Genrer
Television: Marquee moon
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 128
Lidt under et år efter Ramones debuterede, og måneder før vi fik debuter fra Sex Pistols og The Clash, udgav det amerikanske band Television Marquee moon, en plade, der vendte punkmusikken fuldkommen på hovedet. Genren trådte sine spæde skridt på dette tidspunkt, og alligevel tog Television den i en radikalt anden retning. Åbningsnummeret "See no evil" er et godt eksempel på, hvordan de bruger typisk punk i form af energiske guitardrevne sange med masser af angst og vrede. Samtidig er kompositionen dog kompleks, især i det harmoniske samspil mellem de to guitarer – det er nærmest jazzet. Andet nummer er den mere poppede og vemodige "Venus", der har et lækkert hook i form af en guitar, der nærmest er komponeret som en forvrænget walking bass. Noget Television gør rigtig godt er at gøre deres numre begivenhedsrige. Uanset hvilket instrument, man lytter til, sker der noget interessant, om det er simpelt eller kompliceret. Det gør pladen værd at lytte til mange gange.
"Friction" starter med et funky, stille guitargroove fra rytmeguitaren, der i løbet af nummeret bliver understøttet af geniale små licks fra leadguitaren. Leadguitaristen er en latterligt dygtig virtuos ved navn Tom Verlaine. Han er en af mine yndlingsguitarister, og han er også bandets forsanger. Hans vokalpræstation er ligeledes stilsikker, og den minder mig om vokalister fra moderne bands som Modest Mouse og Clap Your Hands Say Yeah. Pladens højdepunkt er utvivlsomt titelnummeret. "Marquee moon" er en 11 minutter lang guitar-odysse. Det er en af mine yndlingssange i hele verden, og ikke alene er instrumenterne kreativt arrangeret, så det hele lyder pisselækkert, men Tom Verlaines guitar udtrykker flere følelser, end jeg på nogen måde er vant hos guitarister. Den paniske "Elevation" har et mekanisk, ængsteligt hook, og nogle afdæmpede, melankolske vers. Overgangene mellem disse foregår virkelig naturligt, igen her via overlap mellem de top-guitarister. Jeg havde nok foretrukket, at Verlaines stemme var mere nedtonet i versene, så hookets effekt havde været større, men uanset hvad er det et nummer, der alt efter tidspunktet efterlader mig enten måbende eller med gåsehud.
På "Guiding light" tager Television en forfriskende pause fra det ængstelige. Det lyder endda en kende optimistisk, takket være et simpelt omend lækkert lille guitarriff, der får assistance af klaver. Der er her som på så meget af pladen en behagelig dynamisk vekslen, som gør, at nummeret konstant er spændende at lytte til. Lidt over et minut inde tror man f.eks., at nummeret nærmer sig et klimaks, men så bliver det hele klædt ned til den spinkle lyd fra starten af nummeret. Television er altid fulde af overraskelser, og "Prove it" er ingen undtagelse. Her formidles frustrationerne endnu en gang smukt i form af guitaren som forlængelse af Tom Verlaines udtryk, og strukturelt er den noget af det mest varierede på pladen. Noget af teksten lyder lidt barnligt, og dermed skaber nummeret et ret anderledes billede end de øvrige sange. "Torn curtain" er det 7 minutter lange afslutningsnummer, og helt fra introen lyder det både æstetisk og melodramatisk. Den har et simpelt men effektivt omkvæd, der spiller på samklangen mellem ordene “years” og “tears”. Meget passende afsluttes der med en guitarsolo af store følelsesmæssige proportioner. Det er en smuk afslutning til en smuk plade.