Syd Barrett – et portræt

Roger "Syd" Barrett var en engelsk rocksanger, sangskriver, guitarist, og artist som blev født i 1946, og som døde af kræft i 2006 i Cambridge, England. Han var ud af en søskendeflok på fire og bandet Pink Floyds første guitarist. Sammen med Pink Floyd skabte han i tresserne de to psykedeliske albums The piper at the gates of dawn og A saucerful of secrets.

Uden Syd Barret intet Pink Floyd. Han dominerede bandets første år med sin visionære sangskrivning, sang og guitarspil. I 1970 splittede han og bandet op. Årsagen var psykiske problemer, muligvis som følge af et stort indtag af stoffer. Om han var et syrehoved eller en unik musikalsk profet er der sikkert uenighed om. Men dem som kendte ham er enige om, at han var en intuitiv og særdeles sårbar person. I begyndelsen af halvfjerdserne trak han sig, efter et par soloalbums, tilbage fra musikbranchen - tilbage til Cambridge. Om han blev sendt otte år på sanatorium af sine forældre. Om han egentlig fik stillet en officiel diagnose, som enten skizofren eller manio-depressiv, er lidt uklart for mig. Men fans og nysgerrige sjæle har garanteret ledt efter ham på ture til Cambridge. På en ferie i 1994 spejdede jeg selv efter ham hver eneste dag!

Den britiske musikscene i 60’erne var turbulent, svingende, intellektuel, avantgardistisk, psykedelisk, eksperimenterende og fyldt med bl.a. "mods" og syrehoveder. "Craziness" var relativt normalt, hvilket måske forklarer, hvorfor ingen tidligere råbte vagt i gevær overfor Syd Barretts alt for excentriske sider. Syd blev som så mange andre unge involveret i et kunstskolemiljø med kunst, arkitektur og musik i Cambridge. Moderen drev et pensionat. Hun lagde ofte hus til de studerende og drop-outs, som siden flyttede videre til London i små kunstneriske enklaver. Den engelske rockmusik var stærkt påvirket af den amerikanske blues- og jazzmusik med funky rytmer og temposkift. Men også af den mere orientalske lyd med klirrende guitar og vokale chants. Ud af det mix skabte Syd Barrett et, for den tid, unikt lyd- og billedsprog med pre-Hendrix guitar feedback og forvrængning kombineret med østlig-inspireret sang.

Som person blev Syd Barrett beskrevet af venner og kritikere med ord som; intuitiv, sårbar, intelligent, retningsløs, charmerende (især når han ville opnå noget), populær hos pigerene (pga. sit ydre - noget som i starten fornøjede ham men endte med at stresse ham pga. manglende fred og ro). Han kunne grine hysterisk af stort og småt. Derudover var han optaget af ikke at gå glip af noget. At blive til noget i en ung alder. Hans lejlighed lignede noget, der var løgn. Rodet og altid fyldt med mennesker foruden de to katte Pink og Floyd.

Som komponist var Syd Barrett kendt for at lave nogle ret så abstrakte psykedeliske konstruktioner uden traditionel logik. Påvirket af stoffer som LSD og påvirket af sit eget indre psykiske kaos. Der var næsten altid et sært twist til en tilsyneladende tilforladelig melodi. Man hørte f.eks. en sær arytmisk guitarlyd, eller det sære kunne ligge i tekstindholdet. Hele tiden skiftede han udtryk, fraseringer og stemninger, efter hvordan han følte det her og nu. Disse improviseringer gjorde det svært for andre at følge ham. Han er dog som musiksnedker (på en god dag) blevet sammelignet med bl.a. Ray Davies fra The Kinks.

Som guitarist havde Syd Barretts flair for dramatiske virkemidler, f.eks gjorde han brug af kontraster i lyd og udtryk. Han var ingen tekniker a la Eric Clapton, men han skubbede sit instrument ud til grænsen, som også en Lou Reed gjorde det i sine tidlige Velvet Underground-dage. Eller sågar Jimi Hendrix. Hans varemærke var trance-lignende riffs, som ændrede hastighed og ofte endte brat til stor overraskelse for lytteren. De mange næsten urolige og uforudsigelige akkordskift frustrerede en mere fornuftig med-musiker som Roger Waters. Barrett var en fornyer og en eventyrlysten anarkistisk revolutionær, mente kritikerne. En fornyer uden det vedhold, som kunne have gjort ham til en af de helt store legendariske guitarister.

Som sanger var Syd Barrett avantgardistisk, psykedelisk og surrealistisk. Ofte sang han sine iørefaldende melodiske hooks stærkt stiliseret eller med hypnotisk chanting indover. Det kunne være episke vers med eventyrligt billedsprog eller ironiske nonsens-rim efterfulgt af eksplosive skingre omkvæd.

På scenen kunne det ske, at Syd Barrett ikke var i stand til at spille, men bare stod med ryggen til sit publikum og stirrede paralyseret og frygtsomt på sin guitar, som om han aldrig havde set den før. Eller han forsvandt fra scenen, således at de andre bandmedlemmer måtte tilkalde en vikar. Andre gange brillerede han med stor virtuositet og innovativt spil. Måske var det perfektionisme eller mindreværd, som lammede ham. Uanset hvad - gjorde disse scene-freakouts ham til et ustabilt bandmedlem.

På turne til Amerika i 1967 for første og sidste gang observerede folk omkring ham, hvordan han glemte sine penge og tøj på hotelværelser og i fly. Når han så kom på scenen, ville han ikke altid spille. Han virkede generelt upraktisk og retningsløs. Det var som om, han manglede et struktur- og planlægnings-gen.

I studiet var han heller ikke i sit es. Den dag, hvor han skulle lægge leadguitarsporet til den smukke sang "Dominoes", kunne han ikke få det til at glide, før Gilmour vendte båndet og bad ham indspille skæringen baglæns. Det lød til gengæld fantastisk. Ofte måtte han decideret hentes og bringes til studiet. Geniale ideer formåede han ikke altid at formidle til andre, og fra session til session lød melodierne og akkorderne forskelligt. Nogle gange kunne han synge en sang helt smukt, og andre gange lød det som skrigen. Gilmour var til stor hjælp. Han øvede med Syd og lod ham spille lead efter gehør. Men ofte dukkede Syd slet ikke op, og det blev mere og mere tydeligt for Pink Floyds øvrige bandmedlemmer, at de måtte af med Syd for at overleve i det lange løb.

Foruroligende tekster ... Syd Barrett behandlede emner som ustabilitet og det primale behov for tryghed i sangen "Matilda Mother". Ønsket om kontrol i sangen "Flaming". Konflikter på sangene "Jugband blues" og "Saucerful of secrets". Når man skriver en tekst om et ensomt fugleskræmsel i nummeret "The scarecrow", ringer alarmklokkerne også hos de fleste. Og bare en albumtitel som The madcap laughs er ret bizar. Barrets problemer påvirkede også Pink Floyd bassist Roger Waters’ senere sangskrivning. Temaer om psykisk sygdom findes specielt på Wish you were here og Dark side of the moon.

Som man kan læse i artiklen Syd Barrett, Pink Floyd and mental illness :

"Some Barrett traits, however, didn't change. His simple stories trade off with surrealistic half-sense and nonsense; nursery rhyme structures are bent with restless time signatures and startling chord progressions. Choruses switch tempos and lyrics (often unintelligible) function more as sound. Words become less communicative elements than instruments of sensation as Barrett meanders through inexplicable mental territory, sometimes resolving into straight songs and sometimes dissolving into multi-rhyming babble. Despite some incredible songwriting, complicated structures and stunning sonic/verbal images, there's no way to avoid feeling that the two albums are the portrait of a breakdown. Scattered throughout the nightmare/fantasy lyrics are whispers and screams from a confused Syd, trying to carry on in the midst of utter disorientation and emotional turmoil. In "Long gone" he sings:

And I stood very still by the window sill
and I wondered for those I love still
And I cried in my mind
where I stand behind ... "

Syd Barretts betydning for Pink Floyd høres både i guitarspillet og i teksterne og den i band-mytologiske skabelsesproces. Man kan sige, at før Pink Floyd erobrede verden med sin tunge og episke prog rock med albums som The wall og Dark side of the moon, var de et ret så psykedelisk band ledet af en langhåret sangskriver og guitarist, som ikke var bange for at eksperimentere med stoffer i den kreative proces. Ud af det kom nogle singler og et debutalbum, som førte lytteren ud ad alle de spor, en skizofren hjerne kan føre. Barrett forlod Pink Floyd i en LSD-rus under indspilningerne af bandets andet album. Siden fulgte to albums uden Pink Floyd, før Syd Barrett forlod musikscenen efter en kort men intens karriere. Syd Barretts indflydelse på Pink Floyd fortsatte længe efter, at han forlod bandet. I starten hvilede Barretts ånd over Pink Floyd, som dog gradvist ændrede stil. Som den spændende profil han var, tog det tid for de andre bandmedlemmer at blive  bemærket i musikindustrien. Nogle mener også at kunne påvise, at Barretts særlige riffs, sorte humor,  dramatik, diverse teksttemaer (anden og tredje personer) m.v. kan høres på alle Pink Floyds albums, måske især takket være guitaristen David Gilmours soloer. Sangen "Shine on you crazy diamond" (Wish you were here, 1975) er ligeledes en hyldest til Syd Barrett.

Remember when you were young,
you shone like the sun
Shine on you crazy diamond.

Now there's a look in your eyes
like black holes in the sky,
Shine on you crazy diamond.

You were caught on the crossfire of
childhood and stardom,
blown on the steel breeze.

Come on you target for far away laughter,
come on you stranger,
you legend,
you martyr and shine! 

Solokarrieren udmøntedes i to noget dystre albums (med mange vilkårlige melodier som ender brat med melankolsk og monoton sang) med hhv. Gilmour, Waters og Rick Wright som co-producere. Nogle melodier viser dog hans instrumentale evner med arytmisk guitarspil og spændende, dramatiske temposkift. Syd skrev alt materialet selv bortset fra teksten til "Golden hair", som er et James Joyce-digt.

Stars blev til efter et møde på en pub med bl.a. ​​bassisten Jack Monk og Tomorrow-trommerslageren Twink.  Et par dage senere begyndte de at øve til deres første koncert, en open air May Day-fest i Market Square. Det blev dog ikke for alvor starten på nogen ny musikalsk karriere for Syd.

Psykisk syge musikere er der masser af ... Det siges, at hvert femte menneske døjer med en eller anden dysfunktion/sindslidelse, og at grænsen mellem gal og normal indimellem kan være svær at definere. Især blandt kreative og flamboyante musikere med hang til piller, stoffer og alkohol. Listen over musikere med diverse "disorders" er lang. Brian Wilson, Courtney Love, Kurt Cobain, Ray Davies, Nick Drake, Roky Erickson, Ian Curtis, Britney Spears, Billy Joel og Sinnead O'Connor for blot at nævne nogle. Lidelserne er depression, maniodepressiv, skizofreni, paranoia, udtalt søvnløshed, spiseforstyrrelser, shopaholic m.m. Men som man kan få et indtryk af i Bibzoom-artiklen Da The Beatles jammede med Pink Floyd - er ingen rockstjerne i rockmusikhistorien så galskabsagtig gådefuld som syrehovedet Syd Barrett:

”De tidlige Pink Floyd havde en aura af mystik over sig, alene i kraft af ikke at profilere sig som rockstjerner og ved ikke at give mange interviews. Teksterne var tågede og åbne for fortolkninger. Deres første guitarist og sangskriver Roger Keith “Syd” Barrett (1946-2006) er måske den største rockmyte nogensinde, mere autentisk i denne forstand end Bob Dylan, fordi Syd ikke var til stede i denne verden, eller i besiddelse af et overskud der gjorde ham i stand til at spinne en PR-myte om sig selv. I hvor høj grad hans galskab var et kreativt virkemiddel, han trak på, eller i hvor høj grad den formede hans musik uden hans aktive medvirken, vil altid være et mysterium. Og er The Beatles’ samlede værker relativt få, er de det i endnu højere grad for Syd Barrett: Halvandet album med Pink Floyd, tre singler, to solo-albums, diverse outtakes udsendt flere år senere, et mislykket forsøg på at indspille et nyt album i 1974, plus det løse – radiosessions, tv-optrædener, filmsoundtracks m.v.  Alt Syd-relateret blev derfor af særlig stor interesse som substitut og forsøg på at trænge ind bag facaden på dette gådefulde menneske, som denne smalfilmsoptagelse af hans første lsd-trip i 1966. Som fan af disse uhørt fascinerende, smukke og skræmmende sange tørster man efter mere, for Syd Barrett er i en kategori helt for sig selv. Jeg kan ikke komme i tanke om andre kunstnere, hvor man på én gang overvældes af talentet og på samme tid føler dybt ubehag, fordi der tydeligvis er noget helt helt galt.

Vi bevæger os her i en etisk grumset zone, for selvfølgelig har Pink Floyd post-Syd aktivt medvirket til at opbygge en myte, der har fået så ubehagelige udslag som de stalkingvideoer og -billeder, der cirkulerede af den nedbrudte mand i hans sene leveår. Albums som The dark side of the Moon og Wish you were here, og ikke mindst sangen “Shine on you crazy diamond” på den sidste, har gjort den sørgelige historie om Syd Barrett alment kendt blandt gruppens fans. Forfalskede numre som “Susan’s lungs” hører til i den harmløse ende. Men førstehåndsberetninger, om for ham ubekendte personers forsøg på at få ham i tale, viser hvor meget ubehag, han havde ved at blive mindet om sin fortid. Mentalt velfungerende kunstnere kan opbygge en barriere mellem sig selv og myten, og måske ligefrem have økonomisk og PR-mæssig gavn af de forestillinger som inkarnerede fans opbygger om dem. De lever og bevæger sig måske i relativt sikre omgivelser, hvor de kun møder mytologien og projektionerne gennem internettet eller fanbreve. I Syd Barretts tilfælde kan man derimod tale om rovdrift på et menneske uden noget værn eller distance i forhold til de fans, der gerne ville helt tæt på. På den anden side har Pink Floyds medvirken til mytedannelsen genereret betydelige royalties fra de udgivelser, han har medvirket på, og derved i det mindste gjort hans liv økonomisk problemfrit.” 

Lyt til følgende sange af Syd Barrett:

1. "Arnold Layne' - er fra Pink Floyds første singleudspil (1967) og det lyder meget tresser-britisk med et psykedelisk twist.
2. "See Emily play" - Pink Floyds anden single (1967) er en liflig rocksang med et poppet omkvæd og mærkelige breaks. David Bowie lavede et cover af den på sit Pin ups-album (1973).
3. "Astronomy domine" - fra The piper at the gates of dawn (1967) er åbningsnummeret på debutalbummet og føles næsten som en rejse gennem rummet.
4. "Lucifer Sam" fra The piper at the gates of dawn (1967) - er en af Pink Floyds mest populære psykedeliske sange med dens melankoli og særlige guitarriff.
5. "The scarecrow" -  er det næstsidste nummer på Pink Floyds debutalbum. Det er en to minutters lydcollage  om et ensomt fugleskræmsel (!).
6. "Bike" - er det sidste nummer på debutalbummet, og det ender med båndloops og latter og andre syrede sager.
7. "Jugband blues" fra Pink FLoyds andet album A saucerful of secrets (1968) er Syd Barretts eneste sangbidrag. Han blev stille og roligt udstødt af bandet pga. hans forestående sammenbrud.
8. "Effervescing elephant" - er fra Barretts soloalbum Barrett (1970). Albummet omhandler mange dyretemaer, men denne sidste korte sang afslører nu mest et spaltet menneskesind.
9. "Gigolo aunt" - åbner ballet på side to af Barrett og den er produceret af den nye Pink Floyd-guitarist David Gilmour.
10. "Octopus" - fra The madcap laughs (1970) var en af de første ex-Pink Floyd-sange Syd Barrett skrev. Nummeret blev udgivet som single, og var en tydelig indikation på at der skete noget mere og mere mærkeligt inde i hovedet på den unge musiker.

Hans musik lever fortsat videre i engelske bands såsom Porcupine Tree og The Cult of Dom Keller.

Du skinnede, du skøre diamant. Æret være dit minde!