Genrer
Talking Heads: Remain in light
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 126
Talking Heads kan på overfladen virke som blot et fjollet firserband. Det er dog en uretfærdig beskrivelse, for deres mest roste plade, Remain in light, er så innovativ og aparte, at det er svært at fatte, at den blev udgivet allerede i 1980. Åbningsnummeret "Born under punches (The heat goes on)" starter som et funky post-punk-nummer, lidt hen ad noget Gang of Four kunne have lavet, men senere kommer elementer af afrobeat, og mens nogle elementer bliver repeteret, kommer andre i massevis af lag og ender i et stort cluster af lyd og galskab. Denne åbning er så sær og alligevel fængslende, at man ikke kan stoppe med at lytte til sangen. Afrobeat-lyden fortsætter på "Crosseyed and painless", især i forhold til, hvordan forsanger David Byrne råbesynger over groovet for derefter at gå over i melodiske, lettere psykedeliske korstykker. Den bidende koklokke er også værd at fremhæve. De inkorporerer endda et kort stykke, der mest af alt lyder som rap, men det forsvinder lige så hurtigt som det kommer. Talking Heads forstår om noget at ride grænsen mellem det morsomme og det ukomfortable.
"The great curve" er på mange måder et af de mere poppede numre, og på mange andre slet ikke. Omkvædet er simpelt og fængende, men lyden er som helhed mørk og dommedagsagtig, hvilket kun bliver stærkere af en skæv Robert Fripp-lignende guitarsolo fra Adrian Belew. Det simple omkvæd rammer også en intensitet til sidst, og man kommer i tvivl om, hvorvidt man bør danse eller skælve. En sang, jeg næsten altid bliver glad af at høre, er den sjove "Once in a lifetime". Her formår de, som de nok i højere grad gjorde senere i karrieren, at gemme det mørke og tvivlende under noget glad, poppet new wave. Det gør dog ikke, at de ikke rammer den stemningsmæssige “uncanny valley” til tider, men man får lige akkurat nok, så man stadig kan synge med på omkvædet. "Houses in motion" er en mere gruopvækkende sang, især grundet soloen til sidst, der mest af alt lyder som en halvslatten trompet. At Talking Heads’ tekster kan være svære at forstå øger i mine øjne den følelsesmæssige usikkerhed. Hvad betyder “Visiting houses in motion”? Jeg ved det ikke, men det lyder syret.
"Seen and not seen" starter nærmest som noget vestkyst-hip hop fra 90’erne, og det ærger mig, at den aldrig er blevet samplet af Snoop Dogg eller Dr. Dre. Som sangen skrider frem, bliver den mere æterisk og for en gangs skyld er der et klart narrativ. Det er en underholdende, tankevækkende tekst. Instrumentationen er mere tilbagelænet her, så teksten kommer virkelig i fokus. Det handler om udseende, identitet og mangel på samme. Det minder mig lidt om "Showroom dummies" af Kraftwerk, hvilket kun er en god ting. "Listening wind" indeholder tydelige psykedeliske elementer, nogle instrumenter lyder endda til tider som om, de bliver spillet baglæns. Brian Enos produktion er noget af det, der gør dette nummer gribende og mere inderligt end resten af pladen. Og så lægger det flot op til det nok mørkeste nummer, Talking Heads nogensinde har lavet. "The overload" er ikke en sjov sang. Det er en langsom, grum sang, der sender kuldegysninger ned ad ryggen. Den sætter et meget deprimeret punktum på en plade, der er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Hvis du vil høre, hvorfor Talking Heads ikke blot er nogle sjove firsergøglere, så lyt til Remain in light. Den udtrykker eminent bandets dybde.