dummy

Techno møder sækkepibe og keltisk folk.

26-08-2016
Claus Teglgaard Madsen

Techno møder sækkepibe og keltisk folk.

Denne første dag på Tønder Festival blev der lagt hårdt ud med et hav af gode bands.

Et af de bands var Peatbog Fairies der gæstede Tønder Festival for første gang siden 2006. De har været på musikscenen i 20 år og var med til at starte den bølge af keltisk fusionsmusik der var det helt store i midten af 90’erne, med blandt andet Afro Celt Sound System.

Peatbog Faeries var et af de bands der miksede folkemusikken med trance og psychedelica og deres udgivelse fra år 2000 “Faerie Stories” er blandt andet blevet sammenlignet med Trip-Hop grupperne Massive Attack og UNKLE, og herhjemme kan man se visse ligheder med en gruppe som Sorten Muld. Dog er Peatbog Faeries instrumental musik, hvor sækkepiben og tinfløjten i høj grad styrer melodilinierne.

I de senere år har gruppen skruet ned for beatsne og lyder mere organiske med blæsere og elementer af jazz, reggae og afro. Dette forhindrer dem dog ikke i at skabe en fest, som de til fulde viste denne aften i Tønder.

Selvom publikum var lidt sløve i betrækket til at starte med, og lige skulle lande i Tønder, fik Peatbog Faeries hurtigt sat gang i dem med deres medrivende melodier, og der gik ikke lang tid før de havde fået trukket publikum op til scenen og der blev danset på livet løs.

Peatbog Faeries er i høj grad et liveband og mikset af beatsne med sækkepiber og blæsere fungerede virkelig godt og selvom jeg personligt godt kan synes at instrumentalmusik kan blive lidt kedelig i længden, så skabte de et univers man blev draget ind i og man manglede overhovedet ikke en vokal til sangene.

Og de jigs og reels der var grundlaget for mange af sangene skabte nogle tydelige indre billeder af den fantastiske natur der er på Isle of Skye, hvor de kommer fra.

Dette var den perfekte start på festen og festivalen og man gik fra koncerten med trang til at danse hele natten.

Tønder Festival
Torsdag den 25.8.2016
Peatbog Fairies, Open Air scenen