dummy

That's All Right - 60 år med Elvis Presley

8-07-2014
Kenth Kjeldgård Nielsen

Bibzoom har gennem en periode markeret albums, der i år har 50 års jubilæum. Idag går vi yderligere 10 år tilbage og markerer et 60-års jubilæum Intet mindre. Det er nemlig i disse juli-dage 60 år siden, at Elvis Presley indspillede og udsendte "That's All Right"- en af de legendariske indspilninger, der var med til at skabe og definere rock'n' roll tilbage i 1954.

Det er blevet en af rock'n'roll-myterne at Elvis Presley den sommerdag i 1954 gik ind i studiet, nærmere betegnet SUN-studiet i Memphis, Tennessee, indspillede sangen og vupti, så var han berømt. Det var  nok ikke helt sådan det i virkeligheden foregik...

For egen regning

Elvis havde siden august året før lavet et par amatørindspilninger for egen regning. Var det tænkt som en gave til hans mor? det hævdes det nogle steder, men i virkeligheden handlede det nok mere om, at han gerne ville høre sig selv på plade. Og netop på plader indspillet på SUN - Memphis Recording Service - for der var måske også en chance for at blive opdaget professionelt... Det var nemlig dengang muligt at lave amatørindspilninger andre steder i Memphis også - endda billigere - men Sun-studiet og dets indehaver Sam Phillips udgav  også plader...  Så måske...

De første indspilninger, Elvis gav sig i kast med, lå genremæssigt langt fra "That's All Right". Det var ballader som "My Happiness" og "I'll Never Stand Iin Your Way" - kun med hans eget sparsomme guitarakkompagnement. Når man hører sangene idag er de meget skrabede - men ingen tvivl om det er Elvis Presley. Og allerede dengang havde han noget  særligt.

Det magiske øjeblik

Sam Phillips var på udkig efter en sanger - en hvid sanger, der lød "sort" - husk, vi er i stadig i raceadskillelsens USA, og endda i en Sydstat. Hans sekretær gjorde ham opmærksom den her unge fyr, der blev ved med at dukke op, og med en ikke ringe selvtillid havde proklameret "I don't sound like nobody", da hun i sin tid havde spurgt ham hvem han sang og lød som. Phillips fik Elvis i studiet og lod ham prøve en masse sange. Der var potentiale, og han fik derfor sat Elvis i forbindelse med to lokale musikere som kunne hjælpe med at få noget istand. Det var guitaristen Scotty Moore og basisten Bill Black. De havde deres første session den 5. juli 1954. De prøvede en masse. De kunne bare ikke ramme lige dét der og dén sound som Sam Phillips var ude efter. De var faktisk ved at give op. Men så - så opstod det magiske øjeblik. Elvis begyndte at synge og fjolle rundt med det allerde dengang halvgamle blues-nummer "That's All Right, Mama" af Arthur Crudup. De andre musikere faldt ind  - det her var noget helt nyt. Historien fortæller, at Sam Phillips, der havde stået ude i teknikken, kom farende ind og spurgte "hvad laver I??"... hvortil Elvis og musikerne svarede "aner det ikke..." ... "så find ud af det og gør det igen!!", var Phillips's ord.

Bandet holdt fast i den nye sound og stil og fik indspillet "That's All Right". Allerede få dage efter havde den sin radiodebut i et lokalt Memphis-radioshow, Dewey Phillips's "Red, Hot and Blue show" . Det vakte så stor begejstring blandt lytterne, at det væltede ind med telefonopkald og ønsker om at høre nummeret igen og igen.

Vejen var banet

Man var med det samme klar over at det var nogt nyt, der her var skabt. Det var blues, men det var nyfortolket. Og så af en hvid gruppe. Men hvad var det egentlig for en stil? Det var man ikke helt klar over, men hvis sangen skulle ud på single skulle der også være en B-side. Her blev der valgt en county & western-sang, "Blue Moon of Kentucky". På den måde imødekom man også det hvide publikum. Men også denne version  lå væsentligt fra det man kendte fra Bill Monroes udgave af sangen.

Frem til udgangen af 1955 indspillede Elvis Presley en række numre i SUN-studiet. Langt de fleste af dem er blevet klassikere indenfor den tidlige rock'n'roll - eller rockabilly, men udover  "That's All Right" og "Blue Moon of Kentucky"  bør man  især lægge mærke til "Mystery Train" og "Good Rockin' Tonight".

Men dén single - SUN-209 - "That's All Right / Blue Moon of Kentucky" blev starskuddet til en af de mest markante karrierer i rockmusikken. Det er i sig selv en spændende historie, og du kan læse lidt mere om i denne lytteguide.