udslag af, at det nye gruppemedlem havde sin helt egen mening om, hvordan The Byrds skulle lyde. Langt vigtigere var det, at Gram Parsons også havde sine egne ideer om, hvad for en slags musik, han havde lyst til at spille – og de ideer ville han gerne føre ud i livet inden for rammerne af The Byrds. Som man kan høre på den eneste LP-udgivelse med International Submarine Band, var det i høj grad country-musikken, der havde Parsons' interesse, og det var også den form for musik, han gerne ville have, at The Byrds skulle spille (selv om han selv betegnede musikken som ”Cosmic American Music”).
Det skal straks tilføjes, at country-inspireret musik langt fra var nogen nyhed for medlemmerne i The Byrds. Chris Hillman havde selv en bluegrass-baggrund, og country-musikken lå ikke langt borte på en række af gruppens tidligere numre (f.eks.sangen ”Satisfied mind” fra albummet Turn,turn, turn). Men der var dog aldrig tale om fuldblods country-musik på de tidligere Byrds-plader, som primært var karakteriseret ved en kraftig blanding af stilarter: rock, pop, country, blues, psykedelisk musik, osv.
Men nu skulle der altså spilles rigtig country, i hvert fald ifølge Gram Parsons, som da også til slut fik også overtalt Roger McGuinn til at gå med på planerne. Parsons fik oven i købet gennemtrumfet, at indspilningen af den nye plade kom til at finde sted i country-musikkens højborg, Nashville, hvor The Byrds fik hjælp af lokale musikere - bl.a. af guitaristen Clarence White, som senere kom til at indgå som fuldgyldigt medlem af gruppen. Det hører imidlertid med til historien, at det kun var de første af de nye numre til den kommende plade, der blev indspillet i Nashville. Senere fortsatte optagelserne i Hollywood – hvor nogle af Nashville-indspilningerne også blev færdigmixet.
Indholdet på Sweetheart of the rodeo
Ud over lokaliteten for optagelserne til det nye album var det naturligvis valget af materiale til udgivelsen, der tydeligst indikerede den nye musikalske linje. Indholdet på Sweetheart of the rodeo rummer kun få nyskrevne numre, nemlig to sange af Gram Parsons, og de to numre suppleres af en stribe mere eller mindre klassiske country-sange af navne som Merle Haggard, Luke McDaniels og Woody Guthrie. Dertil kommer de to obligatoriske Dylan-numre, denne gang hentet fra de legendariske Basement tapes - men altså slet ikke noget nyt fra hverken McGuinn eller Hillman. Man kan nok med god ret påstå, at Gram Parsons fik sat sit særdeles tydelige fingeraftryk på den nye plade.
Til gengæld blev det også den eneste Byrds-plade, Parsons medvirkede på, og da pladen blev udsendt i august måned, var Gram Parsons ikke engang medlem af gruppen længere! En af forklaringerne på hans hurtige exit fra The Byrds går ud på, at han ikke ville med på gruppens turné i Sydafrika i juli 1968 på grund af landets apartheidspolitik. Men en lige så sandsynlig forklaring er nok, at Parsons allerede var et helt andet sted henne i sine musikalske planer. Under alle omstændigheder gik der ikke lang tid efter udsendelsen af Sweetheart of the rodeo, før Parsons dannede gruppen Flying Burrito Brothers sammen med Chris Hillman fra The Byrds – men det er en anden historie.
I forbindelse med Gram Parsons' korte karriere som Byrds-medlem er det i øvrigt værd at holde sig for øje, at Roger McGuinn hele tiden var meget skeptisk over for den unge mands forsøg på at styre gruppens musik i bestemte retninger. Selv om der ikke var nogen tvivl om, at Parsons bibragte The Byrds en masse kreativt, var der også grænser for, hvor meget McGuinn og Hillman var parat til at overlade scenen til det nye gruppemedlem. Af samme grund skete der det med optagelserne til Sweetheart of the rodeo, at tre af de sange, hvor Parsons sang hovedstemmen, senere blev ommixet med McGuinns stemme i forgrunden! Og selv om det officielt skete af ophavsretslige grunde, kan man roligt gætte på, at det også skete, fordi det stødte McGuinns store ego, at han var ved at blive trængt i baggrunden i den gruppe, han selv havde været med til at starte!
Gram Parsons havde tre numre med til indspilningerne af Sweetheart of the rodeo, og to af dem kom med på den færdige plade. Det sidste nummer, ”Lazy days”, tog Parsons efterfølgende med til Flying Burrito Brothers – som i øvrigt også indspillede de to numre, der kom med på Byrds-pladen. Det var ikke mindst de to Gram Parsons-numre, der var med til at gøre den nye Byrds-musik til country-rock (i stedet for ”bare” country).
Men ”country-rock” er jo ikke nogen videnskabelig betegnelse, men derimod et begreb, der i lige så høj grad hænger sammen med fremførelsen af den valgte musik som med musikkens indre struktur eller opbygning. Derfor handler country-rock-prædikatet også om, at musikken på The Byrds' nye plade blev spillet af rockmusikere og på instrumenter, der normalt bruges til ”almindelig” rockmusik (hvis man nu kan tænke sig noget sådant) og ikke af musikere, der spillede numrene som traditionel country-musik.
Efter udgivelsen af pladen
Sweetheart of the rodeo blev ikke nogen succes ved udgivelsen, hvor den kun nåede en 77. plads på Billboards LP-liste. Pladen blev positivt modtaget af kritikerne, men den skuffede mange af de gamle Byrds-fans, som slet ikke var klar til at følge gruppen på dens rejse ind i country-land. Hvis pladen var blevet udsendt et par år senere, ville den formentlig have været en kæmpesucces i selskab med plader af grupper som Eagles og America. Men eftersom Sweetheart of the rodeo netop var så nyskabende en plade, kunne den ikke samtidig gå i fodsporene på andre udgivelser. Sådan er pionerernes lod.
Selv om den nye Byrds-plade ikke var nogen umiddelbar publikumssucces, har tiden været nådig ved musikken. Indholdet på Sweetheart of the rodeo lyder fortsat lige så frisk, som da den blev indspillet, og pladen figurerer i dag som nr. 117 på Roling Stone Magazines liste over alle tiders bedste rockplader.
Der er derfor al mulig grund til at markere 50-året for udgivelsen af en vigtig plade i rockhistorien, og det kan man passende gøre ved at lytte til indholdet på pladen. Men når man nu er i gang med at genopfriske lyden af country-rockens fødsel, vil det være en oplagt ide at gøre det med den legacy-udgave af pladen, som blev udsendt i 2003 – altså ved 35 års jubilæet. Denne udgave af Sweetheart of the rodeo er en dobbelt-cd med diverse alternative versioner samt med en række optagelser med Gram Parsons' gruppe International Submarine Band.
Blandt specialiteterne på legacy-udgaven finder man f.eks. de tre numre, hvor Parsons' stemme efterfølgende blev erstattet af McGuinns vokal, således at man nu selv kan vurdere, om det også var en god ide at ommixe de oprindelige optagelser. Desuden finder man et nummer, som trommeslageren Kevin Kelley både skrev og sang på: ”All I have are memories”. Bestemt ikke noget dårligt nummer! Og så finder man en række outtakes fra prøverne ved indspilningen af pladen. Alt sammen særdeles underholdende og meget vellydende – altså hvis man kan lide The Byrds' musik anno1968.
Gene Clark sings for you
Hvis man foretrækker The Byrds, som de lød i 1966-1967, er der faktisk for ganske nylig blevet mulighed for at supplere de allerede foreliggende udgivelser med nogle hidtil ukendte indspilninger – ganske vist ikke indspilninger med hele gruppen, men med en af de absolutte frontfigurer i den oprindelige udgave af The Byrds: Gene Clark. I tiden som medlem af The Byrds var Clark voldsomt produktiv og skrev langt flere sange, end der var brug for til gruppens pladeudgivelser. Og efter at han forlod The Byrds i 1966, fortsatte han ufortrødent med at skrive nye sange. Til gengæld var det stærkt begrænset, hvad han havde mulighed for at indspille og udsende i eget navn, for The Byrds' pladeselskab, Columbia Records, foretrak at satse på gruppen frem for på soloartisten Gene Clark, som da heller ikke havde haft nogen større succes med sit debutalbum som solist: Gene Clark with the Gosdin Brothers fra 1967.
I slutningen af 1967 tog Gene Clark en række af sine nyskrevne sange med til Larrabee Studios i Hollywood, og med hjælp fra pianisten Alex del Zoppo og et par musikere mere indspillede han otte numre, som han håbede kunne skaffe ham en ny pladekontrakt. Disse otte numre udgør hovedindholdet på den nyligt udsendte cd med optagelser fra 1967 og med titlen Gene Clark sings for you. Omtrent på samme tid var Clark desuden i studiet med nogle unge musikere (som siden blev til gruppen The Rose Garden), og med dem indspillede han seks sange, der ligesom Gene Clark sings for you-optagelserne aldrig blev udsendt på plade. Ingen af de 14 numre fra 1967 har altså tidligere været udsendt, selv om de på mange måder minder om de romantiske sange, man kender fra senere Clark-udgivelser som No other og Every picture tells a story. For fans af den tidligere Byrds-forsanger er der næppe noget at betænke sig på …